Spring til indhold
Hjem » Artikler » NorthSide #2.5

NorthSide #2.5

Tekst: Karoline Kjær Hansen, Foto: Marie Linde Mayer

Lidt trætte og tømmermændsramte efter fredagens festligheder valfartede festivalgæster lørdag tidligt eftermiddag atter ad Vestre Ringgade, Søndre Ringgade og Brabrandstien langs åen, der til weekendens formål af Kaospiloterne var forvandlet til en oplevelsessti med bl.a. insektsmagning, strikkeklub og fysikshow, for at samles i krydset ved Søren Frichs vej og her fortsætte i samlet flok. På BikeSide havde de cyklende mulighed for at henstille jernhesten til lyden af beatdrevet musik og samtidig udnytte muligheden for at få den passet og plejet med hjælp fra én af områdets mange frivillige. Mens vejrguderne på festivalens anden dag fortsat skånede Ådalen, skruede de dog på blæseknapperne og sendte en god omgang vind ind over pladsen, hvilket fik luften til at føles noget køligere end på dag 1.

IMG_2986

Første must-see-kunster på listen var The Minds Of 99 på Blå Scene kl. 16:30, men allerede 45 minutter før koncertstart havde flere til dels hipster- og retroklædte unge slået sig ned foran hegnet. Konferencier Nicholas Kawamura introducerede bandet som et af de bedste bands i Danmark overhovedet, og det danske post-punk band, som gæstede festivalen for tredje år i træk, spillede overbevisende. Forsanger Niels Brandt førte med korte rørende, ikke oversentimentale anekdoter an og lod sin klare vokal fuldende bandets sikre og bredt appellerende udtryk, mens en folkefest – dog i en noget anden forstand end under Lukas Grahams optræden – udviklede sig blandt publikum.

Efterfølgende tillod den tiltagende vind de allerede småsnalrede festivalgæster at komme hinanden mere ved og at rykke tættere på hinanden, og den ellers karakteristiske danske lukkede facon syntes for en stund glemt. Kl. 21:45 indtog den lydeksperimenterende islandske gruppe Sigur Rós Blå Scene. Man kunne fristes til at sige, at de burde have byttet spilletid med The Minds Of 99. I hvert fald formåede de ikke med deres sårbare kunstneriske lydunivers at skære igennem blandt det energiske publikum.

Anderledes forholdt det sig dog, da Beach House efterfølgende tog over på Grøn Scene. Trods deres også sårbare og noget melankolske musik banede de vejen frem blandt publikum og lod sig ikke slå ud af vinden, som ellers slog direkte ind mod scenen og flere gange rev hætten af duoens ene medlem Victoria Legrand, som var klædt i en sort kappe med grønne nitter. Mens australske Temper Trap dagen forinden opfordrede publikum til at holde i hånd, gik Beach House skridtet videre og opfordrede til kys. De formåede trods gæsternes stigende promille at udfolde og udbrede deres temponeddæmpede, stemningsfyldte musikalske univers.

beachhouse1

Som fuldmånen erobrede sin fuldstændige plads på himlen stimlede gæster fra Grøn mod Blå Scene, hvor den britiske DJ og producer Jamie xx stod til at spille. Forløsningen blandt publikum var enorm, da han med både ældre hits som Donna Summers ”I Feel Love”, nyere herunder ”One Dance” af Drake og egne numre som ”Loud Places” fra albummet ”In Colour”, som udkom sidste år, spillede op til endeløs dans og tillod publikum en tiltrængt og tilfredsstillede løssluppenhed.

035749f3-c97a-428e-8aec-149893c7fefa