Tænk på genbrug. Hvad dukker op i dite hoved? Er det lugten, som alle kender, men som ingen tør sætte ord på? Eller ser du et overflødighedshorn af sager, der hjælper dig til at finde den individuelle stil, som skiller dig ud fra pøblen?
af Helene Christiansen
foto af Claudine Zia
Indrømmet. Jeg er selv lidt en sucker for de der uundværlige items i genbrugsforretninger. På den anden side forstår jeg godt, hvorfor mange mennesker synes, at det er besynderligt at gå i andre menneskers brugte tøj, sko, nips og sager. Hvorfor er vi nogle, der synes, at det er fedt at gå i andre menneskers aflagte tøj? Det spurgte jeg Camilla Støckler Jørgensen, modeblogger og studerende på virksomhedskommunikation på handelshøjskolen i Århus, om.
”Jeg køber genbrugstøj, fordi jeg kan finde nogle helt enestående fund, som ingen andre har. Jeg ser det som et lille eventyr at gå og rode i kasser og på tøjstativer for at finde en fashion treasure”, forklarer hun.
Det er altså muligheden for at få et unikt look, som lokker. Lugten i biksen skræmmer ikke Camilla Støckler Jørgensen.
”Tøjet og de andre varer fejler jo ikke noget, fordi det har haft en anden ejer”, siger hun.
Tag en tur hjem til mors kødgryder
Mange studerende går på jagt i genbrugsforretningerne i Århus. Men måske burde de svinge forbi genbrugen hjemme ved de gamle i stedet.
”Selvom jeg er stor tilhænger af genbrug, går jeg aldrig i gennere i Århus. Priserne er for høje og der er for mange om buddet. Så jeg tager ofte på gennerture i provinsen og finder unikke fund til SU-venlige priser”, siger Camilla Støckler Jørgensen. Du får mere for pengene ved at tage et sted hen, hvor udbuddet er større og efterspørgslen mindre. Ren kapitalisme.
Stonewashed jeans and a matching jacket
I Sex and the City betegner Charlottes bøsseven Anthony dårlig stil som “stonewashed jeans and a matching jacket”. Er det også tilfældet på Århus gader og stræder? Ikke ifølge Camilla Støckler Jørgensen, som mener, at man får god stil ved at gøre sit look personligt. Man kan altså godt tillade sig at hive sin stonewashed heldragt frem fra gemmerne.
”Hvis ikke man formår at tilføre sin stil et personligt twist, så kommer man til at ligne et omvandrende tøjstativ”, siger Camilla Støckler Jørgensen.
Man skal altså eje evnen til at sætte sit standardkluns fra H&M sammen med velvalgte genbrugsfund. Hvis du kan smide din indre snob ud af skabet, så tilbyder genbrug en uendelig variation af alt fra Buffalostøvler til silketrøjer med håndpåsatte pailletter. Din bankdame nok skal klappe dig på skulderen for at begynde at shoppe i Kirkens Korshær.