Sebastian Dorset kan prale af noget, som er få mennesker forundt. Han lever af sin passion. Han lever af at få folk til at grine. Delfinen mødte den reflekterende og intelligente komiker, da han var i Aarhus for at være konferencier til åbningen af Hearts and Minds festivalen til en snak om, hvad folks humor siger om dem, hvor grænsen for humor går og hvordan humor kan ændre ting i samfundet.
Tekst: Trine Møller og Eline Eggers
Sebastian Dorset er ikke en typisk komiker. Der er ingen selvfedme eller uknækkelig selvtillid over ham. Derimod udstråler han varme, venlighed og imødekommenhed. Alt bliver leveret med et glimt i øjet. Han er iklædt en fin habitjakke og skjorte og fortæller åbent og selvironisk om sin tid på Aarhus Universitet. Hr. Dorset gik ikke den helt lige vej til komikken. Først tog han favntag med juraen i to år. En kamp, som han ikke vandt. Som han selv beskriver det:
”Det gik ikke så godt. Jeg læste simpelthen ikke nok. Dog bestod jeg førsteårsprøven på to år. Men så spurgte nogle af underviserne, om jeg måske skulle prøve noget andet.”
Efter jura begyndte Sebastian på Journalisthøjskolen. Efter eget udsagn fordi det lå tættest på det kollegie, han flyttede ind på. Det gik dog noget bedre, og fire år senere kunne han kalde sig journalist:
”Når man først er inde, så spytter de bare en ud fire år senere. Man skal virkelig have alvorlige sygdomme eller ikke møde op for ikke at bestå. Sådan var det i hvert fald dengang”.
”Gud, de betaler os for at være sjove”
Men han kom aldrig rigtig i gang med at være journalist. Han kunne ikke rigtig tage det alvorligt og ej heller hidse sig op over, hvorvidt kommuner nu overholdt regulativer og den slags småsager. I stedet kom han hurtigt i gang med at skrive til underholdningsprogrammer. Det afgørende for hans karriere blev tilbuddet om at være en del af redaktionen på tv-programmet ”Ugen der gak”:
”Det var første gang, jeg fik penge for at være sjov. Det var stort. Det var en rigtig god redaktion, hvor alle var sådan lidt: Gud, de betaler os for at være sjove. Så må vi hellere prøve i hvert fald!”. Sebastian var ansat til at være fuldtidsresearcher og så lidt en, der skrev jokes. Men han fik hurtigt tvistet det til, at han var halvtidsjournalist og heltidssjov.
”Jeg har ikke det der optræde-gen”
Ved siden af havde Dorset dyrket stand-uppen. Han havde længe haft lyst til det, men havde omgærdet det med en vis ærefrygt. Han vil heller ikke beskrive sig selv som et naturtalent:
”Jeg var rigtig dårlig til det i starten. Jeg har ikke så meget selvtillid på den måde naturligt. Jeg har ikke det der optræde-gen. Det havde et langt tilløb, hvor jeg ligesom skulle vende mig til det, og så synes jeg, at det gik bedre.”
Dorset kan i virkeligheden bedst lide at være alene, men komikken sørger for, at han kommer ud og ikke bare sidder ”derhjemme og drikker”, som han siger med et glimt i øjet og slår en latter op. Dorset mener heller ikke, at han er født sjov, men at barndomshjemmet prægede ham i den retning:
”Hvis jeg skal være lommepsykolog, så tror jeg, at hjemme hos mine forældre blev det belønnet at være sjov. Jeg fandt ud af, at jeg kunne være sjov, selvom jeg ikke havde samme viden og sprog som de voksne. Der var sådan en overraskelseseffekt, jeg kunne ramme. Det tror jeg, at jeg havde en eller anden evne for. Og så tror jeg, at jeg bare dyrkede det, fordi man blev belønnet for at sige en vittighed. Ikke sådan med hundegodbidder, det var ikke sådan, at jeg fik en lille hundekiks hver gang. Dem måtte jeg selv stjæle”. Dorset griner igen. Stort og varmt.
En erhvervsskade
Tilgengæld mener han, at man kan lære at være sjov. Selvom der findes mennesker, som slet ikke forstår humor:
”Jeg havde engang en underviser, der helt ærligt indrømmede, at hun ikke havde humor, så vi skulle gøre opmærksom på det, når vi forsøgte at være sjove. Det er en fantastisk selvindsigt at have. Alle andre tror selv, at de er sjove. Jeg tror, at man kan lære sig nogle teknikker omkring, hvordan man er sjov, men man kan ikke grundlæggende lære at forstå humor.” Humor er for Dorset et vigtigt karaktertræk hos hans medmennesker, og han indrømmer, at han har pådraget sig den erhvervsskade, at han dømmer folk på deres humor. Han synes selv, det er frygteligt:
”Hvis folk siger, hvem deres yndlingskomiker er, og jeg synes, det er en, der er helt forfærdelig, så tænker jeg, at det nok ikke er den humor, jeg synes særlig godt om. Og så dømmer jeg dem på det.”
Der findes altså god og dårlig humor
Dorset er en rolig og afbalanceret mand, men en ting kan gøre ham gal. Nemlig ideen om, at der ikke findes dårlig humor:
”Altså folk der påstår, at et eller andet ikke er sjovt eller ikke er godt, og det er noget, man selv synes er godt sådan fagligt, der er jeg begyndt sådan nærmest at sige, at jeg har en faglighed inden for humor, og jeg ved, at det der, det er godt. Jeg ved, at det er godt og jeg ved, at det er sjovt og originalt. Også hvis folk ikke synes, det er sjovt, så siger det sgu noget om dem. Der kan man ikke bare sige; “hver sin smag”. Det er kun inden for humor, at man har den der ting med, at hvis folk synes, det er sjovt, så må de selv om det. Indenfor alt andet er der sådan en form for smagsdommeri.” Dorset gør sig gerne til smagsdommer inden for humorverdenen, og giver os en definition på god humor. Ifølge ham handler det om sproglighed, tone og originalitet. At man gør noget, som ingen andre gør eller tænker tingene på en ny måde. Hvad er dårlig humor så?
”Man skal afstå fra at bruge billige tricks. Nogle har et trick og så bruger de det hele tiden. Det synes jeg er dårligt. Billige tricks kan være ”Byt-om-på-ting-vittigheder”. Jeg hader jokes, hvor man kan se pointen med det samme.”
Gammel i gårde
Sebastian har efterhånden levet af at være sjov i 18 år. Og med tiden er han blevet bedre til at stå på scenen. Han har lært sig nogle færdigheder, og han har nogle tricks at falde tilbage på, hvis han kokser på scenen. Men hvis han skal se tilbage på en lang karriere, er der nogle særlige gange, hvor humoren er gået op i en højere enhed for ham:
”Jeg kan huske engang, jeg tror, det er sket sådan tre-fire gange i mit liv, altså på tyve år som stand-upper, at jeg har sagt noget improviseret og så først efter jeg havde sagt det fundet ud af, hvorfor det var sjovt. At jeg når at sige det, inden det har nået at vende i min bevidsthed, altså jeg har været ubevidst sjov nogle gange. Det er altså skægt, men så er det også frygteligt pinligt, fordi man kommer til at grine af sig selv. Carsten Bang så mig engang optræde, hvor jeg gik sådan to skridt tilbage og klappede med. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Jeg tror bare ikke, jeg vidste, hvad jeg skulle fortsætte med. Så jeg giver lige mig selv en hånd.”
Samtidig ved Sebastian godt, at han ikke altid har været lige sjov. Fortryder han nogle jokes?
”Jeg har sagt nogle dumme ting, hvor jeg bare har tænkt, det var sjovt, og så var det måske et dumt ordspil. Jeg har nogle gange sagt nogle ting, og hvis joken så bare var ordspil, som jeg syntes kunne være skægt, så kan det virke som om, at jeg ikke syntes et eller andet alvorligt er et problem. Pædofili-jokes, hvor folk tænker, at det er sgu egentlig ikke særlig sjovt det der. Der er nogle mennesker, der sidder og føler sig ramt.”
Man kan lave sjovt med alt
Dog synes Sebastian ikke, at der er en grænse for, hvad man må lave sjov med. I hans verden er det ikke emnet, der afgør, om det er okay, men måden man gør det på:
”Hvis man ikke gør det for at være provokerende og vise, at man godt tør. Der skal være et formål med det og så skal man pege det rigtige sted hen. Altså man skal jo ikke gøre grin med folk, der er blevet dræbt i trafikuheld, men man kan godt lave sjov med, at danskere åbenbart synes, at deres liv er så vigtige, at de åbenbart skal køre helt vildt stærkt. Altså de der kampagner, de laver for, at man skal køre bil, mens man kører bil. Man kan sagtens gøre grin med, at folk ikke gør det, men det er dumt at gøre grin med dem, der bliver kørt ned.”
Sebastian synes, at vores kultur er en nul-krænkelseskultur, hvor humoren ikke har ret meget plads at blomstre på:
“Der er en kampzone, hvor folk vil være fritaget for krænkelser alle vegne, man må ikke sige noget, og der skal nærmest være en advarsel først. Men jeg synes, det er dræbende for humoren.” Og det synes Sebastian er rigtig synd, fordi han mener, at humoren som udtryksform kan noget særligt og kan være med til at gøre en forskel og ændre tingene. Humoren vækker og overrasker folk, og får dem steder hen, de ikke anede, at de ville komme:
”Jeg tror hjernen stopper op, fordi der opstår en fejlslutning ligesom i ‘The Matrix’, hvis man kan huske den gamle film, hvor de pludselig får deja-vu-oplevelser, fordi der er nogen der piller ved Matrixen. Det er det humoren kan. Der sker et eller andet, som man ikke havde forudset.”
At turde gøre grin med noget som er svært
Sebastian synes også, at humoren er god til at kaste lys over de svære ting i samfundet. Han nævner, at mange komikere selv har forskellige diagnoser og handicaps og tager udgangspunkt i dem i deres stand-up:
”Det er meget bredt, og det er meget spændende, at folk tager fat på nogle ting, der faktisk berører dem i stedet for, at det bare altsammen er, jeg scorer ikke særlig godt. Alle mandlige stand up’ere snakker om, at de har svært ved at møde damer. Og man tænker – åh nej.”
Humor kan være med til at nedbryde nogle grænser, og Sebastian synes faktisk, at humor er den allerbedste måde at gøre det på. Man skal turde gøre grin med noget, som er svært. Humor kan bruges i alle sammenhænge.
Ifølge Sebastian er det sjældent de mennesker, der selv er ramt, som bliver forargede over humor, men folk der kender nogen, mener de kender nogen eller synes det er synd for nogen. Men Sebastian mener, at der er en tendens til, at vi ikke bruger humoren nok:
”Af en eller anden grund har vi ladet de kedelige bestemme i mange år. De, der ikke har nogen humor, de har fået lov at bestemme. Man må sørme ikke være sjov omkring bestemte emner. Hvorfor har de ret til at være kedelige omkring bestemte emner, når vi andre ikke har ret til at være sjove? Hvorfor har de ret til at være bekymrede, hvis vi andre ikke har ret til at være optimistiske? Det er blevet finere at være alvorlig.”
Humor fremmer indlæring
Også i forhold til indlæring synes Sebastian ikke, at vi skal glemme humoren:
”Nogle af de ting man husker, er ting der bliver sagt med humor. Noget af det jeg kan huske fra min fjerne fjerne studietid er, når forelæserne ligesom stoppede op og lavede noget sjovt, når de viste noget humor i forhold til det. Det har bidt sig fast. I min kortvarige ikke-succesfulde jura-tid var der en forelæser, der selv stoppede op efter, at han havde sagt, hvorvidt den der var kommet til skade “burde, skulle, kunne, måtte” indse at, og så gentog han sådan burde-skulle-kunne-måtte indse og studsede over, at det ikke ligefrem var de enkle formuleringers kunst. Jeg kan bare huske det der med, at han selv stoppede op og reflekterede over det og fik os til at grine af, hvor dumt det egentlig var. Det er sådan noget, man kan huske mange år efter. Jeg aner ikke, hvad det handlede om, men jeg kan huske den formulering, og jeg kan huske den forelæsning.”
Verdens bedste job
Interviewet lakker mod enden. Dorset skal over og være konferencier på et arrangement i forbindelse med åbningen af Folkeuniversitetets Hearts and Minds festival. Han har coachet nogle forskere, så de på otte minutter kan præsentere deres forskningsområde på en humoristisk måde. Sebastian konkluderer, at han har verdens bedste job. Folk er altid glade, eller også bliver de det i hvert fald forhåbentligt. Han vil gerne blive indenfor branchen resten af sit liv. Og så vil han gerne skrive en roman. En sjov en.
FAKTA:
Sebastian Dorset, f. 1970
Debuterede som stand-up komiker i 1995 på Britannia i København.
I 2003 medvirkede han i stand-up touren Fem på flugt sammen med Mikael Wulff, Carsten Bang, Omar Mazouk og Lasse Rimmer.
Han var redaktør på DRs satireredaktion Tjenesten fra 2003 til 2009.
Han har i løbet af sin karriere skrevet materiale til blandt andre Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen og Jan Gintberg.
Han har desuden været medskribent på taler for Villy Søvndal.
