Tekst: Sofie Tram Pedersen
Foto: Adam Hede
De fleste husker nok fornemmelsen. Hvordan man stod den første dag og betragtede alle de fremmede ansigter på nye studerende. Prøvede at orientere sig i virvaret af bygninger, som skulle danne rammen om ens uddannelse de næste år frem. Som ny studerende skal man rumme mange nye indtryk. Det er et vilkår, som altid har været forbundet med studiestart, og som også venter de studerende, der denne august har deres første dag på Aarhus Universitet. Til at tage imod dem står et team af tutorer, som har forberedt et program, der skal sikre, at de første indtryk på universitetet bliver værd at huske tilbage på. For med studiestart følger også rusturen, og med den et væld af traditioner, ritualer og masser af fest.
Den rituelle rustur
Rusturen er et gammelt og traditionsrigt fænomen på de danske universiteter. Begrebet ’rus’ stammer fra ordet ‘depositurus’, som betyder ”Den mand som skal aflægge” og henviser til nye studerende, som skal aflægge deres bondske vaner inden de optages i de akademiske kredse. Selvom rusarrangementernes udformning og indhold varierer meget fra studie til studie, også internt på Aarhus Universitet, har man de fleste steder et forløb, som markerer indgangen til studietiden. Rane Willerslev, som er professor i social antropologi ved Aarhus Universitet, beskriver rusforløbet som et overgangsritual, der har til formål at føre den, der bliver indviet, fra én identitet til en anden. Han siger videre: ”Rusturen følger en helt klassisk tre-fase-struktur. Her er der er en seperationsfase, hvor dem som skal indvies separeres ud fra det normale liv, en liminalfase, hvor verden bliver vendt på hovedet og opleves som mærkelig og skør, og en reintegrationsfase, hvor den enkelte bliver ført tilbage i det almindelige liv med en ny status og identitet. På rusturen bliver de nye studerende separeret ud fra alt det de kender, de skal igennem nogle prøvelser og opleve at det hele er lidt skørt, for derefter at kunne blive reintegreret med en ny, akademisk identitet. ”
Den kritiserede rustur
Rusforløbene er ofte karakteriseret ved fest og strabadser, og på mange studier skal de nye studerende gennemgå nogle traditionsrige ritualer som en del af overgangsforløbet. I de seneste år er universiteternes rusarrangementer kommet i mediernes søgelys, fordi flere studerende på bl.a. Aarhus Universitet har meldt ud, at de har fået overskredet deres grænser ved disse ritualer, og har kritiseret, at rusturene har fordret en ekstrem kultur, som de ikke har kunnet stå inde for. Om det siger Rane Willerslev: ”Jeg er hverken fortaler for eller kritiker af, at der er nogle strabadser på rusturene, som de nye studerende skal igennem. Men som ekspert må jeg konstatere, at det at man bliver udsat for nogle lidt grænseoverskridende prøvelser i liminalfasen på ingen måde er mærkværdigt set i en rituel sammenhæng. Ved i fællesskab at overskride nogle grænser kan gruppen opnå en kollektiv identitet, der definerer dem som gruppe mod dem, som ikke har indgået i ritualet. Formålet bør ikke være at ydmyge den enkelte, men at gøre nogle fælles erfaringer.”
En tilsvarende forståelse af rusturens formål og bevidsthed om det grænseoverskridende element, er at finde hos cheftutorerne Søren Lomholt, Josephine Andreasen og Mathias Rokkjær på medicinstudiet, som står for rusforløbet for de nye medicinstuderende dette semester. ”Vi udfordrer dem på deres sociale og kreative områder med selskabslege, gallamiddag og teambuilding. Måske lyder det grænseoverskridende og ligefrem ubehageligt. Vores mål er dog ikke at gøre det til en dårlig tur for nogen, og vi mærker faktisk, at de nye studerende oplever det modsatte. Vi forsøger at give alle det samme udgangspunkt, hvorfra vi kan skubbe dem lidt ud af deres comfort zone. Vi har fra tidligere forløb erfaret, at de derved opdager nye sider af sig selv, tør vise andre, hvem de er og skaber relationer, som kan vare ved langt udover studietiden.”
Martin Gasberg, som startede på statskundskabsstudiet sidste år, fremhæver, at ritualerne i rusugen netop var med til at skabe en følelse af at blive en del af et traditionsrigt fællesskab på universitetet. ”Selvom der var nogle ting, som var lidt grænseoverskridende, fordi man var omkring en masse nye mennesker, så kastede folk sig ud i det, og det gjorde at man fik en følelse af, at man havde oplevet noget sammen,” siger han.
Den alkoholiserede rustur
Rane Willerslev påpeger imidlertid, at et overgangsritual kun er vellykket, hvis det tjener den kollektive identitet og ikke ekskluderer nogen fra det nyetablerede fællesskab. I medierne er en kritik de sidste par år gået på, at den drukkultur, som rusturene har tradition for at lægge op til, netop kan risikere at eksludere dem, som ikke ønsker at drikke.
Martin Gasberg fortæller om sin rusperiode: ”Det handlede meget om, at man festede og var sociale sammen. Jeg tror, at det gjorde, at man lidt hurtigere lærte hinanden at kende.” Han mener dog ikke, at dem som valgte alkoholen fra var stillet dårligere i forhold til det sociale fællesskab, der blev etableret, og vil ikke karakterisere det at drikke som en nødvendig betingelse for at få en god studiestart.
Pelle Mortensen, som er en af to cheftutorer på historiestudiet, ærgrer sig over det fokus, der har været i medierne: ”Alle de gode historier om, hvordan rusturerne er med til at skabe relationer, som holder resten af livet, er der ingen der fortæller. Det er ikke ret konstruktivt eller retfærdigt over for rusugen og alle de mennesker, som frivilligt bruger en masse af deres fritid på at hjælpe en masse mennesker i gang med deres næste skridt i livet.”
Rusturen er en tradition, der strækker sig årtier tilbage. At kritikken blusser op netop nu, ser Rane Willerslev delvist som en del af en generel tendens: ”Den enkeltes ret er blevet hævet over kollektivet i den individualisme, som præger vores samfund. Samtidig med det, er der nok nogle rusture som er løbet løbsk, hvor dem, der arrangerer turene ikke har været bevidste om det ansvar, de har stået med ved at arrangere denne her form for ritual.”
Den uundværlige rustur
Pelle Mortensen understreger envidere betydningen af den rolle, som rusforløbende spiller for de nye studerendes studiestart: ”Den fællesskabsfølelse, der opstår i rusugen gør at folk, når de begynder deres studie ugen efter, kan føle at Aarhus Universitet er deres sted, hvor de kan føle sig trygge og hjemme både socialt og fagligt. Det handler om at skabe en tryg ramme for folk, der kommer her med alle mulige forskellige forudsætninger.”
Når en ny flok studerende denne august har deres første dag på Aarhus Universitet, vil de blive mødt med uendeligt mange nye indtryk. Det er et vilkår ved studiestart. De vil samtidig blive mødt med et rusforløb, der ganske givet vil overskride nogle grænser, vende deres verden på hovedet og måske give nogle gevaldige tømmermænd. Det er en del af et overgangsritual, som i årtier har været en del af den danske akademiske tradition. Et ritual, hvor bondskhed bliver erstattet af en akademisk identitet. Hvor fremmede ansigter bliver til studiekammerater. Og hvor Aarhus Universitet bliver en tryg base, hvor man kan føle sig hjemme i de studieår, der venter forude.