Spring til indhold
Hjem » Artikler » Ordene gør det ikke alene – et indblik i Aarhus Universitets strategier

Ordene gør det ikke alene – et indblik i Aarhus Universitets strategier

I juni kunne du i Delfinen læse om tre centrale temaer i universitetsbestyrelsen i foråret 2019. En af disse var under overskriften store visioner netop strategi. Det vil vi nu forsøge at give et mere indgående indblik i. Digitalisering, internationalisering og bæredygtighed er nogle af de ord, der i disse år har kendetegnet AU’s strategi – og som du måske har bemærket på dit eget studie.

Hvordan strategisk?

Teknisk set fungerer det sådan, at bestyrelsen hvert år sætter en pose penge af til netop strategiske satsninger. Vi kalder dem universitetsledelsens strategiske midler. Bestyrelsen tager altså et beløb ud af den store ligning og kanaliserer dem over i det område, som AU satser på. Hvis vi eksempelvis gerne ville satse på internationalisering, kunne vi bruge de øremærkede penge til initiativer, der kunne fremme internationaliseringen på universitetet. Det kunne for eksempel være flere samarbejdsuniversiteter, så vi studerende lettere kan komme på udvekslingsophold, og vi kan skabe grobund for flere internationale forskningssamarbejder. Arten af de strategiske satsninger varierer, men nogle af dem har direkte indflydelse på studerendes hverdag. Eksempelvis vedtog bestyrelsen som del af en strategisk satsning, at it i undervisningen skulle styrkes, det såkaldte Educational it (EDU it), og at ingeniørområdet skulle styrkes – både hvad gælder forskning og uddannelse. Så hvis du eksempelvis er begyndt på en af de spritnye ingeniøruddannelser eller har oplevet styrket brug af it i din undervisning, har de strategiske satsninger haft direkte indflydelse på dit studie.

En visionær rettesnor

Strategi er ikke kun penge. Strategi er også ord, der former og giver os en rettesnor for, hvad AU står for, og hvor vi er på vej hen som universitet. Hvilket universitet vil vi have om fem år eller om ti år? Sådan kunne man passende spørge. Netop i disse måneder arbejdes der på AU’s nye overordnede strategi, den såkaldte Strategi 2025. Bestyrelsen godkendte udkastet i juni, indtil d. 24. oktober er strategien i høring og til december godkendes strategien endeligt af bestyrelsen. Med den omfangsrige underoverskrift, Et forskningsintensivt universitet, der stræber efter den højeste, internationale kvalitet og udmærker sig ved at skabe værdi gennem viden, nye erkendelser og samarbejde – bygger bro mellem Danmark og verden, understreges AU’s ambitioner. Vi skal være et dynamisk universitet. Viden skal være i højsædet. Vi skal bidrage med værdi til samfundet. Vi skal have internationalt udsyn, men også vide, hvor vi kommer fra.

Ordene gør det dog ikke alene. Strategierne viser sig ved konkrete tiltag. Disse følger vi op på løbende i bestyrelsen for at se på, om vi skal iværksætte nye tiltag eller justere nogle målsætninger. Først skal Strategi 2025 dog vedtages af bestyrelsen d. 13. december i år. Den kommer til at sætte de overordnede rammer for AU’s prioriteringer de næste fem år.

Bæredygtighedsstrategi

Ikke nok med, at Strategi 2025 er under udarbejdelse i disse måneder, der er også en bæredygtighedsstrategi på trapperne. Bestyrelsen har nemlig besluttet at satse særligt på bæredygtighed, så AU kan bidrage til den grønne omstilling. Derfor arbejdes der også på højtryk på en strategi, der skal gøre AU til et grønnere universitet. Udgangspunktet er bredt, og der er bl.a. set ideer om at reducere energi- og ressourceforbruget i bygningsdriften, reducere CO2-udslippet i forbindelse med transport, at genanvende en større del af AU’s affald og meget. Ideerne er mange og er bl.a. indsamlet på bæredygtighedssteminaret, der blev afholdt i marts og var velbesøgt af både engagerede studerende og medarbejdere, og gennem AU’s bæredygtighedsnetværk (#AUSustainability). Hvad bæredygtighedsstrategien ender med at indebære, ligger dog ikke fast, før den er vedtaget af bestyrelsen d. 2. april 2020, men forhåbentlig vil du inden længe være studerende på et mere bæredygtigt universitet.

Hvad går bæredygtighedsstrategien egentlig ud på? Hvilke strategiske satsninger er der på dit fakultet? Hvordan får jeg indflydelse på strategierne? Strategi er en kompliceret størrelse, og der er mange spørgsmål at stille. Gør det endelig! Vi kan kontaktes på ditte@sr.au.dk og hanna@sr.au.dk. 

Strategi 2025 kommer til at sætte de overordnede rammer for Aarhus Universitets prioriteringer de næste fem år. Strategi 2025 bliver udmøntet gennem seks kerneopgaver:

  1. Grundforskning af høj, international kvalitet
  2. Forskningsbaserede uddannelser af høj, international kvalitet
  3. Bidrag til samfundets udvikling og velfærd
  4. Forskningsbaserede løsninger af samfundsudfordringer
  5. Dimittender til fremtidens arbejdsmarked
  6. Udvikling af forskertalenter og forskningsintegration