Spring til indhold
Hjem » Artikler » Mit utopia – Et frit studieliv med svært pensum, hårdt arbejde og engageret deltagelse

Mit utopia – Et frit studieliv med svært pensum, hårdt arbejde og engageret deltagelse

Debat om uddannelse.

’Det skal ikke være en dans på roser at studere på en videregående uddannelse’, ’det er hårdt arbejde at tage en uddannelse’ og ’hvis man har tid til at sidde på cafe og drikke café latte, skal man ikke klynke over at man ikke kan nå at tage sine eksamener til tiden’.

Hvad er det for udsagn? Det er dem, nogle politikere ynder at bruge, når debatten om, hvorvidt der stilles for hårde krav til nutidens studerende, raser. Det gjorde den for nylig i Folketingssalen, hvor vi debatterede et beslutningsforslag fra SF om at gennemføre nationale trivselsmålinger blandt studerende på videregående uddannelser. Meget hurtigt kommer det til at handle om, at når flere og flere unge universitetsstuderende mistrives og plages af stress eller angst, så skyldes det deres (jeres – så herfra tituleres I direkte, kære studerende) forventninger til jer selv, mere end et politisk pres.

Her er mit utopia

Det skal være svært at gå på en videregående uddannelse. I bør læse langt mere, end I gør i dag – og en meget større del af pensum bør være på originalsproget. Læs Foucault på fransk og Heidegger på tysk! I skal sidde til langt ud på natten over jeres kop kaffe eller jeres glas vin, måske en smøg, og læse den samme side om og om igen. Og måske forstår I det stadig ikke, når morgenen banker på. Men måske gør I om ti år. At studere handler ikke om nytte, I må gerne spørge jer selv ’hvad skal jeg bruge det til’, men I skal ikke forvente at finde svar på det.

I skal gøre jer umage, rigtig, rigtig meget umage. I skal nogle gange falde i søvn over teksten, løbe en tur i regnvejr i frustration over, at I ikke forstår den, blot for at gå hjem og kaste jer over den igen. I skal læse jeres opgave igennem 25 gange, fordi for hver gang opdager I en lille ting, som kan forbedre den. I skal læse hinandens opgaver, give ærlig og konstruktiv kritik, stille kritiske spørgsmål ved præmisserne for hinandens argumenter.

 

Foto: Carolina Magdalene Maier, uddannelses- og forskningsordfører for Alternativet

I skal dyrke jeres studiegrupper, diskutere til langt ud på natten, nogle gange overnatter I måske på universitetet, fordi det er for sent at tage hjem, for I skal alligevel møde til undervisning dagen efter kl. 8. Og så må I overleve på kaffe og koldt vand i hovedet. I kan sove, når I bliver gamle. I skal gå i aktiv og kritisk dialog med jeres undervisere, for I kan også lære dem noget! Men vær samtidig ydmyge over for den faglige indsigt og undervisningserfaring, som de har, for den kommer ikke af ingenting. Men byd ind! Intet er værre for en underviser end ugidelige studerende.

I må gerne gå på café og drikke café latte, og I skal også gå til universitetsfesterne og drikke jer stive og snakke og flirte med dem, der læser noget helt andet. Det er jer, der cykler gennem byen om natten i slingrekurs, måske med en sang i halsen, og måske er I ikke på vej hjem i jeres egen seng. Forhåbentlig ikke! I skal også arbejde, for SU er godt, men ikke nok. Og på arbejdet finder I ud af, hvad det vil sige, at der bliver stillet krav om at møde til tiden, være del af et arbejdsfællesskab, måske være serviceminded, se respektabel ud og opføre sig ordentligt.

Vil du selv deltage i debatten om uddannelse? send os dit bidrag her

Og hvorfor er det så et utopia? Fordi vi politikere har givet jer nogle røvsyge rammer, som gør det helt umuligt at leve sådan et studieliv. Fremdriftsreformen har rent ud sagt sat en prop i al den energi som kommer af jeres medfødte begejstring og lyst til at følge jeres nysgerrighed frem for en eksamensdeadline. Hvis I skal opfylde mit utopia, så skal vi politikere sætte jer fri. Fri fra stramme krav om studieprogression og ECTS-point. I skal have jeres vinger tilbage, så I kan flyve højt op for så at dykke ned i substansen igen. Hvem tager skade af, at I tager syv år om at færdiggøre jeres uddannelse i stedet for fem? Erhvervslivet? Næ, for erhvervslivet vil hellere have fritænkende, kreative og nysgerrige kandidater end robotter, der kan levere til tiden. Kun reaktionære politikere, som fuldstændig har glemt duften af gamle bogsider og begejstringen ved støvede diskussioner og uudforskede teorier, synes det er en fantastisk ide at skynde sig gennem studiet.

Studentertiden er den bedste tid i livet. Det er pissehårdt. Det skal det være. Men det skal også være en fri tid. Lige så lidt som jeg har ondt af, at I får sovet for lidt og bliver frustrerende over ikke at forstå teksten, lige så meget ønsker jeg for jer, at I får frihed til at studere i jeres eget tempo og til at lade nysgerrighed og begejstring være jeres ledestjerne. Så skal det nok vise sig, tror jeg, at de der trivselsundersøgelser pludselig ikke er særligt aktuelle.