Vores valg som forbrugere er vigtige. Det vidner de mange overskrifter om klima-forandringer og livsstilssygdomme om. Men den politiske forbruger står, som en hjort mellem forlygterne, fanget midt i en sort-hvid debat. Ansvaret er ikke forbrugerens alene. De studerende Tanja Trab og David Pedersen diskuterer vores rolle som forbruger og hvorfor kampagnen Kødfri Mandag er et forfriskende bud på en mere nuanceret dialog med forbrugeren.
Hvem har ikke prøvet at kigge op på en funklende stjernehimmel og føle et ærefrygtindgydende sug i maven, over mødet med uendeligheden?
Ofte bliver suget i maven efterfulgt af en følelse af, hvor lille og ubetydelig min egen eksistens er, i den helt store sammenhæng.
Det er lidt den samme følelse af uendelighed og afmagt, når jeg står nede i Føtex, og kigger ud over de endeløse hylder med varer. Jeg er så lille, og markedet er så stort. Samtidig maler medierne et billede af, at det er mig alene, der står med ansvaret for klodens fremtid. Jeg er fanget mellem en følelse af, at det alligevel ikke nytter noget og at det hele er mit ansvar.
Jeg ved jo godt, at jeg som forbruger har et ansvar for at købe etisk og bæredygtigt. Men det at handle ind, føles i stigende grad, som at være tilskuer til en romersk gladiator kamp. Hvor romerne kunne bestemme over liv og død med en simpel gestus med tommelfingeren, så udøver jeg min dom over hele økosystemer med et enkelt strøg med dankortet. Og jeg skulle egentlig bare ned efter en pakke skumfiduser…
Det er som om, at der er blevet malet et supermand logo på siden af min indkøbskurv. Og jeg står med ansvaret for hele jordkloden. Men samtidig med at det ikke er et ansvar jeg har bedt om, så er det heller ikke et ansvar jeg kan ignore.
De øko-trætte forbrugere
Midt i debatten om menneskeskabte miljøkatastrofer, klimaflygtninge, folkesundhed og hungersnød er det let at føle sig overvældet og handlingslammet. En del af problemet er selve mængden af problemer. Begrebet “eco-fatigue” er opstået til at beskrive forbrugerens følelse af magtesløshed, når vi bliver overvældet af de mange ugjorte grønne gerninger.
En anden del af problemet er det ensidige fokus på problemerne. Det er de færreste af os, der ikke har hørt om klimaforandringer. Men det skorter på realistiske, jordnære løsningsforlag.
Det er vigtigt at bryde den tænkning ned, der leder til at passivitet og i stedet for fokusere på måder, hvor vi kan være med til at gøre en forskel.
Derfor er vi glade for at se at vores kantiner har taget initiativet Kødfri Mandag til sig. Det er nemlig en kampagne, der kobler problemet sammen med løsningen og bringer begge ned i øjenhøjde.
Det er efterhånden alment kendt at vores høje kødforbrug har en central rolle i CO2 regnskabet. Men diskussionen strander alt for ofte ved et “enten-eller”, at enten så blir man vegetar eller også fortsætter man som uændret. Det standser folk fra overhovedet at gøre noget. Og det er ærgeligt, når her er noget vi alle kan gøre.
Hvorfor kødfri og hvorfor mandag?
Når der er så meget vi kan gøre, og så lidt tid til at gøre det i, så er det vigtigt vi vælger vores klimakampe. Og så er vores kødforbrug et af de bedste steder vi kan sætte ind. Modsat så mange andre problemstillinger, så er det et sted, som alle har mulighed for gøre en positiv forskel.
Ifølge FN er vores kødproduktion den største udleder af drivhusgasser, større end den samlede transport. Et kilo oksekød kræver 15.000 liter vand at producere, hvilket svarer til, hvad en person bruger på brusebade og børste tænder på et år. Det udleder i gennemsnit 15 kg CO2, hvilket svarer til at køre 150km i bil.
Vi kommer jo nok heller ikke til at forbyde biler, brusebade eller tandbørstning (selvom omkring 100.000 unge mennesker frivilligt suspenderer de to sidstnævnte, en uge om året, på en mark nær Roskilde).
Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal gøre noget. En dag om ugen kan alle være med på. Og så er mandag bare et godt sted at starte, viser adfærdsstudier. Folk ser mandage som muligheden for en ny begyndelse, ligesom med psykologien bag et nytårfortsæt. Det er dagen, hvor folk har størst tendens til at starte løbetræningen op igen, eller give rygestoppet endnu en chance.
Og den fornemmelse kan vi nikke genkendende til. Efter en weekend med lidt for meget alkohol og friture, er det faktisk rart at stå nede i Nobelparkens kantine og vide, at der lagt ekstra fokus på det grønne. De lækre vegetariske retter taler jo deres eget sprog. Men at det bagvedliggende budskab bliver artikuleret, blandt andet gennem små skilte ved de varme retter, gør at vi bevidst kæder vores valg sammen med bæredygtighed. Og med hovederne fyldte af filosofiske tekster og spansk grammatik, er det rart at blive mødt med, lige der hvor man normalt træffer ubevidste valg.
Og det bringer os tilbage til diskussionen om den politiske forbruger. Vi vil gerne træffe det rigtige valg. Men vores valg er ikke truffet i tomrum. Så det er forfriskende at se Studenterhusfonden udfordre vores vaner og give os nogle flere muligheder for at spise mere bæredygtigt. Det er lige pludselig ikke så svært at spise mere miljøvenligt, når menuen hedder hjemmelavede falafler, chilli sin carne og grøntsagslassagne.
Af David Pedersen og Tanja Trab
