Spot er en branchefestival, der præsenterer de nyeste trends inden for dansk og nordisk musik. Festivalen finder sted hvert forår i Aarhus og tilbyder mere end 200 koncerter og events.
Spot har eksisteret siden 1994, hvor festivalen blev oprettet som udstillingsplatform for dansk og nordisk musik. I dag er næsten hele byen involveret, når festivalen rulles ud.
På SPOT kan man opleve debutanter såvel som mere etablerede kunstnere, som arrangørerne mener, har interesse for enten nationale eller internationale musikformidlere, branche- og kulturfolk eller medier.
Foto: Kim Matthai Leland/Spot Festival 2018
SPOT Festival 2018 blev skudt i gang onsdag på SPOT Royal scenen ved siden af Magasin.
Bisse
Foto: Jesper Hedemann / SPOT Festival 2018
Bisses originale og til tider bizarre tekstunivers trækker lytteren med ind i en verden, hvor det er svært at forudse, hvad det næste bliver. Musikken er på dansk, inspireret af C.V. Jørgensen og er fængende hele vejen igennem. Til flere af sangene havde han kor på, hvilket gav en interessant ny lyd.
På SPOT Festival blev Bisses koncert ledsaget af et dramatisk sceneshow, der bedst kan beskrives som Rocky Horror Picture Show møder slasherfilm iblandet avantgarde performance art, neonlys og lasere. Han formåede at komme helt ud over scenekanten i bogstaveligste forstand, da han under koncerten kravlede hen over publikums sæder, op til den anden ende af salen.
Lyt til musikken her
Tape
I Mejlgade ligger et lille spillested i et gammelt industrilokale, der egentlig ikke egner sig særlig godt som spillested. Tape brander sig ikke på fancy udstyr og højteknologiske løsninger. Hvad det lavloftede spillested ikke har af smarte lyddæmpende foranstaltninger har det til gengæld på charme, lydniveau og up-coming bands.
Af og til kommer man til at stå bag en pæl, men det er okay, for crowden står sjældent stille, og kommer den rigtige sang kan gulvet hurtigt forvandle sig til en venlig moshpit.
Det er på Tape morgendagens artister skal findes. Det er her, hvor hver dag på Spot har et tema; Elektroniske bølger om onsdagen, ærlig rock om torsdagen og new weird Copenhagen om fredagen.
I løbet af de tre dage blev vi katapulteret ind i forskellige lyduniverser. Vi blev båret ind i Himmelrums shoegazede krautrock, hvor trompetmotiver tegner konturerne af drømme om fjerne lande. Mikkel Silkjær var stukket af fra sit band Yung og udforskede et mere melodisk lydbillede med projektet Holm. Visitor Kane gav den max gas med deres crooner-pop. Den karismatiske forsanger Patrick Kociszewski gav den som en sammensmeltning af Kim Larsen og Nick Cave af og til med en flabet befaling om at modtage shots af og til på en lige så flabet saxofon. Det blev ikke mindre provokerende, da Patrick Kociszewski senere samme aften igen overtog scenen, men denne gang med støjrockbandet Less win.
Nelson Can
Foto: Maja Hansen
Nelson Can er melodisk kvinderock når det er bedst. Forsangeren blev flankeret af en bas og trommer, og den minimalistiske opstilling gav plads til et eksplosivt sceneshow. Det var en af de sidste koncerter på SPOT Festival, og fremmødet var stort. Publikum var med hele vejen og det var en fantastisk koncert, uanset om man kendte musikken i forvejen, eller bare var endt der ved et tilfælde.
Lyt med her
Foto: Allan Niss / SPOT Festival 2018
Området nedenfor Scandinavian Congress Center var indtaget af Aarhus Volume, der havde skabt et gadefestområde med musik, streetfood, kunst/graffiti og gadeidræt. Her har Hugo Helmig fyldt pladsen.
9 Grader Nord
Ni grader nord for ækvator ligger Sri Lanka, hvor de fleste af medlemmerne i gruppen oprindeligt stammer fra. Bandet er norsk, men man kan tydeligt både se og høre den Sri Lankanske inflydelse på musikken, selvom det kunne være svært for en utrænet lytter, at høre, hvor den norske indflydelse stoppede, og den Sri Lankanske begyndte.
Instrumenter som bambusfløjter, guitar og percussioninstrumentet cajón gav liv til bandets traditionelle indiske raga-musik. Musikken var meget rytmisk, og fuld af energi, og man fik mest af alt lyst til at danse natten væk til de eksotiske melodier.
De to kvindelige bandmedlemmer sang til musikken i et hæsblæsende tempo, der ville gøre selv den mest erfarne rapper imponeret. Alle musikerne var klædt i traditionelle farvestrålende indiske dragter, og koncerten var en fest hele vejen igennem, som os fra det høje nord ellers sjældent oplever det uden for Bollywood film.
Hør musikken her
Foto: Tricia Yourkevich / SPOT Festival 2018
Virgin Suicide leverede soundtracket til forelskelserne på Spot.
Lyt selv her