Der er noget særligt ved at stå i Eskelunden en torsdag eftermiddag i juni, mens tordenskyerne hænger truende over Brabrand, lugten af våd træflis og fadøl blander sig med dårlig eksamenssamvittighed, og 25.000 mennesker kollektivt beslutter sig for, at pensum godt kan vente til søndag. Det her er NorthSide 2026. Og du skal med!
Delfinen er endnu engang taget på festival for at finde ud af, om Aarhus’ grønne darling stadig kan levere – i et år, hvor DMI lovede “en skylle eller to” med “lidt skrald” over pladsen, hvor kødet vendte tilbage til madboderne efter tre års eksil, og hvor en hel by stadig svæver oven på det østjyske mirakel: AGF er danske mestre. Det vender vi tilbage til. Hallelujah.
“Jeg har min eksamen på mandag, og jeg har taget mine noter med i tasken,” indrømmer Clara, 23, der læser jura og står i køen ved hovedindgangen med et regnslag, der stadig har prismærke på. “Planen var at læse lidt mellem koncerterne,” siger hun og vifter med et lamineret flashcard om aftaleret. Delfinen kan ikke bekræfte, om det rent faktisk lykkedes for den flittige Clara. Delfinen håber dog, at hendes flashcards blev brugt som fadølsunderlag.
Men sådan er NorthSide for mange studerende: Festivalen ligger med kirurgisk præcision midt i eksamensperioden, og hvert år foretager tusindvis af aarhusianske studerende den samme cost-benefit-analyse. Og hvert år taber læsesalen.
Torsdag: Aphaca lettede – og det gjorde regnen næsten også
Skyerne hang lavt, da festivalens første toner lød klokken 13, men de lovede tordenbyger holdt sig nådigt mest vest for byen. Til gengæld var der ingen nåde i teltet på Nova-scenen klokken 15.15, hvor irske CMAT – der op til festivalen havde været igennem endnu en omgang tarvelig fatshaming på nettet – dansede, jodlede og steel-guitarede sig direkte ind i hjertet på et telt, der til sidst kollektivt buhede al verdens hate ud over Ådalen. “Jeg kom for at se hende, fordi min bofælle har spillet ‘Take a Sexy Picture of Me’ på repeat siden marts,” fortæller Ida, 24, der læser litteraturhistorie. “Nu græder vi begge to. Det er fint. Det er en del af oplevelsen.”
Torsdag aften tilhørte dog Aphaca. Danmarks nye darlings beviste, hvorfor de på rekordtid er gået fra hemmeligt mund-til-mund-tip til hovednavn. Og ja, selvfølgelig er vi imponerede her på redaktionen, men for nu at være helt ærlige, så blegnede deres præstation faktisk lidt sammenlignet med Mikkel, 22, datalog, der formåede at hoppe mindst en halv meter over jorden ca. 100 gange uden at falde én eneste gang. Aphaca-magi?
Ja, vi bliver nødt til lige at runde det: Kødet
Tre år. Så længe holdt NorthSides fuldt plantebaserede fremtid, før festivalchefen i efteråret erkendte, at man havde “begået en stor fejl” og satte kød og fisk tilbage på menuen. Og man kan mene om U-vendinger, hvad man vil, men køerne foran Mikunas burgerbod og PizzaBoys talte deres eget tydelige sprog.
“Jeg har været stolt vegetar i to år nu. Altså, ad to omgange. På tre dage,” siger Karoline, 25, antropologi, med en smashburger i hånden og i en tone, der signalerer, at det måske ikke er vegetardebatten, hun går allermest op i. Ved nabobordet sidder fem fyre fra Herning, der ifølge eget udsagn “kun er kommet tilbage på grund af bøfferne”. Musikken, indrømmer de dog efter lidt pres, er også meget god. Især Thomas Helmig. Kom så de hviie.
Festivalens kulinariske dark horse var dog hverken kød eller fisk, men en øl-is: en sorbet lavet på rød ale og økologisk chokolade, som lød som en fejl og smagte som en åbenbaring. Og i champagnebaren kunne man få østers, hvis ens SU-konto havde en god dag. Det havde de færrestes. “Jeg delte én østers med tre veninder,” griner Amalie, 21, statskundskab. “Vi kalder det en smagsoplevelse. Banken kalder det et overtræk.”
Fredag: Hallelujah, Helmig, hallelujah
Lad os bare sige det, som det er: Fredag aften foran Astra-scenen var ikke en koncert. Det var et halbal i kæmpe skala, en guldfejring og et vækkelsesmøde i ét. For første gang i 40 år er AGF danske mestre, og da kongen af Aarhus entrede scenen i et kongeblåt – nogle vil sige lilla – læderjakkesæt og åbnede med ‘Det er mig, der står herude og banker på’, stod det klart, at Eskelunden denne aften var byens største hjemmebane. AGF-trøjerne var luftet, halstørklæderne fundet frem, og da ‘Malaga’ blev sunget hjem af både Helmig, publikum og hele postnummer 8000, mens KSDH lyste fra storskærmen, rejste hårene sig på selv de mest hærdede indie-arme.
“Jeg er fra København, og jeg er fuldstændig ligeglad med fodbold,” siger Oliver, 26, der er flyttet over for at læse på Aarhus BSS. “Men jeg stod altså med tårer i øjnene og råbte hallelujah sammen med en mand i AGF-trøje, der lugtede af for mange fadøl. Jeg forstår det ikke.”
Hallelujah’erne kom i øvrigt bogstaveligt: Helmig rundede aftenen af med på skift at sende et hallelujah efter NorthSide, sine børn og stort set alt mellem himmel og Ceres Park, inden han vendte tilbage i AGF-trøje og lod ‘Stupid Man’ sætte hele pladsen i bevægelse. “Ingen af os kan gøre det alene,” sagde han fra scenen. Fredag aften føltes det som en præcis beskrivelse af både fodbold, festivaler og fællessang.
At briterne i Idles samme weekend råbte “Fuck the Danish royal family too!” fra scenen og forvandlede den forreste tredjedel af publikum til ét stort, kærligt moshpit, var næsten kun en passende kontrast. Monarkiet og mesterskabet fik med andre ord hver deres behandling i Eskelunden i år.
Lørdag: Regnen kom – og det gjorde lålålå’erne også
Lørdag skulle efter planen være den pæne vejrdag. Det var den også – lige indtil den ikke var det længere, og aftenkulden og en stædig støvregn lagde sig over pladsen som et vådt festivalarmbånd. Heldigvis havde australske Empire of the Sun dagen før allerede leveret weekendens mest spektakulære cirkus med kostumeskift, røgkanoner, bonsaitræer og en guitar, der til publikums store forløsning endte med at blive smadret mod scenegulvet.
Og så var der Jack White. Manden, der først fik en mobiltelefon i 2025, stod i regnen med sin guitar og 25 års rockkatalog og beviste, at man ikke behøver AI, autotune eller andre af samtidens krykker, når man har en forstærker og temperament nok. Og så er han forresten også manden bag ‘Seven Nation Army’, der fik en hel festivalplads til at kigge op og nærmest per automatik råbe “lålålå”, mens regnen – husk, vi er stadig på NorthSide – stod ned i stænger. Det var koldt. Det var vådt. Det var fuldstændig perfekt.
De mest udholdende sluttede natten i teltet hos Charlotte de Witte, hvor belgisk techno og dampende regnjakker smeltede sammen til én stor, pulserende organisme til efter midnat. “Jeg kan ikke mærke mine fødder, men jeg kan mærke bassen, og det er vel det vigtigste,” råber Frederikke, 22, inden hun forsvinder ind i mængden igen.
Når man ikke orker mere musik …
NorthSide er som bekendt mere end musik. Det er også SideShow-teltet, hvor Emma Lea & The Weird Kids åbnede festivalen med electro-swing, og hvor Orkestr Partisanski – ti mænd i uniformer, støvler og skæg – endnu engang fik 300 mennesker til at råbe “FUCK PUTIN” og danse kædedans, alt imens nogle 3-liters vodkaflasker blev hældt i publikum fra scenen. Det er de små øjeblikke: At diskutere regnslagshierarkiet i toiletkøen (paraplyer er som bekendt forbudt, så det står og falder med ens poncho). At opdage, at træflisen, som festivalen har kørt ud i tonsvis, knaser tilfredsstillende under gummistøvlerne. At dele en øl-is med én fra studiet, som man altid har ledt efter en undskyldning for at tale med.
Og ja – vi fandt ham igen. Poul, festivalens selverklærede ældste gæst, nu 75, stod ved Tuborg Beer Barn med endnu et armbånd om håndleddet. “Kødet er tilbage, AGF er mestre, og jeg har stadig ikke lært at danse,” griner han. “Det har været et godt år.”
Soundvenue skrev efter festivalen, at NorthSide famler efter fodfæste i det danske festivallandskab og er blevet en bekvem festival for lokale. Og ved du hvad? Måske er det rigtigt. Men når man som studerende kan skråle med på ‘Seven Nation Army’ i regnen klokken 23 og sove i sin egen seng klokken 01 – med eksamensnoterne urørt på skrivebordet og hjertet fuldt af hallelujah – så føles “bekvem” nu mest af alt som et kompliment.
Vi ses i Eskelunden i 2027!