Billede: Privatfoto
Vi tror måske, juleaften er gavegivningens årlige højdepunkt, men ikke alle gaver er pakket ind i mønstret papir og farvestrålende bånd
Julen er gavernes tid, siger vi. Det er vel en karakteristik, der ikke rammer helt ved siden af. Jeg vil forsøge at vise, at julen virkelig er gavernes tid, men i mere end en forstand. Deri ligger en vigtig pointe, ja et julebudskab. Men for at pauke det ind hos læseren, må jeg ad en længere omvej. Det har med titlens indskud at gøre. Det er nemlig ikke kun julen, der er gavernes tid. Hver dag er, eller kan være, en gave, hvis man vel at mærke forstår det. Det kræver be-gavelse at begribe; men tanken er, at hvis gave og gavegivning er så fundamentalt, som jeg hævder, kan ikke kun julen være gavernes tid. Det er der langt mere, der er. Og så til sagen.
Se dig selv i spejlet. Hvad ser du? En egennyttig, selvoptaget, despotisk og magtsyg person. Det siger jeg ikke for at hænge dig ud, og det er da også sandsynligt, at du ikke vil stå ved det; men prøv så alligevel at overveje, hvor mange gange du har svigtet andre. Hvor ofte har du ikke melet din egen kage? Hvor tit har du ikke søgt at hævde dig på bekostning af andre? Har du aldrig snydt i studenterbaren, har du aldrig været gratist og snylter uden at give tilbage? Tager jeg helt fejl? Jeg skriver det ikke for at give dig dårlig samvittighed. Jeg taler af egen erfaring. Men vi er jo ikke kun nogle forpulede selviske individer, der kun vil os selv alt for meget. Vi er – Gud ske tak og lov – også andet og mere. Selviske, javist, men også lidt generøse og en smule altruistiske, når det en gang imellem stikker os. Men hvorfor begynde her? Fordi tilbøjeligheden til selviskhed nødvendiggør gavegivning, hvis det overhovedet skal være muligt med dannelse og fastholdelse af grupper. Kort sagt, samfundsbygning og par- og vennerelationer er utænkelige uden gaver. Det er det lim, der binder enhver form for menneskelig relation sammen og gør det muligt for menneskelige fællesskaber at bestå.
Men er det ikke temmelig vidtløftigt at erklære os alle sammen for selviske? Der er immervæk forskel på den enkeltes fristelse til at trække et- eller to tusinde kroner yderligere fra på selvangivelsen, selvom vi godt ved, at vi skal følge lovens bogstav, også Britta Nielsen og Sanjay Shah. Det ændrer blot ikke ved, at tilbøjeligheden er der, også selv om vi i spørgeskemaundersøgelser frejdigt erklærer, at vi helhjertet støtter skattebetalingen. Er De imod utroskab? Ubetinget! Men sagen er, at vi, når det som i spørgeskemaundersøgelser gælder svar på tiltale, svarer i overensstemmelse med de kulturelle normer, som vi også har internaliseret. Det betyder blot ikke, at vi overholder dem.
Man kan ikke bygge forhold på forelskelser
Vi deler fortsat med de øvrige menneskeaber størsteparten af vore gener. Næsten 99%, når det gælder chimpanser og dværgchimpanser. Til forskel fra os er de forblevet i skovområder. Skulle de indgå i mere stabile gruppedannelser, vil de i løbet af ingen tid udrydde sig selv. Der er ikke tilstrækkeligt med kilojoules i skoven til at ernære større kollektiver. Derfor er de heller ikke genetisk drevet mod fællesskaber. Der er imidlertid hos vore nærmeste blandt dem elementer, der kan fungere som byggeklodser for en højere grad af socialitet, hvis der opstod et pres mod det. Det gjorde der, af fortsat ukendte grunde, hos vore fjerne formødre og -fædre, da de forlod skoven og bevægede sig ud på savannen. Glem alt om “Alene i vildmarken”. Det er det rene vås. Ingen overlever individuelt mere end kort tid i ødemarken. Skal man bevare livet, må man indgå i alliancer. Det er en forudsætning for at skaffe føde og beskytte sig mod rovdyr.
Hos vore fjerne formødre og -fædre førte det over millioner af år til en betydelig udvidelse af den følelsesmæssige pallette, så vi til forskel fra de andre menneskeaber har en række langt mere komplekse følelser, der består af sammensætninger af de fire primærfølelser: frygt, vrede, sorg og glæde. Vi har f.eks. skam og skyld, der udgør forskellige cocktails af frygt, vrede og sorg, og som er afgørende for at indgå i og bevare gruppedannelser, når man ikke er genetisk programmeret for det. Men hvad gør man med en menneskeabe, os, som basalbiologisk ikke er specielt social, men som for sin overlevelse er helt afhængig af fællesskaber?
Når nu den anden som jeg selv er egennyttig, magtsyg, sådan da, og selvrådende, hvordan skal jeg så turde indlade mig med vedkommende? Så meget desto mere som glædesfølelser ligesom alle andre følelser er kortvarige og dertil i underskud i forhold til de tre negative primærfølelser. Man kan ikke bygge forhold på forelskelser. Det ved de fleste vel. Der skal et mere til, hvis de skal bestå (mere end 47% af alle ægteskaber i dette land ender i skilsmisse – jeg finder det mirakuløst, givet odds, at det ikke rammer flere). Det er her både gave og religion kommer ind. Religion forstået som en uomgængelighed i enhver form for menneskelig relation, fra den magre og tynde til den fede og kraftige. Ikke religion forstået som tro på Gud eller guder, men som følelser rettet mod et fælles symbolsk batteri, der er et materielt udtryk for de normer, værdier, idealer og regler, gruppen bygger sit fællesskab på, f.eks. et kors, en grundlov eller lignende.
Genopladningsbatteriet gør det muligt at bevare følelser, der kontinuerligt står i risiko for at forsvinde, og som kollektivet kan tappe energi fra, indtil en ny opladning er nødvendig. Det gælder parforhold, vennerelation, medstuderende, kommunalt, nationalt og globalt. Jo større fællesskab, desto mere komplekst og vanskeligt at fastholde.
Min familie kan jeg måske stole på, sådan da. Dem er jeg i det mindste genetisk beslægtet med, men hvad med alle andre? Dem jeg ligner, kan jeg måske også forlade mig på. Tribalisten Mette Frederiksen lukkede landets grænser, da Covid-19 ramte. Det havde været mere rationelt at sænke Storebæltsbroens bomme. Vi er ikke biologisk racister, men tribalister er vi alle. Derfor er det også svært med de fremmede.
Glem “noget-for-noget” tankegangen
Det er en væsentlig grund til, at vi udveksler gaver. Med gaven viser vi den anden, at mig kan du stole på. Det kan jeg selvfølgelig ikke, for den anden kan fortsat lyve og snyde mig; men med gaven signalerer vi – ved at afgive noget af vor egen ejendom –, at vi er tilforladelige partnere og attraktive at indgå og bevare relationen med. Derfor må gaven ikke forveksles med den monetære økonomi, der bygger på ’noget for noget’. Jeg betaler, jeg får min vare, og jeg går. Relationen er tidsligt begrænset, og den involverer kun i ringe grad følelser. Anderledes med gaven, der har alt med følelser at gøre. Omvendt er gaver ikke gratis. De skal betales tilbage, de skal gives af overskud og i glæde og ikke af nærighed og vrangvilligt. Gaven udtrykker materielt vore følelser over for den anden og det fællesskab, som vi sammen indgår i. Det gælder kærlighedsgaver, værts- og værtindegaver, fødselsdags- og julegaver, gratialer og pensionsgaver og en fridag skænket af Dronningen i anledning af majestætens 80-årsfødselsdag.
Julens gaver er imidlertid særlige. For de magre og tynde gaver, der har den slanke og spinkle religion som forudsætning, bygger på den fede og rige gave, der sætter barren for alle andre gaver og løfter idealet for gavegivning: Du skal ofre dig selv til fællesskabet, som Gud ofrede sig selv ved at give sin søn. I det billede giver jeg julegaver og håber, at jeg derved kan vise mig som en alliancetrofast og fællesskabsindgydende partner; men ve dig, hvis du ikke i rigt mål giver mig tilbage, og helst lidt mere, end jeg selv har givet.
