Der er noget magisk, tragikomisk og velkendt ved endnu en gang at stå på en mudret mark i Ådalen, mens regnen trommer højlydt på hætten der er trukket godt ned over panden og man kortvarigt nyder synet af tusinder mennesker, der gør krumspring og små hop for at undgå de største vandpytter. Det her er NorthSide 2025. Og du skal med!
Delfinen er endnu engang engang taget på festival for at finde ud af, om Aarhus’ grønne darling stadig leverer den fest som får folk fra nær og fjern til at tage toget, cyklen, bussen, løbehjulet og stængerne til Aarhus – selv når vejret for andet år i streg forsøger at sabotere stemningen.
“De snakker så hurtigt, at jeg ikke fatter et ord, men jeg kan mærke energien,” siger Mads på 25 og griner, mens irske Kneecap får Nova-scenen til at vibrere. Mads studerer engelsk og har brugt det meste af koncerten på at “put your hands up”, som der blev råbt igen og igen fra scenen. “Det er som at være til pubcrawl i Dublin, bare uden Guinness og med lidt mere mudder.”
GAFFA skrev efterfølgende om koncerten, at det var “festen uden filter”, hvilket vi på Delfinen ikke helt kan genkende, da den tykke irske accent fungerede som et ganske udmærket filter hvis man ikke virkelig koncentrerede sig om at forstå dem. Publikum hoppede, dansede og råbte med – selvom halvdelen sandsynligvis ikke anede, hvad de råbte. Kneecap formåede at få selv de mest regnvåde festivalgæster til at glemme, at deres sokker for længst havde opgivet kampen mod fugten.
Ja, vi bliver nødt til lige at runde det. Mudderet. Det var der. Det svuppede. Det plaskede. Men det nåede ikke NorthSide 2024 til sokkeholderne. NS24 var et mudderkarbad. Det var uundgåeligt. Det var allevegne. NS25 var det rene beach party til sammenligning. Men hey, det våde vejr har også sin charme – hvis man ellers har evnen til at se den:
“Jeg har aldrig set så mange forskellige facetter af regnjakker på ét sted før,” griner Sofie, 23, der læser statskundskab og har brugt det meste af festivalen på at sammenligne, hvem der har den flotteste regnponcho. “Det er som om, vi alle sammen har givet op på mode og accepteret, at vi ligner en flok vandrende fryseposer.”
Tårer i regnen
Fredag aften var det Lukas Graham, der stod for at levere de store følelser. “Jeg har grædt til ‘7 Years’ hver gang, jeg har haft tømmermænd, så det føles kun rigtigt at gøre det live,” fortæller Emma, 21, psykologistuderende og selverklæret ‘Graham-crier’. Og hun var ikke alene. Hele pladsen gyngede med, og der var et øjeblik, hvor det var umuligt at afgøre, om det var regn eller tårer, der løb ned ad kinderne på publikum.
Lukas Graham leverede en tryg og velkendt oplevelse, hvor både gamle og nye hits blev leveret med charme og nærvær. Og da han sluttede af med “Love Someone”, var der ikke et øje tørt – bogstaveligt talt.
Hvis der var nogen, der ved et eller andet mirakel havde formået at holde sig tør til lørdag aften, var det nok slut da Dizzy Mizz Lizzy gik på scenen. “Jeg har ventet på det her siden gymnasiet,” råber Aksel, 33, over lyden af de velkendte guitar-riffs, mens han forsøger at headbange uden at miste balancen i mudderet. “Det er som at være 17 igen – bare med lidt flere rygsmerter.”
Dizzy Mizz Lizzy, Danmarks rock-darling leverede en solid omgang nostalgi og energi, og publikum kvitterede med luftguitar og fællessang, der kunne høres vidt om. Det kan ikke beskrives som andet, end en rutineret sejrsgang for bandet, der døde, men genopstod, og det var tydeligt, at Dizzy stadig kan få selv de mest skeptiske festivalgæster til at glemme, at de egentlig var kommet for at høre noget elektronisk.
Fremtidens Festivalfavoritter
Blandt de nyere navne var Zar Paulo et af de helt store samtaleemner. Et lokalt Aarhus-band der langsomt, men sikkert er på vej til at blive de nye Minds. “Jeg vidste ikke, at jeg var Zar Paulo-fan, før jeg stod her,” indrømmer Rikke, 22, der ellers havde planlagt at bruge aftenen på at finde den foodtruck med de billigste fries. “Nu har jeg bare lyst til at danse og råbe med på sange, jeg ikke engang kender titlen på.”
Koncerten var i sandhed en fest, og det var tydeligt, at Zar Paulo har fundet en plads i hjertet på det unge NorthSide-publikum. Der blev danset, grinet og sunget – og da bandet takkede af, lød der et kollektivt suk fra publikum, der tydeligvis ikke var klar til at lade festen slutte. Ses vi på Astra i 2026?
Når man ikke orker mere musik…
NorthSide er mere end bare musik. Det er også de små øjeblikke: At stå i kø til at tisse med en fremmed og ende med at diskutere, hvor mange ml de 10 tuber La Roche-Posay test-cremer man har taget, indeholder. At dele en paraply med hende fra studiet man altid har ledt efter en mulighed for at lære bedre at kende. At finde ud af, at man kan danse i mudder, hvis bare man gør det sammen.
Vi mødte også festivalens selverklærede ældste gæst, 74-årige Poul, der stolt viste sin NorthSide-armbåndssamling frem. “Jeg har været her hvert år siden starten. Det er mit årlige ungdomsboost,” griner han, mens han sipper til en økologisk fadøl. “Og jeg har stadig ikke lært at danse, men det stopper mig ikke!”
NorthSide 2025 beviste endnu engang, at Aarhus’ festivalhjerte banker stærkt – også selvom vejret prøver at slå det ud af takt. Musikken, fællesskabet og de små, skæve øjeblikke gør, at man allerede glæder sig til næste år. Og hvis du spørger Delfinen, så er det netop dét, der gør NorthSide til noget særligt: Her er der plads til både store følelser, dårlige regnjakker og de bedste anekdoter til næste fredagsbar.
Vi ses i mudderet i 2026!
