Da jeg havde læst Herta Müllers nyoversatte roman Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig færdig, sad jeg mest af alt tilbage med en trang til at glemme de sider, de sætninger og de ord, der som spidse projektiler, havde boret sig fast i min hukommelse. Bogen gjorde ondt. Det er sjældent, jeg græder, når jeg læser en roman, men Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig ramte så dybt, at det var umuligt at lade være.
Bogen handler om den 17-årige tysk-rumænske dreng Leopold Augberg, der lige inden 2. Verdenskrigs afslutning bliver tvangsdeporteret til en arbejdslejr i Ukraine. Leopold bærer, i Sovjets øjne, ansvaret for Hitlers forbrydelser, alene fordi han er af tysk afstamning.
I arbejdslejren er fangernes største fjende sulten. Sulten, der med en tvetydig besjæling kommer til at hedde ”Sultenglen’, er romanens egentlige hovedperson. Sultenglen er allestedsnærværende, dødens klamme ånde i Leopolds og de andre fangers nakke: ”Sultenglen kigger på sin vægt og siger: Du er stadigvæk ikke let nok, hvorfor giver du ikke op”. Langsomt men sikkert tapper sultenglen livet ud af sine ofre. I det hjerteskærende kapitel ”Tingenes gang” bindes liv, død, kærlighed og tab sammen med sulten. I et forsøg på at overleve lejrens hårde hverdag kommer advokaten Paul Gast, uden egentlig at ville det, til at tage livet af sin kone Heidrun Gast: ”Den nøgne sandhed var, at advokaten Paul Gast stjal suppen fra sin kone Heidrun Gasts skål indtil hun ikke rejste sig mere og døde, fordi hun ikke kunne andet, ligesom han stjal hendes suppe fordi hans sult ikke kunne andet”.
Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig er blevet til på baggrund af Müllers mange samtaler med vennen og digteren – den nu afdøde – Oskar Pastior, der var fange i en ukrainsk arbejdslejr fra 1945-1949. Romanen er således tæt knyttet til et virkeligt menneskes liv, men synes, det til trods, langt fra at være en biografisk beretning. Heller ikke historiske fakta spiller nogen væsentlig rolle for Müller. Der er mere end blot biografi og historie på spil. Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig berører grundlæggende eksistentielle temaer, gør os opmærksomme på menneskets grundvilkår: at tabet er et fundamentalt vilkår ved livet, at livet ikke kan tænkes uden døden. Romanen er et studium i den menneskelige psyke, en undersøgelse af, hvordan mennesket reagerer, når det hver dag, gennem en udmarvende sult, står ansigt til ansigt med døden og mærker, hvordan den rykker tættere på.
Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig er skrevet i et enormt koncentreret sprog, og således opstår der i romanen et spændingsforhold mellem form og indhold. Müller beskriver den dræbende sult i en ekstremt mættet prosaform. Lejrens elendighed bliver gjort poetisk smuk med Müllers fabelagtige sproglige rytmiske sans, der gennemsyrer hele bogen. Denne dobbelthed udgør en vigtig tematisk pointe for Müller: sproget og håbet er tæt knyttet til hinanden. Sproget kan mætte, få sulten til at blive mindre nærværende. Gennem hele romanen klamrer Leopold sig til den sætning, han hørte sin farmor sige, lige inden han rejste: ”Jeg ved du kommer tilbage”. Leopold har kun sproget at bære på, men ved at bruge sproget, trylle med det, forme det, gøre den dræbende sult til en sultengel, kan han fastholde håbet om, at han en dag vil ”komme tilbage”. Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig er, selvom den er utrolig smuk, ikke nogen rar roman at læse. Det gør den imidlertid ikke til et mindre mesterværk – det en nødvendig roman. For det første behandler romanen et vigtigt kapitel af den sovjetiske historie. Samtidig berører den almene eksistentielle temaer, som ethvert menneske til enhver tid kan spejle sig i. Og ikke mindst giver den et håb om, at fortiden – gennem litteraturen – kan bearbejdes, så verden bliver et bedre sted.
Anmeldt af Rasmus Frandsen
