Tekst og foto: Anna Eva Heilmann
Bæredygtighed handler ikke kun om vindenergi, solcelledrevne gadelygter og ormekompost i baghaven. I Libanon er det tydeligvis ikke CO2-udslip, global opvarmning og isbjørnens smeltende habitat – trafikken og forureningen taget i betragtning – der står øverst på dagsordenen.
Her er det måske mere nærliggende at snakke om politisk bæredygtighed.
Nok et vanskeligt barn af Sykes-Picot-aftalen – undfanget i hemmelighed under et frugtbart møde mellem kolonimagterne Frankrig og Storbritannien i 1916 – er Libanon, som et kludetæppe, sammensat af 18 forskellige religiøse sekter, og de nyder dermed den største religiøse diversitet i Mellemøsten.
Det er – ikke overraskende – et ikke altid gnidningsløst foretagende.
Den politiske magtfordeling i Libanon dimensioneres ud fra en forældet sekterisk census, der har en kedelig tradition for ikke at stemme overens med landets omskiftelige/fluktuerende demografi. En sådan skævvridning var i 1975 med til at udløse femten års lang og blodig borgerkrig, der krævede over 120.000 ofre, utallige sårede og en nations mentale velbefindende.
En borgerkrig med et net af alliancer, fraktioner og brudte aftaler var så uskønt indviklet, at det syntes nemmere efterfølgende at ætse tavlen ren med kongevand; don’t fucking mention the war, det usagte budskab, da alle krigsforbrydelser blev fejet ind under en omfattende amnestilov. Intet blev kollektivt fordøjet eller udredt, og resultatet er et land fyldt med så mange både fysiske og psykiske landminer, at det kan synes (unødvendigt) sprængfarligt at navigere på ethvert plan.
Beirut, 50’ernes og 60’ernes blomstrende mellemøstlige Paris, forsøger stadig stædigt at holde fast i rollen som et moderne Babylon, hvor alle problemer kan drikkes, spises og købes væk. Hvor samtaler ofte krydres med bonjour!, merci, espèce ou carte? Hvor absurde mængder Golf-likvider opkøber havudsigten. Og hvor den sociale ulighed er så stor, at pjaltede børn tigger for småpenge udenfor Ferrari-butikken, og syriske flygtninge fylder de i forvejen trængte palæstinensiske flygtningelejre op med frygt, fattigdom og forskydning af den sekteriske balance i en sådan grad, at tårnet nok skal ramle.
De samme palæstinensiske flygtningelejre, hvor den libanesiske hær ikke har nogen reel jurisdiktion, og hvor rygterne går på, at IS indædt arbejder på at rekruttere ekstremister for at ekspandere deres indflydelse i landet. Ifølge enkelte tvivlsomme aviser, banes vejen for et snarligt forestående omfattende IS-angreb – med sneen som det eneste, der holder stand mod skæggede krigere, der vil komme anstigende over bjergene med forårssolen, sorte flag flagrende, og indlemme Libanon i deres apokalyptiske kalifat.
Solen vil dog blive budt velkommen igen her med ophøjet ro. Ikke bare fordi USA sender våbenladninger for 25 millioner dollars (saudierne for respektable 1 milliard), men også fordi man efterhånden er klar på at tilpasse sig enhver situation. USA og Europa er måske ved at kortslutte ved tanken om, at de eventuelt kan se sig tvunget ud i et direkte eller indirekte samarbejde med Assad-styret: ingen er i øjeblikket interesseret i det magt-vakuum – en ellers yderst fertil yngleplads for IS – et kollaps af regimet ville efterlade. Dog er tanken om, at man derved akavet ville gnubbe skuldre med både Iran og Rusland, næsten ubærlig ubelejlig.
Et lignende scenarie tages mere afslappet i Libanon: her synes selv ikke idéen om et teoretisk fremtidigt samarbejde med arvefjenden Israel at afføde mere end et hvad-kan-man-gøre skuldertræk. I Libanon har man lært at tænke, hvis ikke andet, så pragmatisk i forhold til ubekvemme alliancer og min fjendes fjendes fjende…
Oprustningen er laissez-faire, og jungleloven regerer. Og som elektriske lianer pryder uendelige klynger af ledninger bybilledet overalt i Beirut, som sørger for, at strømmen går mindst én gang dagligt. I den tykke, skjulte underskov opererer Hizbollah kriblende en parallelstat. Og som små giftige, kamuflerede dyr, ligger sekteriske spændinger på lur, parate til at sætte giftbrodden i den hårfine balance mellem status quo og blodig borgerkrig.
Og junglelov, fordi der heldigvis stadig synes at være en naturlig, bæredygtig, ukuelig evne til at regenerere sig selv og overleve: når strømmen går, fortsætter folk i barene ufortrødent deres entusiastiske sang, selvom musikken er stoppet brat og alt er mørkt.
Der skal mere til at stoppe deres fest.
