Artiklen er alene udtryk for skribentens egen hovedløse forvirring og skal ikke tages for gode varer.
Denne artikel var tiltænkt at være et interview med en kulturpersonlighed om ekstasens rækkevidde og indflydelse i nutidens samfund og kultur, men da slog det mig: En sådan personlighed gives ikke i forhold til dette emne: Massen. Tidens ekstatiske samlingspunkt – det brølende vi.
Vi ser den for os. Folkemassen i det moderne samfund. Den udifferentierede menneskehob, der kommer i alskens udgaver: Hooligans, demonstranter, utaknemmelige studerende, strejkende arbejdere, shopperne på strøget til ByNight og Orangescene fyldt til bristepunktet.
Sine forskellige udtryk til trods, går det fælles kendemærke igen: massens uhyrlige størrelse. Og dette indtryk er vel netop et særkende ved menneskets moderne antropologi. Ikke individet, men menneskets tilbøjelighed til forsamling i abnorme mængder. Og dermed sagt mødes massen med det udefrakommende og iagttagende blik, som i al sin konfronterende og objektiverende beskrivelse forsøger at male et skræmmebillede frem – og måske med rette.
Men indefra tager massen sig øjensynligt anderledes ud. Her gnubbes og gnides kroppene mod hinanden. Friktionen udvisker og ophæver de personlige kendetegn i det oprørte og brusende massehav af kroppe. I denne bølgende organisme kan kroppene ikke længere identificeres; de undgår en kvalitativ vurdering, idet alle individuelle træk opløses i mængdens sanselige rus og forførende bevægelser. Og hvilken fryd er det ikke, når det skrøbelige og beslutningstunge liv endelig kan smides på møddingen til fordel for én fælles vilje? Den symbiotiske masseekstase har hverken begyndelse eller afslutning i det moderne samfund. Væk er også berøringsangsten og de individuelle særegenheder, når man overgår fra at være ét enkelt hoved i en hovedløs verden til at være en hovedløs krop i en masseverden. Og det er vel det, vi alle frygter i disse populistiske tider: Massens lokkende ekstaser. Ingen kan vide sig sikker. Tør du eksempelvis snige dig ud på internettets mørke afkroge i en tid, hvor Svend Brinkmanns kræmmerpsykologiske horde eller slænget fra ”dyrenes beskyttelse” ligger på lur? – parate til at hverve din sjæl og legeme, og forvandle dig til en del af arméen, før du nåede at sige fra? – Nej vel.
Massen tilgodeser ingen, tromler ufortrødent videre – som en snebold sat på formel – thi enten overgiver man sig til massens ekstatiske udslip, eller også står man alene. Historiebøgerne beretter da også om stærke og standhaftige personligheder, der betragtede den massive menneskemasse som et tilflugtssted for svagere sjæle. Disse enere er selvsagt historiens og samfundets ulige numre. Men hvad med de lige numre? Massens enkeltdele, dens menneskelige råstof. De, som står på tærsklen til den berusende opløsning; med den ene fod solidt plantet i selvrefleksionen og den anden i menneskemassens skyttegrav.
Det er i grænselandet mellem individ og opløsning, at masseekstasen fascinerer: Kunne jeg finde mig selv være forrest på barrikaderne? Trykke på aftrækkeren? Ville jeg gå til ekstremer, hvis massen krævede det af mig?
Vi rammer nu et spekulativt moment. Indtil videre hersker der ingen tvivl om, at massen som sådan er folkeforførende i sit rette element. Spørgsmålet må derfor være, hvad får den enkelte til at søge massens ekstatiske niveau?
En art af forblindelse, må man formode. For heri ligger der en dobbeltbevægelse: Masseekstasen forblinder, idet individet mister sin evne til at se klart, når omgivelserne smelter sammen og ikke længere kan skelnes fra hinanden. Men massen forblænder også. Den fremstiller virkeligheden anderledes end den er og i al sin forhekselse mister man virkeligheden af syne.
Således frarøvet refleksion og dømmekraft, byder massen op til dans, hvor vi brøler kroppene væk i kor og forsvinder ind i larmen.
