Spring til indhold
Hjem » Artikler » Nyt magasin ude – nyt tema!

Nyt magasin ude – nyt tema!

  • af

Sig nærmer tiden. Magasin bliver viklet ind i lyskæder, duften af brændte mandler følger dig op ad Strøget, og kontoen skal lænses dygtigt – for julegaver, ris á la mande og flæskesteg varer læænge, koster mange penge.

Men.

Julen er også en tid, der kan resonere lidt hult. Det er nemlig ikke alle, der skal hjem til jul, ikke alle, der har et hjem til jul, ikke alle der holder jul. I Syrien, i Paris, i Beirut og i Mali bliver der ikke spillet Søren Banjomus.

Skillemadinkadinkadu klinger måske også lidt skingert herhjemme, hvor alt det farlige er kommet tættere på. Vores sind er blevet terroriseret, og vi skutter os og åbner ikke døren for fremmede. Måske man netop i denne tid skulle huske på historien om et mellemøstligt par, der måtte søge tilflugt for natten i stalden, da der ikke var plads til dem i herberget.

Tungsind, træthed og meningsløshed. Albrecht Dürers berømte kobberstik Melencolia fra 1514, som pryder forsiden, illustrerer melankoliens væsen – en skikkelse sidder fastfrosset, fanget i en sindstilstand, der ikke tilsyneladende lader lyset komme ind.

Eller hvad?  Skikkelsen kigger intenst på noget, der ligger uden for rammen, og i baggrunden ses en stige, der leder op – ud.

Kan vi bruge melankolien til noget – kan vi skabe mening i meningsløsheden? Er det en nødvendig bagside til glæden, ligger der måske netop i melankolien noget konstruktivt?

Bliver det overhovedet jul i år?

I dette nummer af Delfinen undersøger vi melankolien. Læs bl.a. interviewet med den verdenskendte britiske forfatter A.S Byatt, der beskriver sig selv som en ‘evig pessimist’, læs om det ‘mørke Jylland’, om Randers og en barndoms køkken. Læs interviewet med en psykolog, der taler om psykiske udfordringer,  læs også en reportage fra universitetsvalget og slut af med en musikalsk guide, der vil sætte dig i den helt rette, melankolske stemning.

Rigtig god læselyst!

(og glædelig jul)

Trine Møller                 Anna Eva Heilmann

 

Læs magasinet lige her!