Spring til indhold
Hjem » Artikler » Nyt Aarhus-baseret modemagasin ser dagens lys

Nyt Aarhus-baseret modemagasin ser dagens lys

foto 1

Note Magazine er den nye spiller på gaden inden for modens barske branche. Bladet er en nytænk-ning af konceptet bag modemagasiner og har fokus på den dybdegående historie og de æstetisk fængende billeder. Og så er bladet Århus-baseret og drevet af blandt andre tidligere AU-studerende. Delfinen mødte chefredaktør Christina Faaborg og PR-ansvarlig Marlene Hviid til en snak om net-værk, livet post-uni og roden i Århus – verdens mindste storby.

Af Stine Svenningsen

Jeg møder Christina Faaborg og Marlene Hviid i deres lille redaktionslokale i et kontorfællesskab i Århus centrum. Det ser ikke ud af meget, men den store modeplakat på væggen og stearinlysene på bordet giver det et personligt præg.

Jeg lægger ud med at spørge ind til deres visioner for Note, og hvordan deres magasin profilerer sig anderledes. Svaret er noget så simpelt, som at Note har det æstetiske i fokus. At mode og æstetik kan gå hånd i hånd er ikke en nyskabelse, men det er de længere og mere dybdegående artikler samt den tykkere papirkvalitet, som adskiller magasinet fra sine konkurrenter.

Århus som base – verden som legeplads
Note Magazine markerer sig desuden ved at være en pendant til den ellers meget københavnsk centrerede magasinverden. Både Christina og Marlene fastholder, at der ingen intentioner er om at for-lade Århus. De to kvinder er dog hurtige til at rette mig i, at Århus er verdens centrum: Note har snarere et globalt end et lokalt skue.

Det er også et aktivt valg, at Note er og skal forblive i Århus. De kalder det et slags ”opgør med København,” og Christina nævner, at der måske er mere opbakning i Århus end i hovedstaden, fordi der dér er så mange konkurrenter. I Århus har de plads til at vokse på egne præmisser.

Praktik, erfaring og netværk
En del af redaktionen har været studerende på AU. Alle medlemmer er omkring de 29 år, kommer fra forskellige faglige baggrunde og har derfor samlet set et bredt felt af kompetencer, hvilket Christina og Marlene mener, har fået produktionen af bladet til at gå op i en højere enhed.

Bruger de på redaktionen så deres uddannelse i det daglige arbejde? For Marlene, der for to år siden blev færdig på Handelshøjskolen, er uddannelsen ofte i brug, når hun står for bladets PR og marketing: ”Uddannelsen sporede mig ind på, hvad jeg gerne ville,” udtaler hun og undervejs i uddannelsen gjorde hun meget ud af fagligt relevant arbejde og at skabe netværk. Marlene påpeger, hvor vigtigt det var for hende at have et netværk, da hun blev færdig og trådte ud på det store arbejdsmarked.

foto 2

Christina, der har en kandidat i litteraturhistorie, rammer hovedet på sømmet, da hun siger, at det er sværere med de humanistiske fag i forhold til arbejde og fremtidsvisioner. På litteraturhistorie lærte hun måske ikke om kommunikationsstrategier, men har fået et mere akademisk blik for, hvordan man skriver godt og overbevisende.

Christina siger også med bestemthed, hvad alle studerende godt ved, men kan have svært ved at administrere: ”Kom ud over bøgerne!” og ”tænk praktisk!” er to fraser, jeg hæfter mig særligt ved. Begge kvinder nævner, at praktikophold er et minimumskrav for studerende, og at det skal prøves af. Man bliver kun en erfaring rigere.

Håb for fremtiden
Jeg afslutter med at spørge, om der overhovedet er et marked for et Århus-baseret, æstetisk mode-magasin? Svaret lyder prompte fra begge: ”Ja!” De er opsat på at få Note Magazine til at blive en succeshistorie og med tiden skulle det også gerne være muligt at aflønne både Notes redaktion og de mange bidragydere, som lige nu investerer deres tid i projektet.

Undertegnede kan jo kun håbe – både som humanistisk studerende og som Århus-elskende kvinde – at redaktionen bag Note får ret i deres forhåbninger.