Tekst: Trine Møller
Illustrationer: Laura Bruhn Bové
Du sidder og læser hele dagen. Intet andet falder dig ind, end at begave dit sind med udfordrende lekture, så du kan klare dig godt til din eksamen. Intet står i vejen for din stålsathed. Som en eksamens-superhelt majer du igennem endnu en vigtig del af pensum, og du opfanges af hvert et ord med en kæmpe gejst. Eller sådan kunne jeg rigtig godt tænke mig, at det var. For virkelighedens eksamenslæsning ser temmelig anderledes ud for mig og mange andre, antager jeg.
Jeg har i en tidligere klumme udskældt min koncentrationsevne, og dens frygtelige tendens til at stikke af fra mig på de værst tænkelige tidspunkter. Et af disse tidspunkter er eksamensperioden. Pludselig bliver den opsat på at trekke i Sydamerika eller surfe på Bali, og ikke engang et lille kort sender den. Ak. Så sidder jeg der, alene og forladt tilbage ved mit skrivebord og håber lidt, at inspirationens muse så i det mindste kommer på besøg. Men hun er sgu nok overbooket i de perioder. Og det er her, overspringshandlinger kommer ind i billedet.
Jeg plejer at kategorisere dem i to grupper – ligeledes en overspringshandling – de socialt acceptable og de bizarre. De socialt acceptable er dem, vi sidder og griner af, når vi en sjælden gang imellem bliver lukket ud af eksamens-isolationsfængslet og mødes med andre eksemplarer af menneskeracen. Vi rydder op, farvekoordinerer tøj og bøger, bager boller, pudser sko. Handlinger som på ingen måde er absolut nødvendige i den konkrete situation, hvor man selvfølgelig burde sidde med en bog foran sig, men som dog stadig giver mening. Vi skaber noget, får ordnet noget, og det ville som sådan ikke være mærkelige handlinger at foretage sig en helt almindelig søndag eftermiddag.
Kære læser, op fra min allermørkeste hemmelighedsskuffe kommer nu de bizarre overspringshandlinger. Dem, jeg aldrig har delt med nogen og havde planlagt at tage med mig i graven. Døm mig ikke, thi eksamensperioder gør en sindssyg i gerningsøjeblikket. Vi skal nu helt ind i sindet, der hvor det gør ondt, og hvor der er sort og grimt.
Det ene øjeblik sidder jeg og er ved at gå til af spænding over, hvordan eventyret om kritisk diskursanalyse nu ender, det næste befinder jeg mig i køkkenet med en kikkert for øjnene. På sygeste stalkervis søger mine øjne den pæne mand i bygningen overfor, som har en ekshibitionistisk og meget værdsat vane med at stå ganske nøgen i sit vindue. Han er der ikke, men sådan en petitesse stopper ikke Trine. Med sindssyge i øjnene kigger jeg rundt på de andre vinduer i en jagt på nøgen krop, som kan give mig et øjeblik af æstetisk nydelse midt i eksamensmørket. Mine øjne ender ved en altankasse med visne pelargonier. De nøgne stilke kærtegner min udpinte og længselsfulde sjæl for en stund.
Senere sidder jeg med den folkekære fortælling om segmenteringsstrategier, da jeg pludselig finder mig selv siddende i køkkenets sofa; fascineret af Lines brug af blå plasticpose i sin kartoffelopskrift. Som en zombie følger mine øjne de Unge Mødres gøren og laden på flimmerskærmen. Hvordan kan det være vigtigt, hvorvidt segmenteringen ender med at blive gift med markedet, når dramaet om Malou Stellas manglende indtag af P-piller, når hun skal til havnefest, udspiller sig for øjnene af mig?
Men det slutter ikke her. Kikkerter og sygt forbrug af crap-tv stiller ikke min bizarre overspringshandlings-sult. Som et hungrende monster spændt op til lir, kaster jeg mig over Gin og Tonicen. Jeg ifører mig festlig kjole og stilletter, og kridter øjnene op. Den ene drink tager den anden, og alene danser jeg rundt til Pitbulls Timber. Da jeg næste morgen vågner med overstregningstusch i ansigtet, og bogen ”Vigtige ting sagt af gamle mænd” klistret mod min tilsavlede kind, indser jeg, at jeg er har et problem. Hej, jeg hedder Trine Møller, og jeg er afhængig af bizarre overspringshandlinger…
