Regeringen vil skære 4.000 pladser de næste otte år. Denne plan har medført hård kritik fra flere sider. Derfor drog Delfinen til Uddannelses- og Forskningsministeriet for at tale med Sofie Carsten Nielsen (R) om den såkaldte dimensioneringsmodel. Læs interviewet her.
TEKST Jacob Krag Linde & Kristoffer Dahl Sørensen
Hvem har helt præcist været med til at udføre dimensioneringsmodellen?
Selve planen, altså selve modellen, er selvfølgelig en, der er udfærdiget her i ministeriet. Det er min plan, det er mig, der har ansvaret for den, men den er ikke skåret af sten. Det er jo en, som jeg nu er i fuld dialog med institutionerne om. Det har også hele tiden været meningen.
Rektorkollegiet også har fremlagt deres egen dimensioneringsmodel, hvor de også ser, der skal skæres 1.000 studiepladser. De har selv lagt op til, at nærhed og dialog med de forskellige faglige miljøer skulle være vigtige som supplement til ledighedstallene. Kender du til den her model, som Rektorkollegiet har spillet ud med?
Jeg er aldrig blevet forelaget en model. Jeg er klar over, at mit ministerium selvfølgelig har været i dialog hele tiden. Jeg er også udmærket godt klar over, at de har siddet og arbejdet med noget, og jeg har hørt tallet 1.000, men jeg har ikke set det nogen steder. Og vi står så lidt et andet sted i forhold til, hvad jeg synes, er ansvarligt.
Skal det så betyde, at det kun har været mundtligt, at Rektorkollegiet har formidlet deres idéer, eller har der aldrig været sådan en skriftlig model?
Jeg synes ikke, jeg skal rapportere fra interne møder, men jeg er ikke blevet forelagt en model. Jeg er sikker på, at de jo har holdt oplæg, har jeg forstået, for Forskning- og Uddannelsesudvalget og haft plancher med forskellige tanker, de har gjort sig. Dem har jeg fået nu, og dem har de sikkert også haft dialog med ministeriet om, men der har jo ikke været en færdig model. Og under alle omstændigheder, så har jeg sagt meget, meget tidligt, jeg skal have noget, som dækker alle videregående uddannelser.
Men så undrer vi os egentlig over, at Rektorkollegiet i en pressemeddelse d. 23. september meddeler, at de tilbage i august måned orienterede dig om en model, hvor netop de her 1.000 studiepladser var i spil. Hvordan stemmer det overens?
Det er fint, at de rapporterer i pressemeddelelser. Det er rigtigt, jeg har hørt tallet 1.000 mundtligt overleveret. Det er sådan set det.
Hvilken rolle har rektorerne og dermed universiteterne spillet i den her udfærdiggørelse af dimensioneringsmodellen?
Som sagt har vi haft dialog og en række møder, om hvad det er, vi arbejder med og selvfølgelig har de også orienteret om, hvad de arbejder med.
Hvordan kan det ses i det udspil, der er kommet nu?
Jamen det kan jo ses på den måde, at ét er at have en dialog, noget andet er at blive enige om noget. Der har været masser af dialog og masser af lytning til argumenterne. Og det så den model, jeg lægger frem med en invitation til, at nu snakker vi om, hvordan vi lander på samme planet i forhold til hvilke beregninger, man lægger ind.
det er rigtigt, at ordførerne ikke har siddet og været med til at lave den endelige model
Hvordan forholder du dig til reaktionen fra SF’s uddannelsesordfører, Annette Vilhelmsen, der har beklaget sig over, at hun først dagen efter beslutningerne var blevet taget, blev orienteret om selve planen. Er det et kritikpunkt, du kan forstå?
Det tager jeg selvfølgelig også fuldstændig til efterretning. Udspillet er jo en del af vækstpakken, som vi meldte ud inden sommerferien, hvor SF jo er med. Her er dimensionering et værktøj, vi tager i anvendelse. Vi forhandlede vækstpakken og blev enige om, at der skulle foregå en dimensionering af de videregående uddannelse, og så er det jo et redskab, jeg har og allerede bruger, fordi 30% af de videregående uddannelser allerede er dimensioneret og har været det i meget lang tid, og når vi får implementeret det her arbejde, så vil det være 35% af de videregående uddannelser – bare så proportionerne er på plads. Jeg er helt med på, at det har konsekvenser for uddannelsesinstitutionerne, og jeg synes sådan set, jeg har orienteret meget grundigt om målet med de her ting, men det er rigtigt, at ordførerne ikke har siddet og været med til at lave den endelige model, for der er heller ikke en forligskreds, der skal implementere det. Det er en videreførsel, kan man sige, af en model, der allerede findes, for den findes for en række videregående uddannelser men i mindre grad på universiteterne, og derfor er man jo så mindre vant til det, hvorimod næsten alle professionshøjskoleuddannelser er dimensioneret.
De seneste mange år er optaget på landets universiteter steget, og det skyldes bl.a., at regeringen har haft en ambition om, at flere skulle ind på uddannelserne. 60% skulle have en videregående uddannelse og 25% skulle have en lang videregående uddannelse. Ifølge en pressemeddelse på jeres egen hjemmeside d. 5. juli skriver I, at I regner med, at det mål bliver nået ved 2012-ungdomsårgangen. Det er jo egentlig en succes for jer, at I har nået jeres mål, men de kommende 4.000 studiepladser, der skal skæres eller “flyttes”, som du kalder det, er det ikke et udtryk for, at I har skudt over mål?
Nej, det er netop derfor, jeg siger flyttes, for mine ambitioner er på ingen måde, at færre skal have en videregående uddannelse. Men min ambition er, at færre skal tage en uddannelse og ikke kunne anvende den i et job. Der er for mange, der kommer ud i en ledighedskø, og det er ikke derfor, man skal tage en videregående uddannelse.
Men er I ikke sent ude? Kunne man ikke have taget problematikken i opløbet?
Jo, jo, det har du da fuldstændig ret i. Det her er jo et spørgsmål om, at nu ser vi en udfordring, som jeg ikke synes, jeg kan sidde overhørig – nemlig at der er nogle uddannelser, hvor der simpelthen er alt for mange, fordi der er blevet skruet op for optaget. Der ligger jo en forpligtigelse for alle videregående uddannelsesinstitutioner om at holde øje med deres optag, uddanne til et arbejdsmarked og have en fornemmelse for aftagersituationen. Jeg vil ikke pege fingre ad nogen, men vi kan godt sige, det også er et politikeransvar ikke at have gjort noget tidligere. Det er også et ansvar, der ligger ude hos uddannelsesinstitutionerne.
Men falder det ikke tilbage på, at de 25% var for højt sat?
Det tror jeg ikke. Jeg håber da meget, at arbejdsmarkedet kan bruge 25% med en lang videregående uddannelse. Jeg håber også, de kan bruge flere, fordi danske virksomheder har brug for, at vi får mennesker med rigtig specialiseret- og generalistviden på et højt, højt niveau. Der har vi også en kæmpe udfordring i, at vi i højere grad får mange flere virksomheder til at blive opmærksom på de gevinster, de kan få ved at ansætte akademikere.
Men hvis de 25% ikke er for højt, hvordan kan det så være, at ledighedstallet fra august for nyuddannede akademikere er på 28,3%? Det er jo mere end hver fjerde, der kommer ud, der ikke kan få et job. Så vi spørger igen: er det ikke for højt?
Det er højt, men 25%, tror jeg, er et fint mål. Vi skal have flere til at tage en videregående uddannelse, fordi vi ved, at der bliver behov for færre uden uddannelse. Det er dog ikke nødvendigvis sikkert, at de skal have en universitetsuddannelse. Men det meget større arbejde, som jo egentlig er langt mere interessant, handler om, hvordan vi højner kvaliteten i uddannelserne, og hvordan vi får uddannelserne over en bred kam i langt højere grad til at have øje for det arbejdsmarked, de skal interagere med. Alt det her er interessant for, hvordan vi får den ledighedsprocent yderligere ned.
Lykke Friis, KU’s prorektor, har betegnet dimensioneringsudspillet som en u-vending. Hun hentyder til, at holdningen til uddannelse siden regeringens tiltrædelse har været ‘flere og flere’, og nu er det ‘færre og færre’. I stedet for en u-vending, skulle man så have taget en 3-punkts-vending med flere små skridt?
Det handler ikke om at nedlægge uddannelser eller halvere uddannelser – det handler om at passe på sine uddannelser. Man kan altid spørge, om man ikke skulle have grebet tidligere ind.
Det spørger vi så om.
Ja, og det er jo svært at sige. Jeg har jo ikke siddet her så længe. Vi har haft tre år som regering. Lykke Friis sad i den tidligere regering – man kan roligt spørge, om de så ikke skulle have taget nogle skridt i den retning. Det må hun have al mulig viden om. Det, jeg bare synes, er, at nu bliver vi nødt til at bedrive noget rettidig omhu og hellere for sent end aldrig. Jeg er nødt til at tage det ansvar nu.
Men det er lidt sent?
Altså, for syv år siden troede vi jo ikke, der var så mange, der ville tage en videregående uddannelse, og pludselig var der så rigtig, rigtig mange. Jeg er nødt til at forholde mig til virkeligheden og den er, at vi har haft rekordoptag på de videregående uddannelser i de seneste 4-5 år. Det er godt – det mener jeg grundlæggende.
I jeres regeringsgrundlag skriver I: “Der skal langt flere studiepladser til, hvis behovet for veluddannet arbejdskraft skal opfyldes”. Nu skærer I så 4.000 studiepladser. Er de her to politiske veje er ikke rimelig modstridende?
Det her dimensioneringsudspil er jo en lille del af det store arbejde med at løfte kvaliteten og gøre uddannelserne endnu mere relevante hele vejen rundt. Men jeg kan ikke skabe jobs – det kan virksomheder
Jeg kan sagtens se, hvor I vil hen, men nej, det mener jeg virkelig ikke. Det handler ikke om, at få færre til at tage en videregående uddannelse, og vi dimensionerer jo allerede. Der er bare desværre rigtig mange pladser, som står ledige, hvor vi har behov for mange flere studerende, og det her er jo et fromt ønske om, at flere flytter den vej over. Dog er vi bare nødt til at regulere en smule mere på det, end vi har gjort hidtil for at undgå at sende folk ud i ledighed.
Problemet, som hele den her dimensioneringsplan udspringer fra, er, at for mange nyuddannede ikke kan få et job. I stedet for at skære, vil det så ikke være mere hensigtsmæssigt at tage fat i problemets rod og skabe flere jobs, som RUC’s rektor Hanne Leth har foreslået?
Jamen vi skal da gøre begge dele. Det her dimensioneringsudspil er jo en lille del af det store arbejde med at løfte kvaliteten og gøre uddannelserne endnu mere relevante hele vejen rundt. Men jeg kan ikke skabe jobs – det kan virksomheder. Og jeg går ikke ind for et samfund, hvor politikerne bestemmer, hvor mange virksomhederne skal ansætte, eller hvem de skal ansætte. Der er jeg liberal i mit udgangspunkt. Vi har lige lavet iværksætterpilot og videnpilot – vi gør rigtig mange ting for at få flere især i de små og mellemstore virksomheder til at blive opmærksom på, hvor vigtigt og hvor meget, de kan få ud af det.
