Billede 1: Nat i universitetsparken
Klokken er kvart i tolv søndag aften. De gule bygninger, der som regel er fyldt med undervisere og studerende, er tomme. Og mørke. Det er, når man kun har set dem i dagslys, svært at forestille sig, der kan være så stille. Kun er der ænderne, der svømmer rundt et sted nede i søen, og få læsesale og gange tæt ved samfundsfagenes kantine lyser op. Enkelte går frem og tilbage derinde. Det er en frivillig fra én af de tre foreninger, der stiller op til valg. Netop statskundskab, er et af de studier med størst engagement i valget. Stemmeprocenten lå sidste år på omkring 50 procent. Den generelle stemmeprocent var 13,8 procent. Naturligt er samfundsfag et af de steder, der er størst kamp om plakatpladserne.
Billede 2: Valgplakater for Studenterrådet
Inden stormen, mødes de forskellige foreninger. Udover at de mødes for at fordele deres mandskab og gøre plakater klar, handler det for alle tre foreninger om at gøre det hyggeligt. Der bliver spillet spil, spist pizza eller suppe, og som klokken runder tolv, står de klar med plakater og tape, og snart hænger de tre forskelligfarvede plakater ved siden af hinanden på enhver væg i rummet vi står i.
Den orange er Studenterrådets. Delfinen snakker med Anders Mengers, som stiller op til statsrådet, mens han – i et jævnt og roligt tempo – trækker tapen hen over hvert hjørne.
”Jeg stiller op, fordi, jeg synes, det er interessant. Universitetet er en kæmpe stor institution. Det er en demokratisk institution. Det er vigtigt, de studerende har noget at sige. Vi kan gøre meget. Vi prøver at repræsentere alle studerende. I morgen holder vi for eksempel brokkedag, hvor vi lytter til de studerende og tager deres problemer med videre til Studienævnet eller Akademisk Råd.”
På trods af det dramatiske navn, plakatstorm, foregår ophængningen fredeligt og uden spidse albuer. Flere fra forskellige foreninger kender hinanden på tværs og bøvler side om side med at tapen falder af, eller at koffeinindsprøjtningen, er ved at fortage sig. Gennemgående er også ønsket om indflydelse. Dem der stiller op, vil gøre en forskel, gøre universitetet bedre, og derfor engagerer de sig.
Billede 3: Stormen er i gang
Nicolai Toxverd stiller op for Konservative Studerende, dem med de blå plakater. Han frygter, de studerende mister interessen i valget. En ændring i måden, man stemmer på, gør, at man ikke længere stemmer to studerende ind i bestyrelsen, og da Studenterrådet er den største parti-organisation med flest ressourcer, er de favoritter til den post. Det stopper ham ikke fra at stille op: ”Der er også studienævnet, hvor man har en effekt på sin studieretning, og akademisk råd på fakultetet. Hvis man overgiver sig, vinder man aldrig en post. Derudover er det dejligt at komme og tale med folk. Vi går alle på universitetet og vil gerne gøre det bedre. I sidste ende vil vi alle det samme. Vi er bare uenige om, hvordan vi skal nå derhen.”
Væggene ligner mere en trefarvet is end sit gode, gamle, gule jeg, men hvis man spørger, hvornår de er færdige, lyder svaret med et gab i baggrunden: ”Når der ikke er flere plakater.”
Frit Forum med de hvide plakater stiller også op, og som man kan læse, og som Kenneth Koustrup fortalte, trækker de sig ikke fra valget: ”Vi kan tydeligt se fra sidste valg, at det kan betale sig. Vi får ting gennemført. For eksempel er der kommet mindre papir på universitetet.” Ligesom Nicolai Toxverd fra Konservative Studerende er Kenneth med i en studenterforening, fordi han gerne vil gøre universitetet bedre. Frit Forum har ifølge ham ”nogle gode mærkesager og gode socialdemokratiske værdier.”
