Tekst: Vassili Stroganov
Foto: Vassili Stroganov, Lars Kruse, Jesper Rais
Der er ingen tvivl om, at de studerende oplever administrative problemer i hverdagen på Aarhus Universitet, men de er ikke de eneste, der har det svært. Før man begynder at skyde skylden på administrationen, skal man forstå hvad der egentlig foregår her på universitetet. Aarhus Universitet står i dag overfor større udfordringer end nogensinde før. Indtil videre har centraliseringen og dimensioneringen sat sine tydelige spor, hvor både studerende, administratorer, undervisere, forskere og ledere har betalt prisen på den ene eller anden måde. Oven i de oceanstore udfordringer, kommer der fra den 1. september 2015 en kaotisk tornado, der på paradoksal vis kaldes for fremdriftsreformen i stedet for tilbagedriftsreformen. Faktum her er, at Aarhus Universitet er ejet af staten, og derfor kan ministeriet komme med den ene kontraproduktive reform efter den anden. Forhåbentlig vil politikerne snart indse, at Aarhus Universitet ikke er en dåsefabrik, men et universitet. Indtil da må man gøre det bedste for at klare de problemer, som ministeriet har været med til at skabe.
Det decentraliserede universitet
Efter 8 måneders observationer på Aarhus Universitet, er det tydeligt at se hvad især konsekvenserne af centraliseringsmodellen har betydet for de studerendes hverdag. Modellen, der blandt andet førte til nedskæringer af administrativt personale, har betydet, at der er studerende der fra tid til anden, ikke får den hjælp, de har brug for. De studerende kan nemlig let blive rundtossede i det gigantiske og uoverskuelige system. Derfor er det ekstremt vigtigt, at de får den rette hjælp. Den nye ledelsesmodel, der er vedtaget på universitetet skal blandt andet give institutterne og studienævnene mere support, få decentraliseret universitetet og samtidigt gøre det nemmere for administrationen at hjælpe de studerende. Hvis de lokale administrative organer som studienævnene ude på institutterne, får mere support, er det kun logisk, at de kan give den support videre til de studerende.
Uden mere support til studienævnene, kan man ikke forvente, at især de studerende, der er i en speciel akademisk situation, altid får den hjælp, de skal have. Der er ikke ressourcer nok til, at studienævnene, der i forvejen er stærkt underbemandede, kan yde den maksimale hjælp til studerende med særlige anmodninger. Studerende Jamilla Vangs case er et stærkt eksempel på, at det er altafgørende for de studerende med specielle anmodninger, at studienævnene får mere support fra ledelsen, så de kan behandle disse cases på den mest effektive måde.
Jamillas kamp
Jamilla Vang, der læser matematik og økonomi på Science and Technology, var i den særlige situation, at hun fik lov til at starte på sin kandidat, selvom hun manglede 5 ETCS point for at afslutte sin bachelor. Herefter søgte hun en midlertidig indskrivning på kandidatstudiet via sit studienævn. Det var vigtigt for Jamilla Vang at få godkendt sin midlertidige indskrivning på kandidatstudiet, da hun ellers ikke kunne komme op til de to fag på hendes kandidat, som hun var ved at tage. Da hun opdager, at der er problemer med hendes ansøgning, kontakter hun sit studienævn, men ingen svarer hende:
”Da jeg opsøger både administrationen og studienævnet, er der ikke rigtig nogen kontakt, og jo længere det tager dem at svare, jo tættere kommer jeg på den eksamen, som jeg jo gerne vil til. Jeg e-mailer til dem, ringer til dem og fysisk møder op på deres kontor, uden at kunne få nogen som helst kontakt. Den første rigtige kontakt opstår efter 30-40 dage, hvor jeg får at vide, at min ansøgning er behandlet og godkendt. Men der har mine eksamener ligesom været, og jeg har ikke været godkendt til at gå til eksamen,” siger Jamilla Vang.
Den e-mail hun får er kortfattet og forklarer hverken, hvordan hun skal håndtere de eksamener hun nu mangler, eller om hun kan gå til en reeksamen. Denne langsomme og mangelfulde proces betyder, at Jamilla Vang har fulgt to fag på kandidaten, som hun ikke har fået lov til at afslutte, da afgørelsen om den midlertidige indskrivning kom for sent. I dag læser Jamilla Vang videre på sin kandidat, men på grund af situationen er hun et semester bagud.
”Efterfølgende var jeg nede og snakke med chefen for studienævnet, fordi jeg synes, at det var en meget uretfærdig behandling. Han nævner, at grunden til, at det tager så lang tid at behandle min sag dels er på grund af nedskæringer af personale og dels på grund af, at der er så mange kvinder i hans afdeling, der er på barsel,” siger Jamilla Vang. Chefen for Jamilla Vangs studienævn har ikke ønsket at kommentere sagen.
Support skal der til
Netop nedskæringer af personalet og manglende support til dem, er det der gør, at denne utænkelige situation opstår. Hvis studienævnet i Jamilla Vangs sag havde haft den rigtige support, så var der aldrig opstået et problem. Tillidsrepræsentanten for det ikke-akademiske personale på AU, Aase Pedersen er helt enig:
”Vi mangler virkelig folk til driften, og det er netop nogle folk, der tager sig af de studerende. De studerende skal føres lidt i hånden nogle gange, og det synes jeg er helt fint. Der skal være nogen til at tage sig af dem og få dem videre både på den ene og på den anden måde,” fortæller Aase Pedersen.
Heldigvis er man nu fra ledelsens side ved at rette op på situationen, hvor man arbejder på at give mere support til både institutterne og studienævnene, så de lettere kan løse de lokale problemer. Her er man ved at arbejde med kompetenceudvikling og samtidig er der fokus på, at administrationspersonalet skal føle en tættere tilknytning og forbindelse til det arbejde, der er på et universitet, fortæller dekan på BSS Svend Hylleberg:”Administrationspersonalet skal ikke kunne føle, at de ligeså godt kunne sidde i Langbortistan. De skal føle, at de er en del af universitetets hjerte, kan man næsten kalde det. Det er den forbindelse, der til en vis udstrækning blev brudt under centraliseringen”, siger Svend Hylleberg.
Administrationen er en stor del af kernen på universitetet, som vi alle har en kommunikation med i vores hverdag. Det er administrationen, der hjælper til, når de studerende har et problem, og selv om det kan tage lang tid at få et svar på et spørgsmål, så kan man trygt regne med, at de mennesker der sidder i administrationen, har de studerende som førsteprioritet. Uddannelseschef på Science and Technology, Kim Kusk, der arbejder i administrationen, er ikke i tvivl om hvem der kommer først på her på Aarhus Universitet, når der skal gives administrativ hjælp: ”Jeg har en prioriteringsliste, og hvis ikke jeg kan få lov til at følge den, så vil jeg ikke være chef her. De studerende er nummer et, underviserne er nummer to og ledelsen er nummer tre. Så når jeg skal bruge mine ressourcer, så servicerer jeg først de studerende. Det der er tilbage går til underviserne, og hvis der er noget tilbage, så får ledelsen det,” siger Kim Kusk.
De studerende først
Selvom det kan være svært for studerende at navigere sig igennem systemet og klare de lavpraktiske processer her på Aarhus Universitet, skal man huske på, at administrationen gør alt for at hjælpe de studerende, og det skal man sætte pris på. Der er altid en risiko for, at noget går galt, men det er vigtigt at vide, at administrationen gør det bedste for, at det ikke sker. Med mere support fra ledelsen vil administrationen uden tvivl blive endnu mere effektiv. Pilen peger opad, men vi ved alle, at processer tager tid. I mellemtiden handler det om at være åben over for de konstante forandringer her på AU, og få det bedste ud af det, mener universitetsdirektør Jane Kraglund: ”Man er nødt til at være positiv. Hvornår vi er der, hvor alting er godt, det ved jeg ikke. Jeg synes bare man skal arbejde på det, og så tage de fremskridt der kommer. Det er en konstant udviklingsproces i forhold til at gøre hinanden gode,” siger Jane Kraglund.
