For mig er litteratur en måde at anskue verden på. Litteraturen er en af de vigtigste kilder, når vi ønsker, at undersøge menneskets sind, ønsker at beskrive menneskelige grundvilkår: kærlighed, glæde, lyst, seksualitet, sorg, tab, angst og død.
Af Rasmus Bach Frandsen
Maleri af Harald Slott-Møller:
“Georg Brandes på universitetets talerstol”
Litteraturhistorie kan ses som en omvendt historiebog. Hvor den klassiske historiebog bruger samfundsmæssige tendenser til at afspejle kulturlivets udvikling, vender litteraturhistorien billedet på hovedet. Litteraturen fungerer som spejl til at beskrive samfundet. Litteraturhistorie bygger grundlæggende på en forestilling om, at det enkelte skønlitterære værk genspejler og imiterer sin samtid. Men hvordan genspejler det konkrete værk sin samtid? Det er det vigtige spørgsmål for litteraturhistorikeren.
Realisme og symbolisme – to hovedstrømninger
Litteratur er altid præget af strømninger. To hovedstrømninger har domineret den danske litteratur siden Georg Brandes og ’Det Moderne Gennembrud’ i 1870’erne. Realisme og symbolisme. Man kan tale om, at den danske litteratur overordnet har penduleret jævnt mellem de to ismer gennem de sidste 140 år.
Realistisk litteraturs ideal er – meget forenklet – at afbillede verden så realistisk som muligt, simpelthen at imitere verden. I den realistiske litteratur sættes samfundsmæssige problemer og sociale vilkår til debat. Når vi i Jeppe Aakjærs berømte digt ”Jens Vejmand” fra 1905 læser versene ”Hvem sidder der bag skærmen/ med klude om sin hånd/ med læderlap for øjet og om sin sko et bånd?/ Det er såmænd Jens Vejmand/ der af sin sure nød/ med ham’ren må forvandle/ de hårde sten til brød”, er det et udtryk for en realistisk litteratur. Aakjær iscenesætter, afspejler og kritiserer samfundets sociale ulighed gennem den stakkels Jens Vejmand, der må slide og slæbe for at tjene til sit daglige brød.
Den symbolistiske litteratur har et noget andet sigte end den realistiske. De sociale, ydre vilkår er mindre interessante. Den symbolistiske litteratur tematiserer i stedet det indre liv. Hvor den realistiske litteratur har det konkrete og fysiske i centrum, beskæftiger den symbolistiske litteratur sig med det metafysiske: ”Alt ydre gemmer ubetinget på noget indre”, skriver den russiske maler Wassily Kandinsky i bogen Om det åndelige i kunsten fra 1910. I samme bog skriver han, at ”kunsten er en af de mægtigste drivkræfter for det åndelige liv”. Den nære forbindelse mellem kunst og det sjælelige er helt central for den symbolistiske kunst – og i særdeleshed den symbolistiske litteratur.
Form + sprog
Modsætningen mellem realisme og symbolisme kommer også til syne på et formmæssigt niveau. Realistiske forfattere bruger ofte romanens form, hvor symbolistiske forfattere traditionelt foretrækker lyrikken. Det er ikke tilfældigt.
Romanens form er prosaen. Prosa betyder, direkte oversat fra latin, ’ligeud’ eller ’ligefrem’. Den realistiske roman er netop en ligefrem fortælling, der har det etiske sigte at afspejle, debattere og problematisere den sociale virkelighed, der omgiver os.
Digtets form er verset. Vers betyder ’at vende sig’. Det symbolistiske digt er ikke, som den realistiske roman, en ligefrem fortælling, men derimod et indadvendt, snoet værk med et æstetisk sigte. Ordene vendes og drejes i gentagende bevægelser, og digtets klanglighed spiller en central rolle.
I helikopter over litteraturhistorien
Penduleringen mellem realisme og symbolisme har været synligt i litteraturhistorien siden Georg Brandes. Lad mig nævne et par eksempler, der illustrerer, at polspændingen mellem realisme og symbolisme stadig er relevant i den litteraturhistoriske debat. Allerede i 1890’erne – blot 10-20 år efter det moderne gennembrud – gik en gruppe forfattere, blandt andre digteren Sophus Claussen, til angreb på den realistiske litteratur i tidsskriftet Taarnet, der blev redigeret af digteren Johannes Jørgensen. Gruppen af forfattere kender vi som ’Symbolisterne’. Atter i 1940’ernes efterkrigstid opstod et tidsskrift, hvor det metafysiske og symbolistiske var i centrum – nemlig tidsskriftet Heretica, som blandt andre forfatteren Martin A. Hansen i en periode var redaktør af. Heretica blev allerede i 1950’erne anklaget for at være et reaktionært og umoderne tidsskrift af realistiske og kulturradikale forfattere som Klaus Rifbjerg. Man ønskede det metafysiske ud af litteraturen. Et ønske, der for alvor blev indfriet af socialrealistiske forfattere som Kirsten Thorup og Tove Ditlevsen i 1960’erne og 1970’erne. I 1980’erne begyndte nye digtere som Pia Tafdrup og ikke mindst Søren Ulrik Thomsen imidlertid at tage afstand fra socialrealismen. En digter som Søren Ulrik Thomsen havde – og har stadig – det klare mål at tematisere det metafysiske.
Vi er både realister og symbolister
Den konstante pendulering mellem realisme og symbolisme i litteraturen er interessant, fordi den også er billede på et fundamentalt menneskeligt vilkår. Spændingen mellem realisme og symbolisme, mellem prosa og vers, det ligefremme og det snoede, det fysiske og metafysiske er modsætninger, ethvert menneske må forholde sig til. Mennesket er summen af både realisme og symbolisme – fornuft og længselsfuldt begær. Morten Søndergaard er muligvis den forfatter, der i moderne sammenhænge har sat tydeligst ord på polspændingen mellem de to ismer. Han skriver i digtsamlingen Ild og tal fra 1996: ”Selvom vi ved at den korteste vej/ mellem to punkter er en ret linje/ går vi en omvej gennem skoven”.
