Spring til indhold
Hjem » Artikler » Når livet slutter før det rigtig er begyndt

Når livet slutter før det rigtig er begyndt

  • af

Me and Earl and the Dying Girl er en lille perle midt i mængden af meningsløse ungdomsfilm. På finurlig vis formåede den at få undertegnede til både at grine højt og græde som pisket. Den vækker elegant og detaljeret eksistentielle følelser og tanker hos sin tilskuer og drager en ind i sit magiske univers.

Tekst: Trine Møller

Det regner og rusker, da jeg begiver mig mod Øst for Paradis’ fomiddagspremiere på Me and Earl and the Dying Girl. Det er et to-filmsarrangement, hvor 45 years  ligeledes har premiere. Der serveres lækre crossainter og varm sjælevarmerdrik inden filmene og tilskuerne får sig en kop the eller kaffe med ind, når de putter sig i de bløde, røde biografsæder.

Greg er titlens I, en kvik fyr ustyret med et lavt selvværd, som distancerer sig fra verden og hvis fornemste mission på gymnasiet er ikke at få et tilhørsforhold til nogle grupper, at være usynlig. Sammen med kammeraten Earl bruger han det meste af sin tid på at lave små film- parodier på gamle klassikere. Her skinner hans distancerede jeg-dur-ikke-til-noget-attitude også igennem, og han referer til filmene som værende virkelig dårlige. Da hans mor tvinger ham til at tilbringe tid sammen med pigen Rachel, som netop har fået konstateret leukæmi bliver han nødt til at forholde sig til andre mennesker og forholde sig til selve livet.

Kemien mellem de tre hovedrolleindehavere er rigtig god. Thomas Mann er charmerende som den kejtede Greg. RJ Cyler er overbevisende som vennen Earl , som kommer fra et lidt hårdt mijø og samtidig er bundfornuftig. Olivia Cooke er tryllebindende som den kræftsyge Rachel med de kæmpe store brune øjne.

Oveni ses nogle skønne birollepersonligheder. Gregs far er en verdensfjern sociologi-professer, som bruger det meste af sin tid på at spise specielle ting iført sin morgenkåbe. Det er ham, der har introduceret drengene til de gamle filmklassikere. Rachels mor er også en skæv karakter med sin kroniske småfuldskab og sin flirtende tilgang til de unge drenge.

Filmen kunne have udviklet sig som en kærlighedshistorie melle Earl og Rachel, men istedet vælger den at hylde venskabet. Midt i sit triste tema formår den at være yderst humoristisk og livsbekræftende. Og Greg lærer, at han bliver nødt til at engagere sig i verden og modnes stille og roligt gennem filmen. Alt i alt er filmen en stor oplevelse, som man ikke skal snyde sig selv for.