Tekst: Peter Aagaard Sørensen
Foto: Jil Scherbatsky
Aarhus d. 18. Januar 2016.
Toget fra Hovedstaden har bragt mig tilbage til min gamle studieby, og jeg planlægger at tage det den anden vej samme aften. Jeg er en af de mange tidligere studerende ved A, som har vendt næsen mod København, hvor jeg i det sidste års tid har arbejdet i en ølbar sammen med flere andre AU-dimitender – endda en nuværende AU-studerende som pendler mellem de to byer. Jeg står alene i kulden foran Mejlgade nummer 12, hvor mine to venner, som er rykket fra København mod Aarhus, åbner baren Mig og Ølsnedkeren i Februar. Det er mandag, og den hellige stilhed og provinsielle idyl har gjort sit indtog i byen. Nogle få folk, med hænderne låst om flasker eller venligt kød, stavrer trodsigt ned ad gaden, men der er lang vej til det mandags-byliv, der findes i København – eller for den sags skyld Berlin, hvortil jeg flytter næste uge. Min studietid i Aarhus blev ofte brugt på at fylde tasken med flasker fra Skjoldburne og Salling, drikke belgisk på hvad der dengang hed Unibaren efter forelæsningerne var slut, ølsmagninger i Cockney-Pubs røgtåger, og frugtløst diskutere gruppearbejde på Fairbar og Ris-Ras – selv dengang var potentialet i Aarhus stort. Jeg forsøger at få mine pinligt fantasiløst romantiserede minder ud af hovedet, så jeg kigger mig lidt omkring, imens jeg venter på Nick Theilgaard Olesen (Gud hos Mig og Ølsnedkeren) og Jakob Nørby Houmøller (Prinsgemal hos Mig og Ølsnedkeren). På burritobaren på den anden side af gaden kan jeg søge midlertidigt kirkeasyl til drengene, der, som så mange andre store personligheder, har ladet sig forfalde til øl og pizza efter endt arbejde og glemt tiden.
Aarhus er en studieby med over 300.000 indbyggere inklusiv 43.000 studerende. Café-livet er blomstrende, det samme er foreningslivet, og der er en festival på hver af Djurslands marker, men af en eller anden grund har øllet lade vente på sig. Men ventetiden er endelig ovre. Nick stikker sit smukke beskæggede ansigt gennem døren til burittobaren, undskylder forsinkelsen, giver mig en bjørnekrammer.
Jakob venter tilbage på det halvfærdige udskænkningssted, hvor lugten af tørrende blå maling hænger i luften. Farven er som sådan uden betydning for lugten, men jeg forsøger via journalistiske kneb at forklare barens interiør uden at skulle give en direkte beskrivelse. Jakob og Nick kender jeg udelukkende fra København; vi har arbejdet i den samme bar, og har også mødtes til flere ølarrangementer, hvor de har været med i deres officelle roller som medejere af Gamma Brewing Company. Men det er ikke det hele, der kommer fra København. Nick er fra Aarhus, hvor han er blevet både designet, produceret og finjusteret, og har, ligesom jeg selv, længe syntes at der manglede mere godt øl i Aarhus.
Jakob og Nick giver mig en hurtig rundtur i baren. Jakob er som sædvanligt fåmælt, men fortæller at selve bardisken kommer til at være udformet i træ fra en 300 år gammel jydsk mølle. Det er træ fra den samme mølle, som er blevet brugt til bardisken i Ølsnedkeren i Griffentfeldsgade i København. I kælderen stikker fundament-stenene op igennem gulvet på det gamle hus, og på væggen hænger et stykke tæppe fra Royal Casino, som skal indrammes og gøre stedet mere kitsch.
Langbordene og bænkene er endnu ikke bygget, så det er ikke muligt at sidde ned og lave et ordentligt interview, og da hverken fadsystemet eller køleskabene er installerede, kan vi ikke engang drikke øl, så vi forlader Mejlgade og går mod Madbodegaen Vesterlauget for en bid mad, en slurk øl og en god snak.
På vej over Storetorv ser man kun få mennesker. ”De eneste mennesker der er i byen mandag aften, er de folk der bor herinde, det er virkeligt hyggeligt” fortæller Jakob. Og det er klart at Aarhus midtby har et radikalt andet publikum end i København. For det første er der ingen turister; byen tilhører indbyggerne, og så er selve dynamikken i byen anderledes. Vi sætter os ned og tænder for udstyret.
Mit første spørgsmål er naturligvis, hvorfor der skal være endnu en ølbar i Aarhus og leder bevidst, men meget uprofessionelt, spørgsmålet ved at spørge ind til om det hovedsageligt var på grund af det utappede marked som eksisterer i Aarhus.
”Det er en del af det.” fortæller Nick som forudset ”Men jeg kommer jo fra Aarhus, og jeg har bare kunnet se at det manglede, og har egentligt haft ideen i flere år. Og da jeg så fik muligheden for at åbne noget i samarbejde med Ølsnedkeren så kunne jeg bare ikke sige nej. Så skulle jeg bare tilbage.”
Det er let at forstå, hvorfor de nye ølbarer ligger hvor de gør. Fermentoren har lagt sig til rette på Nørregade, i nærheden af Paradisgade og Klostergade, Mikkeller Bar ligger på Jægergårdsgade, et andet hipt kvarter, og Mig og Ølsnedkeren åbner på Mejlgade. Hvis man nu ikke kan få Mohammad til bjerget, må man jo nødvendigvis opgive at åbne en alpehytte og i stedet åbne en ølbar i midtbyen.
”I København kan man sagtens finde en eller anden obskur lokation og så kommer folk sådan piblende til, men der er mindre mobilitet i Aarhus.” forklarer Nick. ”I København cykler folk rundt til alting om natten, men i Aarhus skal alting gerne ligge i et kvarter-, tyve-minutters gåafstand, ellers kommer folk ikke. […] Det kan være svært at få presset nye skæve steder ind mellem de store diskoteker og vinstuer, men jeg er sikker på at der lige så stille vil komme en ændring af sortimentet, selv på de store etablerede steder.”
Jeg deler mine tanker fra artiklens begyndelse med mine venner, som forklarer, at der tidligere har været initiativer i Aarhus, som lukkede før jeg kom til byen. Det er heller ikke helt så mærkeligt at det kommer fra hovedstaden. Det er igen Nick der fortæller:
”Danmarks metropol er jo København, og mange folk fra Jylland, Aarhus inkluderet, rejser dertil, så det er meget naturligt at det er der, det er startet. Jeg tror også, at ligesom jeg er taget tilbage for at starte en ølbar i Aarhus, at folk stille og roligt vil flytte tilbage og starte ting, hvor de kommer fra.”
Det øl, som jeg selv synes er fedt, er det sure øl. Da jeg første gang vandrede ind på Fermentoren blev jeg ovenud lykkelig da jeg så, at de havde den sure flamske øl Rodenbach på fad, og det sure øl er også noget Ølsnedkeren slår sig op på, bl.a. igennem deres surt-øls-projekt Brøggeren, som kommer på fad på Mig og Ølsnedkeren. Men det sure er langt fra velkendt, og mangt en gæst jeg har holdt ølsmagning for mener end ikke det kan kaldes øl.
”Det er en del af den nye bølge af øl,” fortæller Jakob, stoisk men med pondus. ”Men jeg tror ikke det bliver noget problem at få folk til at hoppe med på, og det vil vi være med til at udbrede og skabe noget opmærksomhed omkring. Især når man også får en god forklaring på, hvad det er.”
”Det er let at knytte en god historie til, hvorfor den her øl skiller sig så meget ud.” skyder Nick ind.
”Det vi selv oplever, når vi er ude, både på Fermentoren og Mikkeller, er at folk er begyndt og efterspørge det mere og mere. Dertil kommer at folk, der siger at de ikke kan lide øl, ofte rigtigt godt kan lide det mere funky og sure øl.”
Men der bliver desværre ikke brygget voldsomt meget af denne nye bølge af øl i Jylland.
Humleland i Marselisborg er de eneste, der brygger på den måde, mens Aarhus Bryghus og Ebeltoft Gaardbryggeri brygger mere traditionelt øl. Det betyder at øllet i Aarhus, i det mindste indtil videre, hovedsageligt kommer fra København og fra udlandet, men efterhånden som folk flytter tilbage til Aarhus, efterhånden som de små bryggerlaug omkring i byen begynder at få blod på tanden, og i og med de nye barer har givet større mulighed for at få sit øl solgt lokalt, skulle det undre meget, hvis der ikke kom flere lokale bryggerier til.
Da jeg slukker for mikrofonen læner Jakob sig over og kigger på computerskærmen.
”Hvor længe har vi snakket sammen? 41 minutter?!”
Svaret fra Nick kommer prompte:
”Der er også meget klogt at sige.”
Berlin 5. Februar 2016
Jeg står på Castle Pub, som nyligt har ændret fokus til craft-beer, og smager på øl fra Freigeist Bierkultur, et ret nyt bryggeri fra Köln. Jeg er flyttet til Berlin for at skrive om og være en del af den blomstrende craft-beer-kultur i byen. Min telefon brummer og op kommer et billede fra Mejlgade. Der står en lang kø foran Mig og Ølsnedkeren, til deres åbningsfest. En aflang masse af mennesker som ønsker at smage noget nyt øl, og opleve begyndelsen på et nyt sted i Aarhus. Jeg flyttede til Berlin for øllets skyld, monstro der ikke er nogle flere ildsjæle, der flytter til Aarhus af samme grund?
