Tekst af Signe Regitze Berg
Foto af Rie Neuchs
Teatret Svalegangen er gået langt ud over deres sædvanlige genrer og rammer i præsentationen af Pim and Theo fra Odsherred Teater. Med kolossalt kunstnerisk overskud tager de to skuespillere Henrik Ipsen og Simon Vagn Jensen os med på tur gennem dødsrigets museum, som det ser ud for hollænderne Pim Fortuyn og Theo Van Gogh, der begge blev myrdet på grund af deres udtalelser og holdninger.
”Where am I? What am I doing here? Who are they?” spørger den fortvivlede velklædte Baldy, Pim, mens han gestikulerer mod publikum, der står i en tæt sluttet kreds rundt om ham og den noget snusket udseende Theo, også kaldet Fool.
Allerede fra start af er vi som publikum klar over, at dette ikke bliver en helt almindelig aften i teatret. Stolerækkerne er fjernet, og midten af rummet er omkranset af hvide gardiner. Forsigtigt indtager vi denne midte, hvor Pim og Theo allerede er i gang.
Med et brev fæstnet med kniv til brystkassen, forsøger Theo at få Pim, der har et skudsår i hovedet, til at huske, hvad der er sket, og hvorfor det er sket. Theo guider Pim og publikum gennem deres fælles erfaringsverden, der både viser sig i samspillet mellem figurerne og i billeder fra vores moderne medieverden, der projiceres op på de hvide gardiner. Men billederne afbrydes af flimmer – forbindelsen er ikke så god i dødsverdenen. Derfor kan uforberedte tekniske uheld også undskyldes og (til dels) tilgives, især når Theo som fantastisk pauseklovn gør sit bedste for at holde energien oppe indtil computeren kører igen.
Mordene på politikeren Pim Fortuyn og filmmanden Theo Van Gogh i Holland danner rammen om forestillingen. Forestillingen er udformet som performanceinstallation og stiller spørgsmål om ytringsfrihed, tolerance, fordomme, overvågning, seksualitet, sandhed med mere. Vi bliver som publikum tvunget til at tage aktiv del i forestillingen og overveje, hvad vi synes er rigtigt og forkert. Vi kan ikke bare læne os tilbage i en magelig stol i en mørk teatersal, men bliver aktiveret af især Theos konstante henvendelser til publikum. I en verden hvor ord kan udløse bomber, hvor langt vil vi så gå for både andres og egen ret til at sige, hvad vi mener – om det så er ”sandheden” eller ej? Pim and Theo synes skræmmende aktuel oven på de seneste begivenheder i både København og Paris, der endnu en gang har sat ytringsfriheden under lup.
Hvorfor måtte Pim og Theo dø? De fornærmede folk! Så simpelt bliver det stillet op, selvom det forestillingen igennem bliver tydeligt for os, at verden ikke er sort og hvid og ikke kan deles op i os og dem. Som publikum rives vi med af skuespillernes energiske spil, og samtidig bliver vi konstant konfronteret med den virkelighed stykket nødvendigvis må ses i lyset af – en god og anderledes teaterforestilling med virkelighedens stof til eftertanke. Hvad så med Pim og Theo? Bliver de klogere? Lærer de noget? Måske. Heldigvis har de en evighed til at finde ud af det sammen i dødsriget.
