Dilemmaet indfinder sig. Hvad skal der ske i aften? Hvis du ikke vil nøjes, men have lidt af det hele skulle du prøve poetry slam. Du får et godt grin, en aha-oplevelse og en wauw-effekt inklusiv barstemning og caféhygge. Tilsammen bliver det til en rigtig god oplevelse.
TEKST OG FOTOS Claus Linddahl Hansen
Poetry slam er groft sagt et møde mellem Dan Turéll, Thomas Blachmann, Lasse Rimmer og Eminem. En masse folk der kan snakke fanden et øre af, men hvis man lytter efter, siger de rent faktisk noget. Og det gør de alle på deres egen unikke måde. Poetry slam er simpelt, en mikrofon, en konferencier, et publikum og to håndfulde såkaldte ’slammere’, der både har stort og småt på hjerte. Men der er kun én vinder. En legestue for dem, der kan jonglere med ord, dem der skrev de længste stile i folkeskolen, og dem der er modige nok til at dele deres tanker, følelser og ideer med os andre.
Men hvad er det?
Poetry betyder poesi, og er det ikke en smule langhåret og humanistisk? Jo, det er jo en digtoplæsningskonkurrence, men jeg har været til digtoplæsning før, og poetry slam adskiller sig markant. Nærmere end at være poesi er poetry slam en dyst på ord. Deltagerne, eller slammerne, har hver tre minutter og ti sekunder til at fremføre, hvad end de nu vil. Det eneste de må bruge er sig selv, en mikrofon og deres tekst, som de selv skal have skrevet. Alt andet er ikke tilladt, ingen rekvisitter og ingen udklædning, men der skal dog bæres tøj. Der er to runder og en finale, hvor de tre bedste slammere konkurrerer. Hvem vinderen er, bestemmer publikum. Fem tilfældige dommere får en tavle, hvor de skal vurdere hvert slam på en skala fra 0,0 til 10,0. Den bedste og dårligste karakter bliver trukket fra for at tage højde for kæreste- og ekskærestekarakteren.
Poetry slam er, hvad du gør det til. Og lad da bare det være en opfordring. I tre minutter og ti sekunder har du et publikums ubetingede opmærksomhed. Endelig har du nogen, der gider lytte til dig. Denne frihed skaber en masse gode og forskellige optrædener, og det er dét, som gør poetry slam særlig fedt.
HAPS og HQ står bag
Poetry slam i Aarhus er HAPS (Hele Aarhus’ Poetry Slam). En frivillig forening, der arrangerer poetry slam events. Det event jeg var til foregik på Headquarters, der er en blanding mellem bar og café. Den befinder sig i en kælder, som en lang trappe fører ned til, og over døren lyser et HQ-skilt indgangen op. Et umiskendeligt sted. Headquarters er undergrund både i bogstavelig forstand, men også billedligt talt. Der er masser af livemusik af varierende art, og så er der poetry slam. Denne aften er der kvalifikationsrunde til DM i poetry slam, som også bliver holdt i Aarhus til januar på Teater Svalegangen. Vinderen af denne poetry slam og vinderen af den næste kvalifikationsrunde, som er den 6. december, skal gå efter titlen som Danmarks bedste poetry slammer.
Moderne retro
Poetry slam og Headquarters passer rigtig godt sammen. Stedet emmer af hyggelig stemning og afslappethed. Møblerne er antikke, der er sofaer med læder og andre med nitter, sofaborde med klinker, pladespillere og gamle fjernsyn. Lp’er formet til lamper og masser af gamle gulvlamper med store lampeskærme lyser rummet op til et varmt og indbydende sted. Væggene er dækket af orange filtpuder, som skal sikre den optimale lyd i et kælderrum, hvor både betonsøjler og rør, der løber langs loftet, udgør en stærk kontrast til den bløde og varme indretning, som ens bedsteforældre så hyggeligt kunne havde indrettet det.
Ét ord kan beskrive Headquarters indretning: Retro. Og det passer rigtig godt til det poetry slam-event, som HAPS har arrangeret. Digtoplæsning i en helt ny indpakning. Folk sidder klar på det sparsomme møblement, som står spredt rundt i det overskuelige lokale. De fleste sidder på gulvet mellem baren og scenen, og stemningen er nervøs både blandt publikum, hvor mange ser deres første poetry slam, og blandt slammerne, som jeg har placeret mig strategisk tæt op af.
Dirrende læber
Lænet op af en gammel og robust pladespiller, der kunne være en kommode, står jeg ved siden af slammerne, der sidder omkring et lille sofabord i nogle dybe betrukne sofaer og lænestole. Én sidder bøjet dybt koncentreret over sit papir, mens han prøver at indøve sin tekst igennem læberne, der bevæger sig hurtigt. Stemningen og atmosfæren er trykkende og varm. Der bliver trukket lod om, i hvilken rækkefølge slammerne skal optræde. Et par Ceres Top bliver knappet op for at holde de værste knuder på tungen væk.
Aftenens vært introducerer konceptet poetry slam og sin ’kategorina’, der i sin skjorte, slips og pullover holder styr på pointene. Ja, det er en mand. Efter en opvarmningsslammer har givet en forsmag på, hvad poetry slam er, går konkurrencen i gang. Lad mig sige det med det samme, feltet er bredt.
Fra fødselsdagslam til leverpostejsslam
I første runde er der ti slammere, som skal blive til seks, hvoraf tre skal i finalen. Den første på den ti centimeter høje scene er en slammer, som deler oplevelsen af, hvordan det er at spise et stykke rugbrød med leverpostej og agurk. Det er meget levende fortalt, men det får dog ikke min mund til at løbe i vand efter et stykke med spæk og lever. Det er tydeligt at mærke, hvem der har prøvet det før. Peter Dyreborg er en af dem. Han har intet papir at støtte sig til, og hans tale og kropssprog er meget levende og medrivende. Andre vælger den mere dybsindige og monotone kunstnerstemme, der minder en om, at det trods alt er digtoplæsning, man i bund og grund er til. En af finaledeltagerne, spoiler alert, fremfører et både humoristisk og velklingende digt til sin storesøster, som har fødselsdag. Det bliver også lige kvitteret med en fødselsdagssang fra en besøgende efterskole. Storesøsteren befinder sig blandt publikum sammen med deres forældre. Hun bliver både ristet, men også hyldet. Og ifølge digtet hører hun for første gang de tre små ord fra sin lillebror. Det får tårerne frem hos den stolte søster. Det viser den dobbelthed, poetry slam besidder. Det kan både være underholdende, men også meget følelsesladet og autentisk. Ligesom Kamal Ahmane, en ældre mand med tyk accent, der fortæller om ensomheden, men også lettelsen af at være med i et fællesskab som HAPS. Vekslingen mellem det underholdende og seriøse, samt sammenblandingen af de to, er befriende.
Og vinderen er…
Deen Diab slammer på engelsk med et sprog, der kun mangler et beat, for at Headquarters bliver omdannet til en scene fra 8 Mile. Med snicks og cap får han det på det rene, at han er mere ”rapper than poet”, som han så rammende selv for udtrykt det. Inden den indledende runde slutter med en debutant, som også ryger i finalen, får vi et noget anderledes slam. Nu er der både blevet slammet på dansk og engelsk, og minsandten om der ikke kommer et på fransk også. Det lyder i hvert fald sådan. Meget vredt bliver der råbt ind i mikrofonen, og det eneste jeg forstår af det, er ’camembert’, ’croissant’ og slutningen, og jeg kan ikke vurdere, om der er tale om rigtig fransk eller Joey-fransk.
Det ender med, at slammeren tager sit papir og krænger det ned over mikrofonen, idet han råber: ’penetration’. Den lader jeg stå ukommenteret. Min placering lige ved siden af slammerne har resulteret i nogle skjulte blikke fra begge sider. Jeg undrer mig over, om de har luret mig. Forholdet mellem kunstner og anmelder er jo noget anspændt, ligesom forholdet mellem Israel og Palæstina. Men der opstår ingen konfrontation.
De tre finalister bliver den erfarne Peter Dyreborg, debutanten Regitze Jensdatter og den søde lillebror Jacob Lykke. Blandt publikum synes der at være en favorit, og der er også en af disse slammere, som har skilt sig ud. Inden finalen bliver afgjort, er flere gæster kommet til. Det er svært at bevare roen under finalen, og flere gange må der tysses på publikum. De tre finalister bliver kaldt op, men der kan ikke være megen tvivl. Jacob Lykke bliver suveræn vinder med karakterer mellem 9,5 og 10.0, og vinder dermed en plads til DM i poetry slam og en lille flaske snaps. Så skulle der også være baggrund for mere tekstproduktion. Det er en skam, man ikke kan lægge lydklip ind over en artikel, for Jacob Lykke har et flow, der er værd at lytte til.
En insider fortæller
Men har jeg nu også forstået poetry slam rigtigt? Det må aftenens vært og den ene del af duoen bag HAPS, Maj Oerskov, kunne opklare for mig: ”Poetry slam er ikke kun for poesiinteresserede. Slet ikke. Poetry slam er uforudsigeligt, frit og afhængigt af et medlevende publikum”. I samme omgang får hun også forklaret, at interessen for poetry slam er stigende, og at det nogle gange kniber med pladsen til folk, der vil opleve det. Og det har Maj en forklaring på: ”Det er formen, som er så afgørende. Det er helt op til publikum, hvad der er godt, og derfor kan poetry slam i princippet blive til hvad som helst”. Så var jeg måske ikke helt ved siden af.
