Stand-upper Kim Andersen vil allerhelst optræde til en begravelse. Efter en uheldig episode med en blind tilskuer er han blevet påpasselig med at lave jokes om handikappede. Han sætter ofte ild til sit eget skridt. Han har ikke en back up plan. Delfinen interviewer en mand, der besluttede sig for at lære at være sjov.
Af Laura Katrine Svenstrup
Delfinen er taget på Smagløs for at se noget sjovt. Noget stand-up. Så hipt, så hipt… Selve showet, som er open-mike med en række forskellige komikere, der hver især får 5, 7, 10, 15 eller 20 minutter til at vise, hvad de kan (jeg lærer senere at fordelingen sker efter et særligt stand-up hierarki, hvor den, der får 20 minutter, er højest oppe) er præget af oprigtige, tøvende, overraskede, fnisende, dybt-ned-fra-maven grin.
De er sjove de stand-uppere, det er de. Nogle mere end andre. En, der er rigtig sjov, hedder Kim Andersen. Han har konfetti i lommen. Efter showet går jeg op på 1.sal på trods af skiltet, der proklamerer, at lokalet er reserveret på allerfornemste VIP-vis. Jeg føler mig allerede lidt VIP. Den allerførste, jeg støder ind i, som ellers er på vej ned i baren, er ingen anden end Kim Andersen. Jeg spørger ham straks, om ikke jeg må interviewe ham til Delfinen, og den er han med på. Han giver tilmed fadøl og finder et bord til os. Galant type. Med hat. Og skæg. Et imponerende et af slagsen.
Kim er stand-upper og tryllekunstner. Han har optrådt med trylleriet i 14 år og været stand-upper i to år. Derudover har han tidligere læst engelsk og gået på kaospilot uddannelsen, men tager for øjeblikket en pause for at koncentrere sig om sine shows. Jeg har glemt mine ellers så velforberedte spørgsmål i min så egnede skriveblok, og ender med at kaste diverse spørgsmål i hovedet på manden. Svarene skribles ned på en byttepengeoptællingsseddel fra baren. Resultatet bliver et interview med en hel del dybdegående (hvis jeg selv skal sige det) spørgsmål uden rød tråd – lidt a la stand-up, når det er bedst.
Hvorfor hedder det stand-up?
”Det må være noget med, at det er én mand på en scene uden kulisser…” (Han ved det ikke…)
Hvorfor stand-up?
”Jeg er ikke typen, der vil have et almindeligt, dødeligt job. Jeg elsker at underholde, og har været i branchen i 14 år. Jeg elskede at læse engelsk, men måtte alligevel indse, at det nok var en tand for bogligt for mig. Mit uddannelsesforløb hos kaospiloterne og min nuværende karriere som stand-upper har meget mere med det ”virkelige” liv og mennesker at gøre. Det tiltaler mig enormt. Jeg er en udpræget gøgler og fænomenal til at grine og hygge. Og så hører suset, man får ved at stå på en scene, selvfølgelig med til, hvorfor jeg har valgt at lave det, som jeg gør.”
Hvor sjov syntes du selv, du er?
”Det at være sjov kan både være noget, som man er helt naturligt, men stand-up som genre er også noget, man kan tillære sig. Jeg ved ikke, hvor sjov jeg er (temmelig sjov, egentlig), men jeg er da ved at lære det. Jeg begyndte at interessere mig for stand-up, fordi jeg netop ikke syntes, jeg var særlig sjov. Og så har ham Rune Klan jo bare hevet standarden for et trylleshow helt vildt meget op! Det er ikke nok at trylle i dag. Man skal helst også være lidt sjov.”
Hvordan ved du om publikum, syntes du er sjov?
”Når de griner, tænker jeg da, at jeg har ramt plet. De rigtige dygtige stand-uppere kan lave indikatorjokes, som de bruger i starten af et show. Så laver de lidt forskellige jokes om politik, sex og andre standardemner, og ser, hvad der giver den bedste reaktion. Jeg plejer at have en diktafon på mig, og så lytter jeg mit show igennem senere. Der er publikums reaktioner klart vigtigere end min egen mening.”
Hvad er hot indefor stand-up, og hvorfor er pædofili, incest og voldtægt sjovt?
De nævnte emner er blevet lidt standard i stand-up, fordi de er grænseoverskridende. Men de er jo også kun sjove, hvis komikeren formår at løfte det op på et lidt mere avanceret niveau end ”pik og patter”. Ellers er temaerne meget forskellige. Selvironi er altid en god ting. Og så er der klassikere som sex og politik, som de fleste kan genkende og relatere til. Jeg har personligt et trick med nogle kort mellem mine balder, som altid er et hit, og noget med spontan ildspåsættelse til mit skridt. Stand-up er jo også oftest sjovt, fordi det er i en bestemt kontekst. Folk kommer udelukkende for at grine og blive provokeret, og det har naturligvis skabt en vis jargon indenfor genren.
Apropos jargon. Er ”true stories” sjovere end ”not-so-true-stories”? Og hvor tit er de overhovedet ”true”?
”True stories” er oftest sande. I hvert fald når jeg introducerer en joke med betegnelsen fra det ”virkelige liv”. Det er en god måde at introducere en joke, og skabe en rød tråd, som ellers ikke altid er der. De dygtige komikere kan dog sagtens fyre one-liners af uden egentlig introduktion. ”True stories” er tit sjove, fordi de giver et indblik i komikeren, og det bliver lidt mere intimt på den måde. Jeg har dog engang fortalt en joke om et opdigtet familiemedlems død, som jeg introducerede som ”true story”, hvor publikum syntes, det var for meget. Grænsen er hårfin. Men det er noget, som vi komikere diskuterer internt lige for tiden. Om en joke nødvendigvis er bedre, hvis den er fra det ”virkelige liv”.
Værste joke/oplevelse på scenen?
”En gang kom der en mand ind her på Smagløs, mens jeg stod på scenen, og han gik så mærkeligt vaklende. Han gik direkte ned på toilettet, og jeg var sikker på, han var fuld, så det gjorde jeg grin med og efterlignede hans gang. Pludselig kom han op, og jeg husker, som var det i slow-motion, at han hiver sådan en fold ud blindestok op, og spørger, om jeg står der og gør grin med hans handicap. Han var blind! Jeg var ved at dø af skam, og spurgte, om han ikke ville komme op på scenen, så jeg kunne give ham hånden og sige undskyld. Der siger han bare ”jeg vil hellere famle mig frem til dørhåndtaget end din hånd!”. Siden har jeg været meget påpasselig med at gøre grin med, eller udstille, folk i publikum.”
Hvad er dit drømme-gig?
”Jeg har altid enormt godt kunne tænke mig at optræde til en begravelse. Der skal i hvert fald være noget tryl og noget stand-up til min begravelse! Det er helt sikkert!”
Hvad er din plan B?
”Der er ikke nogen. Jeg burde vel sige, at jeg ville gøre min uddannelse færdig (som kaospilot) – især hvis der er nogle fra skolen, der læser det her. Men stand-up er det, jeg vil lave resten af mit liv, og i øvrigt mener jeg også, at man bliver sjovere med alderen.”
Interviewet ender her, men aftenen fortsatte med mangen en fadøl. Den lille gruppe af stand-uppere, som jeg fik fornøjelsen af at hægte mig på, er virkelig nogle seriøse drenge. Det slog mig, hvor meget teknik og tanke, der egentlig ligger bag det at lave stand-up. De brugte meget af aftenen på at analysere hinandens shows og give hinanden gode råd, og de var egentlig ikke så vittige, som jeg havde regnet med. Stand-up er et arbejde som alt muligt andet, og ikke noget man gør uden forberedelse og bearbejdning. Stand-up er (for det meste) sjov, men dælme ikke for sjov.
