Delfinen møder Jooks aka. Johan Forsby en kølig solbeskinnet eftermiddag på Statsbiblioteket. Helt klædt i sort, med hætten over hovedet og med store sorte læderhandsker på sine hænder ligner han en ren Darth Vader. Men der er ikke meget mørkets fyrste over den smilende imødekommende rapper, som på det seneste både har begået en plade om at have familien som sin styrke og en bog om de skrøbelige unge mænd, og de udfordringer de står overfor i dag.
Tekst: Trine Møller og Eline Eggers
Foto: Eline Eggers
Jooks griner lidt, da vi komplimenterer de rå biker-agtige læderhandsker: ”Nu er jeg efterhånden blevet så vant til gå rundt med dem, at jeg fryser, hvis jeg ikke har dem på. Jeg har fået sådan nogle sarte hænder.” Jooks smiler ikke bare med munden. Det gennemstråler også hans øjne. Bag det maskuline ydre gemmer sig en drenget charme. Han er i Aarhus sammen med medskribenten Tarek Omar. De skal interviewes om deres nye bog ”Sønner af mænd” om aftenen. Han fortæller, at de ankom dagen før og har været et smut forbi Den Gamle By. Han synes, Aarhus er en fed by.
Tiden på universitetet
Johan kommer fra et akademikerhjem, og det lå i kortene, at en universitetsuddannelse var en god ide. Dog var det først efter fem fjumreår med fest, rap og røgtåger, at hans kæreste og nuværende kone opfordrede ham til at søge ind. For hvad kunne der ske ved at prøve? Johan startede på Dansk på KU og startede efterfølgende på en overbygning i Kommunikation. Han fik aldrig gjort overbygningen færdig, for midt i det hele kom ”Hun vil have en rapper” på gaden, og Johans liv førte ham ad andre veje. Men tiden på universitet har lært Johan noget: ”Jeg tror helt overordnet studiet gav mig det, at det lærte mig nogle helt basale redskaber. Man lærer at forholde sig til et stort kompliceret stof, og tage dét ud af det, man ligesom kan bruge selv. Jeg tror, der er 90% kedsomhed på et studie, og så er der 10%, som så virkelig også fucker med dig, altså som går ind og påvirker dig og som går ind og giver dig nogle nye perspektiver. Hvor du virkelig forstår, hvad er postmodernisme og går ind og mærker det fysisk. Så man kan kigge på verden med et andet sæt briller. Og det tror jeg er sindssygt vigtigt, det der med, at man bliver tvunget til at forholde sig til, hvordan andre mennesker ser verden og har set verden. Det giver grobund for en tolerance og mangfoldighed, at man sætter sig ind i, hvad andre har tænkt og følt.” For Johan var det også en vigtig læreproces på studiet at blive mindre autoritær, og ikke sluge alt, hvad teoretikere og forskere siger råt. En lektie som folk oftest først lærer til allersidst i deres studietid: ”Det ville klæde en, hvis man var lidt mere antiautoritær fra starten.”
Johan har det fint med, at han aldrig fik gjort sit speciale færdigt: ”Det har ikke begrænset mine muligheder. Nu er jeg selvstændig ved siden af og har et kommunikationsbureau med min kone. Der er ikke nogen dér, der beder om et speciale. Det er kun det første job, hvor du er afhængig af det der speciale. Der var nogle år, hvor mine venner blev færdige, og jeg så var ham ikke-akademikeren. Det var ret ufedt. Men i dag er det komplet ligegyldigt.”
Så eksamensbeviser er måske ikke så vigtige? “Jeg tror, at man i det hele taget er meget fri til at skabe noget selv. Mennesker er forskellige. Nogle har brug for et højt snit for og få et speciale, der står tolv på for at komme ind på drømmejobbet. Sådan et slags menneske er jeg ikke. For mig har det gavnet mere at fokusere på det, jeg generelt har lært på universitetet end på de eksaminer, hvor jeg lige fik 12. Det er jo ikke det, du tager med dig videre. Det er den samlede mængde.
Johan har nogle flere gyldne ord, som han gerne vil give de universitetsstuderende med på vejen: ”Jo hurtigere, man kan finde noget på studiet, som tænder en, og som man kan omsætte til den virkelige verden udenfor studiet, jo bedre. Man skal bruge det, man lærer til noget. Ikke bare til at lave flere opgaver. Det er en dannelsesproces. Man skal tage det, man kan bruge og finde sig selv i det. Det er ikke meningen, at man skal kunne det hele. Ligeså snart det kilder i maven og i hovedet, så forfølg det.”
Musikken
Universitetet trak ikke voldsomt meget i Johan, som egentligt hellere bare ville spille musik, men i bakspejlet kan han også se, at det gav noget i forhold til musikken: ”Det var så vigtigt, at jeg gjorde det. Det der med at få udvidet perspektivet, gjorde også virkelig meget for min musik. Det der med at sidde og læse et fast pensum af den danske litteraturskat og så tænke – sikke noget fucking lort. Ikke at jeg kan gøre det bedre selv nødvendigvis. Men der var meget af det, som jeg synes var fuldstændig forfærdeligt. Det der raseri over at være tvunget til at læse noget, man ikke kunne lide, er benzin på et bål, hvor man brænder for at skabe sit eget. Hvorfor gør I det sådan der? Alt det der romantik, hvor alting er pakket ind i billeder, når manden i virkeligheden bare vil sige, at han fucking elsker hende. Kom nu ud af pappet! Og det gjorde mig nok mere direkte i min musik. Johan valgte rappen som sin udtryksform, og han synes netop den rummer muligheden for at være mere umiddelbar. Her behøver man ikke pakke tingene ind i floskler: ”Der er ikke så mange filtrer. Der er plads til ekstreme udtryk. Det hele skal ikke være pænt som i en popsang. Der er plads til hele spektret af følelser.”
Facebook-kulturen
Når man lytter til Jooks tekster, får man en fornemmelse af, at han opfatter vores kultur som værende privilegeret, forkælet og en anelse overfladisk, men sådan ser Johan det ikke: ”Jeg synes, at vi bruger rigtig meget tid på overflade. Og jeg er selv et produkt af det. Jeg sidder selv med telefon-tics og tjekker Facebook hele tiden. Og med hvilken grund? Selv når jeg sidder sammen med mine børn, kan jeg trække telefonen op og stirre på andre menneskers liv, mens mit eget udspiller sig lige foran mig. Det bliver en refleks. Det bliver en tankeflugt. Vi lever i et konkurrencesamfund, hvor vi alle sammen har travlt, vi er pressede, vi vil gerne gøre det godt, vi vil gerne have et godt job, vi vil gerne præstere. Så vores hoveder de banker derudaf. Og så bruger vi det der som helle. Hvor det kunne være mega fedt, hvis vi kunne finde nogle andre former for helle. Nogle mere konstruktive fristeder. For når vi går på Facebook, så bliver hjernen jo bare sat på pause.”
Den skrøbelige unge mand og de nye kønsroller
Johan Forsby og Tarek Omars nye bog ”Sønner af mænd” omhandler en generation af unge mænd, som har svært ved at finde deres ståsted i en forandret verden. Hvilke problematikker er det unge mænd i dag står overfor? ”Noget af det som jeg har mærket selv, og som Tarek og jeg har set er, at vores fædre og måske især vores farfærdre, der er vokset op i en tid, hvor det at være mand var noget, der blev defineret af nogle ydre strukturer. Du bliver konfirmeret, du bliver gift, du får et job, som du har hele livet, og så er du en mand. Det findes ikke længere. Vi lever i en fragmenteret tid, vi rykker fra job til job. Du er ikke prædefineret som mand. Du skal selv vælge at definere dig selv som mand. Det er et nyt ansvar. Du skal selv stå for at blive en mand og træffe nogle valg selv. Mandeidentiteten er ikke bare længere det, vi kalder maskulint.”
Hvordan kommer det konkret til udtryk?
”På hjemmefronten er manden kommet mere i spil. Manden må gerne passe børn. Manden må gerne være til stede i det private liv. Der er nogle områder, hvor kvinden traditionelt var, og hvor manden nu kan være. Mandens kvindelige side er ligeså potent i dag. Før var ens maskulinitet meget afhængig af, hvad man præsterede på arbejdsmarkedet. Nu skal du også kunne præstere i de private rammer. Køn er ikke bare en ting. Kønnet giver dig ikke længere soloadgang til nogle områder af livet. Og det er jo også en ny slags pres. Grænserne mellem kønnene er blevet blødere. Der er en masse ting, der er til forhandling”
Har du følt det som et pres?
”Nej, jeg har set det som en frihed. Min kone og jeg vil gerne være med til at definere tingene. SÅ for os er det en frihed.”
Hvordan har du bevaret din maskulinitet i din rolle som familiefar?
”Jeg har set det som en styrke i stedet for en svaghed. Jeg ser det som en åbenlys styrke at være sammen med min familie, med min flok, Det giver energi at være sammen med mine børn. Det giver mig styrke at vide, at jeg kan være med til at opdrage dem og også kan trøste dem, når de er kede af det.”
Fra singlepik til familiefar
Det er lidt af et spring, der er sket fra ”Privilegeret” og til ”Dyr”, hvad er der sket?
”Jeg er blevet ældre. Jeg har fået børn. Og så var jeg nede i et hul, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle definere mig selv som musiker. Jeg prøvede at lave en kommerciel plade, som blev næsten færdig. Heldigvis bestemte jeg mig for, at det ikke var vejen at gå. Jeg kunne mærke, at det bare ikke var rigtigt. Jeg blev ked af at have lavet noget musik, som i virkeligheden ikke var det, jeg havde lyst til, men som var lavet på en affyringsrampe af noget kommercielt. Da jeg så begyndte at skrive om det hul at have tabt sig selv, så mærkede jeg en frigørelse. Jeg lavede tre kapitler, som jeg lagde ud, som handlede om det her med at have tabt sig selv, og forsøge at komme tilbage. Det fik jeg god respons på. Den der ærlighed, den virker altid. SÅ spurgte Emil (Orgi-E); om jeg ville lave ”Mand 2.0” med ham, som handler om børn og kone, og om hvor fucking sejt, jeg synes, det er. Og at det har ligeså stor potens, som det at have singlepik. Og så tog jeg i studiet og byggede videre på det. Det er ikke en familieplade, jeg har lavet, men familien er en stor del af det. Det er en rapplade, hvor familien er en potens del af hele universet. Jeg var fucking træt af, at en familiefar er sådan en blød Citroen-Berlingo-type. Gu’ er det ej! En familiefar er en, der har forstået at kunne have en flok og finde styrken i det. Og samtidig være ude. Det er ikke enten-eller. Du kan sagtens være til stede hjemme og være maks på ude.”
Dyr er ikke et opgør med den traditionelle rapper-verden?
“Nej, den er mere en tilføjelse. Hvad skal dansk rap kunne, når vi bliver ældre. Hvis jeg skal blive ved med at rappe, så skal jeg kunne rappe om det, jeg står i. Det liv jeg lever. Interviewere spørger tit – jamen hvor længe skal du så blive ved med at rappe endnu? Og jeg svarer: Hvornår stopper Kim Larsen? Der er plads til meget mere i genren. Det er blevet en meget tolerant genre.”
Vi slutter snakken af med en selfie og glæder os til at opleve Jooks udfordre genren endnu mere i fremtiden.
Fakta:
Johan Forsby (Jooks) f. 5. marts 1980.
Det hele startede i 1997, hvor han med rapgruppen Rent Mel i Posen vandt DM i Rap.
I 2009 udsendte han sin første soloplade, “Privilegeret”, hvor hittet “Hun vil have en rapper” gjorde Jooks landskendt.
Siden 2012 har Jooks udgivet sin musik i kapitler på Youtube. Afslutningsvis vil videoerne danne én sammenhængende fortælling.
I januar 2015 udkom så Jooks’ andet album, “Dyr”.
