Mew-koncert d. 14. november på Train.
Tekst Jacob Krag Linde
Foto Sofie Krag Linde
Mew har altid været et band med en meget fin fornemmelse for balancegangene og dynamikkerne i musik. Deres ‘prog-rock’-kompositioner er alt andet end trivielle og synes altid at fornye sig. ‘Fornyelse’ var da også på mange måder overskriften på aftenen, hvor nye sange, omskrivninger af gamle sange og et genfundet bandmedlem i form af bassist Johan Wohlert alt sammen blev serveret.
Omkring en håndfuld nye skæringer havde Bjerre og co. taget med til Aarhus. Fælles for dem alle var et overlagt touch af legesyge. Da den storsmilende Johan Wohlert med amerikanske rockattituder lader den støjede basguitarsolo fade ud, løfter forsanger Jonas Bjerre langsomt sit hoved og kigger med en slags engleblik ud på Train, inden han smørrer os ind i sin trademark falsetvokal.
Og sådan gik det hele aftenen, hvor en fin balance mellem hård og blød, lav og høj samt langsom og hurtig blev holdt. En af aftenens bløde, lave og langsomme indslag – balladen ‘Symmetri’ fra det hæderkronede ‘Frengers’-album – blev dog skæmmet af et forbavsende støjende publikum. Det er denne anmelder ubegribeligt, hvordan mennesker kan komme til den arrogante konklusion, at en 300-kroners koncertbillet hellere skal kvitteres med bajere i baren og et pludrende spektakel af en samtale frem for rent faktisk at nyde den kunstoptræden, som foregår oppe på scenen.
Bedre gik det dog, da Mew diskede op med nogle af deres mere catchy pop-rock sange. Ekstasen var ganske betragtelig, da ‘Snow Brigade’ blev spillet, og netop som det danske landshold under sangens andet omkvæd scorer til 2-1 i kvalifikationskampen mod Serbien, er jublen og fællessangen total. Samme jubel brød ud, da ekstranumrene ‘Special’ og ‘The Zookeeper’s Boy’ i ét 8-minutters langt stykke blev spillet. Klasse fornægter sig som bekendt ikke, og det gør spilleglæde heller ikke. Bandet sitrede og sprudlede under hitparaden, hvor ikke mindst den fabelaftige trommeslager Silas Graae kunne få lov at vise formatet frem. Publikum vælter frem og tilbage, mens der hoppes og synges “Are you? My lady are you?”.
Og netop som sveden og forpustelsen er ved at indtræffe lukker Mew rockshowet af. Blot Jonas Bjerre og guitarist Bo Madsen bliver på scenen til aftenens forventede godnatsang: ‘Comforting Sounds’. Den nærmest kulturkanoniske sang med den fantastiske opbygning udføres til perfektion. Langsomt og kærligt klædes publikum af, inden de resterende bandmedlemmer vender tilbage på scenen. Og så kommer det, øjeblikket hvor trommer, synths, guitarer og Jonas’ vokal smelter sammen i en himmelsk symfoni af betryggende lyde, som sender publikum ud i en bølgende trance. Afklædte og døsige, som vi er, efterlader Mew os med udstrakte arme.
