Tekst: Anne Sofie Saugbjerg
Foto: Justin Yang
Der er to døre: en til stuen og en til gangen. Det eneste jeg kan huske ved spisebordet, er en høj barnestol – ikke en til babyer, men en af dem som man kan vokse i. Der er en enkelt lampe, og skabene er så høje som bjerge, og jeg fatter ikke hvordan man kan komme derop. Jeg sidder ovenpå køkkenbordet og ser ned, mens jeg spiser bolledej fra den store og postkasserøde margretheskål. Det var dengang min mors hår var langt og rødt, og hendes briller så store som tekopper med et hvidt stel. Vinduet ud til præstehaven, hvor de store træer vokser, er også indrammet af hvidt. Hvid maling på krakkeleret træ. Det er så beskidt som et køkkenvindue må have lov at være, men så heller ikke mere.
Engang spiste jeg en hel rulle marcipan med rød frugtfarve ude i køkkenet. Jeg fortalte aldrig min mor, hvor rullen forsvandt hen, men jeg tror at hun gennemskuede mig alligevel. Men jeg gennemskuede ikke hende, da far forsvandt. Han er jo også en del af kirkegården, som man ikke kan se fra køkkenet. Køkkenet. Der var muligheder i det rum, og det kunne man smage, som dengang jeg var syg, og lå på sofaen i stuen, og så hen på den lukkede køkkendør. Min far kommer ud med syltetøj på rugbrød, men så forsvinder han igen. Jeg bliver liggende, og ser ud på præstehaven videre ud til de gule marker og den høje uvirkeligt blå himmel. Krummerne bliver tilbage på lagenet. Den uendelige stilhed. Ensomheden er en god ven.
