Mission: Impossible – Ghost Protocol er den fjerde film i rækken om agent Hunt, og det er langt fra den bedste.
Af: Matti Vlk Grabau
Den første film om Ethan Hunt (Tom Cruise) udkom i 1996, og i løbet af de 16 år har han udelukkende givet sig i kast med umulige missioner. På trods af sværhedsgraden er han i denne fjerde udgave så motiveret som altid. Plottet er som følger: Moskvas Kreml bliver bombet, og Ethan’s arbejdsgiver (IMF) bliver impliceret i attentatet. IMF bliver derfor lukket, og Ethan står efterfølgende alene med sit hold bestående af Benji (Simon Pegg), Brandt (Jeremy Renner) og Jane (Paula Patton). De skal så egenhændigt opspore den egentlige bombemand, svenske Hendricks (Michael Nyqvist), der blot brugte bombningen som afledningsmanøvre for at stjæle affyringskoder til russiske atomvåben. Dermed er scenen sat til et verdens-omspændende ræs mod tiden for at få fat i skurken og redde verden. Som altid.
Innovative effekter, men uoriginalt manus
Det, publikum mest vil huske filmen for, er scenerne fra Dubai, hvor Ethan bl.a. klatrer rundt udenpå verdens højeste bygning, Burj Khalifa, kun ved hjælp af et par højteknologiske klæbehandsker. De lyser enten blå eller rød afhængig af, om de virker; ”blue is glue, and red is dead,” som Benji forklarer. Denne kommentar vækkede i øvrigt stor begejstring i Sal 2 i Cinemaxx Aarhus. Den eneste anden replik, der formåede at vække et smil på mine læber, var i starten af filmen, hvor Ethan, halvt talende til kameraet, siger, ”light the fuse” (”tænd lunten”). Herefter skydes introen i gang med antændelsen af en egentlig lunte samt en metaforisk lunte, der ansporer den kendte titelmelodi. Det er altid rart med dobbelttydige meta-elementer.
Desværre er de sproglige finurligheder og de farverige personligheder fra den fremragende forgænger, M:I: III, blevet nedgraderet til fordel for spektakulære effekter og imponerende locations. Dette trade-off vil dog sandsynligvis falde i god jord hos mange biografgængere. Jeg vægter derimod et solidt manuskript med velovervejede replikker og gennemarbejdede karakterer langt over visuelle vidundere. Filmens primære genre er godt nok ”action-thriller”, men det behøver ikke betyde, den skal gøre køb på alle auditive elementer, der ikke indeholder musik, eksplosioner eller sammenstød (især er lyden af knytnæveslag i ansigtet bemærkelsesværdigt fremhævet).
Det være sagt, så gør filmen absolut det, den forventes at gøre. Den leverer flot action i et højt tempo uden at lave store fejl. Så er det bare ærgerligt, der er flere penge at tjene på øjnenes end på ørernes tilfredsstillelse.
