Et sted med plads til hjertet
Studenterhuset er ikke blot stedet for billige bajer og bøger. Nede af gangen ligger nemlig stillerummet, hvor der hver mandag fra 18:00 – 18:30 afholdes hjertebønsmeditation. Det er gratis og åbent for alle ligegyldigt hvilken tro man har eller ikke har. Det er AU’s egen studenterpræst, Jens Munk, der står for det, og hans kontor ligger ved siden af, hvis man skulle få brug for en snak.
Præst eller psykolog?
Med ét ben i teologi og det andet ben i psykologi er rollen som studenterpræst speciel. I den spæde begyndelse spekulerede Jens på, om han egentlig bare var psykolog indtil en ung kvinde en dag kom ind til en samtale. Hendes kæreste gennem mange år kørte en nat ind i en betonklods på motorvejen og blevet slået ihjel på stedet. Efter nogle samtaler fortæller Jens at hun pludselig blev helt stille, og efter noget tid sagde: ”Er det ikke nu en præst normalt ville bede en bøn?” og så måtte Jens bede en bøn. “Og så sidder vi ligesom to mennesker der i afmagt for vi kunne ikke gøre noget ved sorgen,” fortæller Jens. ”Vi kunne sidde i fællesskab i afmægtighed og henvende os til en magt der er større. Jeg begynder samtalen som psykolog, men lige pludselig transcenderer samtalen det psykologiske.” I dag kommer præsterollen stadig punktvist og uforudsigeligt, og det er i høj grad den som kommer ind, der bestemmer.
Hvad fylder i de studerende i dag?
12.000 samtaler. Omtrent så mange har Jens Munk haft i sine femten år som studenterpræst. Derfor kan man vel sige, at han har fingeren på pulsen når det kommer til hvad der fylder i de unge studerende i dag: På den ene hånd er det stress, præstationspress og perfektionisme og på den anden hånd tvivl og en følelse af meningsløshed. Ifølge Jens, er perfektionismen ikke så meget et krav fra samfundet eller andre ydre autoriteter, som et påbud i den enkelte. “Det er en lov der er flyttet ind i den enkelte selv, og derfor er blevet tyrannisk, for du kan ikke engang gøre oprør mod den eller kaste den af dig, for den er herinde. Og så kommer der en indre konflikt, og man kommer til at mangle energi udadtil.” Jens giver et eksempel på nogle søvnforskere der har fundet fem parameter man helst skal ligge godt på for at have en god nattesøvn. ”Du skal faktisk præstere på hele fem parametre, for at få lov til at sove. Men det hedder jo, at falde i søvn. I søvnen overgiver man sig til en større magt. Der er en eller anden kraft i tilværelsen som er umulig at præstere sig til. Ligesådan er det med kærlighed. Man kan ikke præstere dig til den, du kan kun give dig hen.” Jens fortæller, at de ting man kan lade sig falde ind i, lade sig gribe af, de har med mening at gøre, og de andre har med præstation at gøre. Meningen mærkes ved, at det er den, som gør os levende og vitaliserer os.
Korset skal bæres
Den indre præstationstyran der fortæller os at vi hele tiden skal være lykkelige, i flow, og veludhvilede kan stå i vejen for et meningsfuldt liv. At være i forbindelse med det meningsfulde er nemlig ikke altid det samme som at være lykkelig. For at forstå forskellen, skelner Jens mellem problemer og livsvilkår. Problemer er noget der kan løses. Livsvilkår er det vi ikke kan løse, såsom hvilken intelligens vi har, hvilket land vi er født i og at livet også kommer med sorger, sygdom og død. Mennesker er nysgerrige, og teknologien vil altid blive ved med at udvikle sig og skubbe grænserne for hvad der er muligt. I dag er det der før var livsvilkår – udseende, køn, nationalitet, nogle sygdomme – blevet til problemer der kan løses. Måske er hele verdensudviklingen et forsøg på at gøre noget, der var et livsvilkår, til et problem vi kan løse. Men giver det os en mere meningsfyldt liv at blive ved med at ændre på vilkårene? ”Der er altid noget du skal løfte,” siger Jens. ”Og hvis du ikke er villig til at løfte det får du et overfladisk og ligegyldigt liv, der handler om at undgå ulyst, og det i sig selv er ikke betydningsfuldt. Man skal tage korset på sig,” siger Jens og tøver. ”Ja, det kan måske virke lidt masochistisk, men det er symbolet bag Jesus der tager korset på sig og alligevel vandrer frem mod mening og frihed.” Uanset om det bliver i denne uge, at vi begynder at dykke ned i spørgsmålet om mening, så kan vi altid starte i det små og vandre til stillerummet mandag aften klokken 18.
