Jeg havde høje forventninger, da trip-hop kollektivitet Massive Attack indtog scenen på NorthSide fredag lidt i midnat under den sorte nattehimmel. Et univers der er dystert, mørkt, komplekst og politisk rammende. Jeg havde høje forventninger og Massive Attack overgik dem.
Allerede fra første akkord af, blev jeg suget ind i deres univers, som et undertryk i sjælen. ”There’s a hole in my soul like a cavity”. Åbningsnummeret blev risingson fra albummet Mezzanine (1998) hvis lyd stadig er futuristisk.
Massive Attack kom ikke tomhændet. De tog hiphopgruppen Young Fathers med på scenen til en kort men stærk performance af Voodoo in my Blood. De tog Horace Andy med – hvis performance af Angel akkompagneret af et simpelt sort og hvidt lysshow vækkede den moralrelativisme der ligger begravet i os alle. Og de tog Elizabeth Fraser med.
Liz Fraser er måske en af de største kvindelige vokalister nogensinde. Hendes porøse, forfinede vokal hang som en engel over technobeatets ulmende helvedesafgrund. Fraser sang hele tre numre fra Mezzanine (Black Milk, Group Four og Teardrop) samt et rystende cover af Tim Buckleys sang Song to the Siren. Song to the Siren er en smuk, ensom og hjerteskærende sang, som et enligt, synkende skib der begiver sig ud på et stille hav mens solen står op for sidste gang, og alligevel blev den drejet til noget nyt: Under hele sangen fik vi billeder af skyggefulde tunnellerne hvor børn og voksne sniger sig rundt i den klaustrofobiske, underjordiske verden med maskingevær. Billederne og sangen gik op i en enhed, som et apokalyptisk, forfærdeligt kunstværk, og dog var dét publikum fik smækket i ansigtet intet mindre end virkeligheden: Ægte billeder fra tunnellerne under Gaze City. ”Oh my heart shies from the sorrow”.
For vi må snakke om det politiske budskab, som Massive Attack aldrig glemmer at tage med på scenen. Selve bandet stod i skyggerne, mens skærmene udsatte publikum for et massivt angreb. Sort, rød og hvid kode rullede over skærmen som i Matrix (filmens soundtrack er forresten Massive Attacks sang Dissolved Girl), billeder af Putin, KKK, våbenfabrikanter i USA, dansegrupper og statements med informationer om Taylor Swifts nye tweet, antallet af fødte og døde mennesker på kloden i dette øjeblik og Mexicos første kvindelige præsident.
Det politiske budskab toppede dog med sangen Safe from Harm. Nummeret, der altid er dedikeret til oprør, blev dedikeret til Palæstina og Deborah Miller sang med sin gospelfulde stemme: ”But if you hurt what’s mine, I’ll sure as hell retaliate”. Jeg løber tør for ord her. Ham jeg stod ved siden af holdt hænderne op til ansigtet, mens han messede: ”Hvad fuck har vi gang i?” Hans øjne var så store som de 0’er der rullede over skærmen efter 1-tallet og beskrev hvor mange penge USA har finansieret Israels krigsførelse for siden 1967 (297.000.000.000 USD and counting).
Hvad-fuck-har-vi-gang-i er nemlig Massive Attacks evindelige budskab. De tilbyder ingen forsoning, glemsel eller frelse. Kun en udvidelse af bevidstheden i et øjeblik, så den omspænder hele kloden, både himmel og helvede, under en sort himmel i Eskelunden. Man glemmer det ikke med det samme.
