Spring til indhold
Hjem » Artikler » Post-eksamens øl: Hvor skal dig og dine univenner skåle?

Post-eksamens øl: Hvor skal dig og dine univenner skåle?

For mange studerende er det tradition at tage på en af universitets fredagsbarer, når den sidste eksamen er overstået. Alle fredagsbarer plejer at have en eller anden form for afslutningsarrangement, og der er altid en fantastisk stemning til disse. Dog er det anderledes i år. Campus er lukket, og de studerende kan ikke længere blot skrive i deres Facebookgrupper, at de mødes i fredagsbaren. Det naturlige samlingspunkt er altså ikke længere en mulighed.

Så hvis man i år ønsker at fejre sommerferiens start med sit hold, så skal der planlægges. Der skal koordineres musik, øl og lys. Vigtigst af alt: der skal findes et sted, hvor alle kan være. Delfinen har taget en snak med nogle studerende for at høre, hvordan de mødes med deres medstuderende til post-eksamens hygge.

Botanisk Have

En repræsentant fra Erhvervsøkonomi og en repræsentant fra Folkesundhedsvidenskab har begge været i Botanisk Have med deres respektive studiehold. Stedet er oplagt, da det er centralt, og der er rigeligt med plads. Det er et perfekt sted at mødes, da alle kan komme dertil forholdsvis nemt, og man kan holde god afstand til de andre grupper af mennesker i parken. Selvom der ikke er nogle lyskilder i haven, så er den danske sommernat jo så lys, at man ikke behøver at have lys med selv. Det samme gælder musik. Der nævnes godt nok, at de selv havde taget en højtaler med derhen, men der er med garanti en flok gymnasieelever, som har en højtspillende Soundboks med. De skal nok spille så højt, at man ikke selv behøver egen højtaler. Ulempen er dog, at man ikke selv kan vælge musik.

Uniparken

Botanisk Have er det perfekt sted at mødes, men man har den ikke for sig selv. Det samme gælder for mange af Aarhus’ andre grønne områder, f.eks. Uniparken. Her er også flere grupper af mennesker, men det lader til at være mindre fest stemning i Uniparken sammenlignet med Botanisk Have. I Botanisk Have er der mere hård druk og basfyldt musik, mens Uniparken er mere hyggebaseret. Da Delfinens rapporter var dernede forleden med sit gamle datalogihold, var der ikke nogen som spillede så høj musik eller have drukket sig så fulde, at der var forstyrrende for hyggen. Ønsker man et mere intimt arrangement, så er Uniparken oplagt.

Andre muligheder

Ønsker man at spille andre spil end ølbowling, så kan man gøre som et hold ingeniører gjorde. En repræsentant fra Softwareteknologiuddannelsen fortæller, at de tog øllerne under armen og fragtede sig selv ud til Skejby, hvor de spillede fodboldgolf. Det lyder som et fremragende arrangement, hvor man ikke bare sidder i en rundkreds og snakker.

Uanset hvor man vælger at sidder eller hvilken aktivitet, man vælger at lave, så bør man selvfølgelig stadig overholde regeringens anbefalinger om afstand og håndsprit. Det er dog svært at huske, når man drikker øl.

Repræsentanten fra Erhvervsøkonomi fortæller, at de var ansvarlige, begrænsede kontakt og holdt fornuftig afstand, mens repræsentanten fra Folkesundhedsvidenskab og hendes hold ikke havde anbefalingerne i tankerne. Det ville også være synd at sige, at datalogerne og jeg overholdt anbefalingerne. Man glemmer det simpelthen. Men Delfinen opfordrer til, at man så vidt som muligt overholder dem, så alle kan være med til post-eksamenshyggen.