Povl Kjøller sang engang: ”En cykel larmer ikke, og bruger nul benzin, en cykel oser ikke som andre oliesvin. Jeg er så glaaad for min cykel…” For Povl Kjøller og mange andre er cyklister guds engle på jorden. De belaster ikke miljøet med farlig benzin os, og de sørger selv for at brænde deres fedt af på cykelstierne.
Men er cyklister nu også de rene engle, når de færdes på cykelstierne? Udvikler de sig til pedalsvin, når først de sidder i sadlen? Delfinen har været på gaden for at finde ud af, om cyklisterne i Århus kan pudse glorien.
af Sigrid O. Thygesen
foto af Elin Winther
Katrine
Hvordan er du som cyklist?
Min gode side som cyklist er, at jeg er opmærksom på andre i trafikken. Men jeg kan også godt finde på at køre på fortovet. Det er ikke altid, jeg giver tegn, det kommer an på, hvor jeg er henne. Jeg gør det ikke på de små veje, men når jeg cykler nede i byen, så giver jeg tegn så busserne kan se, hvor jeg vil hen.
Har du nogensinde gjort noget ulovligt som cyklist?
Jaah, jeg har da kørt uden lygter et par gange. Og så kan jeg godt finde på at køre på fortovet, men det synes jeg ikke er så ulovligt.
Har du haft et vildt styrt på cykel?
Jeg har et par gange kørt hjem med lidt for meget alkohol i blodet. Så har jeg vist sagt hej til en enkelt kantsten eller to, og så BANG lå jeg der.
Kasper og Gitte
Hvordan er I som cyklister?
Kasper: Jeg synes faktisk, jeg er en udmærket cyklist. Jeg er ansvarlig i trafikken og kører ikke aggressivt.
Gitte: Der er jeg nok lidt mere aggressiv. Jeg overhaler uden at tænke på, om der er nogen bagved, der også er ved at overhale. Jeg laver kun tegn, når dem foran gør det. Så tænker jeg ”nååh ja, det skal man lige huske”. Det har nok noget at gøre med, at jeg kommer fra en lille by, hvor vi slet ikke har lyskryds og sådan noget.
Har I nogensinde lavet noget ulovligt som cyklist?
Gitte: Vi har nok begge kørt over for rødt et par gange, hvis der ikke var nogle biler.
Kasper: Jeg har i en brandert kørt ind i en brandhane. Det var ikke så heldigt. Måske var det ulovligt at køre på cykel i første omgang.
Christian
Hvordan er du som cyklist?
Jeg synes, jeg er en stille og rolig cyklist.
Er du opmærksom på at give tegn i trafikken?
Joooh, det sker da. Men ikke hvis jeg har for travlt, så gør jeg det ikke.
Har du nogensinde gjort noget ulovligt som cyklist?
Jeg ved ikke, om jeg har gjort noget decideret ulovligt, men jeg er ikke typen, der altid venter på grønt.
Har du haft et vildt styrt på en cykel?
Jeg har haft et par styrt. Typisk efter en fredagsbar. Jeg tror afgjort, at det skyldtes en ”fejl i styretøjet”.
Elin (fotografen)
Hvordan er du som cyklist?
Jeg vil betegne mig selv som en middelmådig cyklist. Min gode side er nok, at jeg er meget opmærksom i trafikken. Jeg tror, at jeg 90 procent af gangene giver tegn, når jeg drejer eller stopper. Men jeg kan altså også godt finde på at køre over for rødt, køre over fodgængerfeltet eller i den forkerte side.
Har du haft et vildt styrt på en cykel?
Jeg har ikke haft et vildt styrt, men derimod er rigtigt pinligt styrt. Jeg er engang væltet på vej op ad en bakke. Jeg havde ikke cyklet i 10 år og havde det lidt svært med balancen. En fyr overhalede mig op ad bakken, og jeg blev så forskrækket, at jeg væltede.
Matthias og Mikkel
Hvordan vil I beskrive jer selv som cyklister?
Matthias: Jeg kører nok ikke så pænt. Jeg tror, jeg kører lidt hasarderet.
Mikkel: Jeg kører også lidt hasarderet. Men jeg har lige fået en ny cykel, så jeg kører lidt pænere for at passe på den.
Matthias: Jeg kan godt finde på at give tegn, men kun hvis der er nogen bagved.
Mikkel: Jeg er blevet dyttet af mange gange. Specielt hvis man kører i modsat retning på de ensrettede gader. Det kan bilisterne ikke så godt lide. Så dytter de.
Hvad er jeres vildeste styrt på en cykel?
Matthias: Jeg har ikke oplevet et vildt styrt. Til gengæld har jeg været ved at blive kørt ned af en højresvingende politibil. Det var egentlig okay, for så fik jeg mulighed for at give politiet fuck-fingeren.
Ditte
Hvordan er du som cyklist?
Jeg er nok ikke så ansvarsfuld, som jeg burde være. For eksempel kan jeg godt finde på at køre over for rødt eller køre på fortovet. Jeg giver heller ikke altid tegn, jeg gør det faktisk kun, hvis der holder en bil, og jeg gerne vil vise ham, hvor jeg er på vej til at køre hen.
Har du nogensinde lavet noget ulovligt som cyklist?
Ja.. altså. Jeg kan godt finde på at køre over for rødt.