New York. Stedet, der efterhånden er kognitivt forbundet med et stort rødt hjerte. Hvordan det hænger sammen med de travle folk med rundsave på albuerne og de mange osende taxier, som jeg sidder og beskuer ud af et vindue på en hip café i New York, ved jeg ikke, men et er sikkert: det store hjerte kunne godt være symbolet for mangfoldigheden i New York. Her er plads til alle. Ikke fordi, der bliver taget hånd om alle. Bestemt ikke. Men fordi alle er her. Alle slags originaler er samlet i byen, der aldrig sover. Derfor skal man ud i en helt enorm ekstremitet, før folk her løfter øjenbrynene. Derfor kan det måske vise sig at være en by, hvor den ressourcestærke person med ADHD klarer sig bedre end i Danmark. Heart, heart, heart.
Af Jannie Pallesen
Foto af Jannie Pallesen
Christina Blæsbjerg og Mette Rønberg er antropologistuderende. Sådan nogle der virkelig elsker at komme i dybden med enkeltsager og får flakkende øjne ved ord som ”normalitet” og ”generalisering”. De sidder sammen med deres artsfælle i New York centrum og samtaler om deres kommende feltarbejde om ADHD i New York. Det er det, vi gør. Vi samtaler. ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) er en forholdsvis ny diagnose, eftersom den først blev defineret i 1987. 24 år senere lider omkring 250.000 danskere af sygdommen. Diagnosen er stadig til diskussion. Hvorvidt den overhovedet eksisterer, er ligefrem et spørgsmål i debatten. Derfor virker det mere rigtigt at samtale og diskutere emnet, end at bruge Mette og Christinas udsagn som ekspertviden i et traditionelt interview. Med Mette og Christinas oplevelser med voksne med ADHD samt deres indsigt i emnet, og mig ved roret som Spørge Jørgen fik vi skabt et forum for fortolkning, som vi gerne vil invitere dig, kære læser, med til.
Hvad kom først? Hønen eller ægget? Og hvad er ADHD i det hele taget?
”Jeg synes, at det er interessant, hvordan forskellige sygdomme kommer og går i forskellige samfund… og i relation til ADHD har vi kastet os over emnet, fordi vi undrede os over, at man pludselig begyndte at tale om ADHD i forbindelse med voksne. Man har jo talt om børn med ADHD i mange år. Før i tiden kaldte man det bare for DAMP. Men hvad sker der med børnene, når de bliver voksne? Antallet af voksne, som får stillet diagnosen, er stigende i Danmark. I USA har man til gengæld talt om voksne med ADHD i længere tid, og det var lige præcist derfor, vi valgte at tage til USA for at undersøge emnet” siger Mette og fortsætter:
”En af mændene vi interviewede fortalte, at det (ADHD red.) føltes som om, han havde myrer i numsen, og hvem af os har ikke prøvet det?”, siger Mette smilende.
Mette og Christina forklarer yderligere, at diagnosticeringen er orienteret bagudrettet. Det vil sige, at man ser tilbage på patientens fortid. Hvis der ikke har været ADHD-træk, såsom koncentrationsbesvær og opmærksomhedsforstyrrelser, før patienten er fyldt syv år, er der ikke tale om ADHD. Men det er en problematisk diagnose, for hvornår er lille Lars bare en fodboldglad energibombe, der hader skolearbejde, og hvornår lider han af ADHD? Desuden opstår der som regel mange følgesygdomme med lidelsen, som for eksempel depression og angst, for blot at nævne nogle få, hvilket ikke gør diagnosticeringen mindre kompleks.
”Men som samfundet ser ud i dag, så findes ADHD altså. Definitionen er problematisk, men ADHD-personer har det svært på mange måder, og så er det mindre væsentligt, hvad vi kalder det”, siger Mette Rønberg.
Mennesket først – diagnosen bagefter
Har Nikolaj Kirk ADHD?
”Det tror jeg!”, griner Mette, ”men hvor er det altså bare typisk. Det er altid diagnosen frem for personen”, siger hun.
”Hvis en person er anderledes, så tror folk med det samme, at der er noget galt med ham eller hende. Det er der måske også. Men så har folk behov for at kategorisere personen, som havende ADHD eller lignede som det første. De kan ikke bare acceptere, at de sociale regler bliver brudt. De skal vide hvorfor. Der skal helst være en kasse, de kan putte det underlige ned i, så det er til at overskue, så de kan tilpasse deres adfærd efter personen, man står overfor”, siger Christina.
Mange personer med ADHD har derfor ikke lyst til at informere kollegaer og andre om deres lidelse. Det kan godt være, at de snakker for meget og for hurtigt. At de er impulsive og har ja-hatte med blinklys på hovedet, men det er en del af, hvem de er. Når folk hører om diagnosen, får de tit en aha-oplevelse, der lige pludselig forklarer det hele. Men hvad er der egentligt at forklare? At man godt må være mærkelig, så længe man har et ADHD-mærkat på ryggen?
”Personer med ADHD kan være helt enormt energiske og handlingsorienterede, hvilket ikke altid passer ind i de danske normer. Her skal der lige noget ro på. Emnet skal lige diskuteres tusind gange, før vi griber til handling. Det kan personer med ADHD have svært ved at vente på. De har mere en indstilling i retning af: nu kører toget altså – lad os springe på!”, siger Christina og fortsætter:
”Derfor har vi en tese om, at ADHD diskursen er helt og andeles anderledes i New York, hvor disse træk bliver kategoriseret som positive og udviklende i nogle sammenhænge frem for skøre eller ligefrem handicappede, som de kan blive det i Danmark”, siger hun.
ADHD viser sig på mange måder. Én af dem er hyperaktivitet og stor engagement og energi, men personer med ADHD lider også ofte af angst og depression. Derudover kan de have koncentrationsproblemer og andre lidelser, der gør det svært at fungere på en arbejdsplads. De ressourcestærke diagnosticerede kan måske bruge de positive sider til noget konstruktivt på en arbejdsplads, og det er her New York kan være en inspiration. Det er vigtigt at understrege, at ADHD ikke er en lidelse, der bare giver energi og gåpåmod. Mange af de ressourcestærke, der kan bruge deres diagnosticering positivt på jobbet, vil være udbrændte, når de kommer hjem og have svært ved at klare deres privatliv.
Feltarbejde, AHDH-style
I New York hersker anti-janteloven. Du skal tro, du er noget, og du må vise, at du er noget for at imponere habitatet. Hvis det overhovedet er muligt, for folk er temmelig ligeglade. Det medfører en form for rummelighed, Århus’ gader og stræder ikke ligefrem tilbyder. Billedligt set er det som om, Århus er til dyre vine og simreretter, hvorimod New York er til lidt kokain i næsen og ren og skær action. ADHD passer således som fod i hose med dynamikken og ”let’s do it”-kulturen i New York. For de ressourcestærke, vel at mærke. Således kan det måske ligefrem være en fordel at have ADHD på en arbejdsplads her. Og det er netop det, Mette og Christina vil undersøge.
”Vores hypotese bygger på en forståelse af, at de positive sider af ADHD såsom kreativitet, humor og iværksætteri kan blive brugt på en mere anvendelig måde. Feltarbejdet i New York kan måske medføre en indsigt i et potentiale, vi overser i Danmark og samtidig mindske det stigma, der er omkring voksne med ADHD og andre diagnoser i det danske samfund” siger Christina.
”Jeg ville DØ, hvis jeg skulle lave stammestudier på Ny Guinea!”, udbryder Mette og fortsætter:
”ADHD er ekstremt aktuelt, og ADHD foreningen i Danmark får vores resultater, når vi kommer hjem. Måske de bliver inspireret. De skal nemlig til at udvikle en socioøkonomisk virksomhed, som tager hånd om unge voksne med ADHD og på samme tid bidrager til samfundsøkonomien, eftersom personerne med ADHD dermed ikke behøver at være på en overførselsindkomst. Således vil vi bruge antropologien til at lave noget fremadrettet og anvendt og ikke lave klassisk beskrivende antropologi – ikke mere snak – vi vil have handling”, siger Mette.
Feltarbejdet bliver udført i vaskeægte ADHD-stil.
ADHD på plakat
Lad os snakke om noget så antropologisk som tabuer. Er ADHD et tabu?
”Både og… Det kan jo godt være en falliterklæring for en mor ikke at kunne styre sine børn for eksempel. Eller som nævnt tidligere, at personer med ADHD undlader at sige det til folk, da de føler, de vil se ned på dem eller noget. Men det kan også være stik modsat. Der er for eksempel lavet en stor plakat med billeder af Tom Cruise, John Travolta, Justin Timberlake og andre kendte, der er diagnosticeret med ADHD. Så bliver det jo til en slags idoldyrkelse i stedet for”, fortæller Christina.
Vi taler også om, hvilke industrier det nye buzzword ADHD bidrager til. Medicinalfirmaerne er sikkert vældigt tilfredse med udviklingen. Og så er der alle selvhjælpsbøgerne, psykiaterkonsultationerne – og plakatkøbene. Vi beslutter os dog hurtigt for at stoppe økonomisnakken. Om diagnosen er en håndsrækning midt i en finanskrise, eller om det er en udnyttelse af de diagnosticerede i samfundet, er en helt anden undersøgelse.
Efter en kort fotosession tager jeg ind på Times Square. Jeg har pludselig stor trang til at imødekomme New Yorks pulserende rytme. Der går ikke længe, før jeg har nakkesmerter og føler, at mine ben er groet fast til cementen under mig. Jeg er vist Dansker med stor D. Gad vide om jeg ville blive mere spontan og handlingsorienteret, hvis jeg bosatte mig i New York? Eller hvis jeg blev venner med en person med ADHD i Danmark og åbnede op for indflydelsesslusen? Efter min samtale med Mette og Christina har jeg i hvert fald fået en bedre forståelse af de positive sider af diagnosen. ADHD er uden tvivl en forfærdelig lidelse ingen skulle ønske sig, men det er ikke, alt den er. Den er udansk på allerfineste vis.
