Tekst: Christian Damgaard Kristoffersen
Foto: Tommy Frost
Foruden at minde læseren om eksistensen af den morsomme Stanley Kubrick-klassiker ”Dr. Strangelove” tjener denne titel også et pædagogisk formål; oplysning om steel guitarens fortræffeligheder. Undertegnede er stor tilhænger af instrumentet, men mange rynker på næsen og forbinder steel guitar med gammelmandscountry. Instrumentet har dog mange flere facetter og kan skabe utrolige lydbilleder – hvilket Maggie Björklund mestrer til fulde.
Kvart i ti indtog Björklund scenen på Atlas. Hun startede uden band og gav os en introduktion til steel-universet med nærmest psykedelisk komposition, der på samme tid var dragende, men på sin vis også ildevarslende som optakten til en gyserscene. Steeldronningen havde gjort sin entre. Det skal dog bemærkes, at selvom Atlas normalt har styr på teknikken, var lyden på Björklunds steel for lav ift. bandet, da det kom på scenen. Dette opdagede backingguitaristen også et stykke inde i koncerten. Det blev korrigeret, og herefter var lyden fin.
Selvom country- og folk-inspirationen ikke fornægter sig i Maggie Björklunds lydbillede, så trak aftenen i mange stilmæssige retninger. Latinamerikansk akustisk guitarspil sendte tankerne i retning af tango og rytmer under varmere himmelstrøg. De, der kender det navnkundige ”Gotan Project”, kan med rimelighed trække paralleller til deres tango-ekvilibrisme. Dette blev blandet med cellotoner, der både bragte dramatik og funk til aftenens lydpotpourri. Enkelte kompositioner havde islæt af det vilde vesten og kunne fungere fremragende som soundtrack til en westernfilm. Trommespillet understøttede med et afdæmpet drive, der gav lyden et støvet og bluesy touch. Björklunds steel drev imidlertid numrene frem og dikterede stilen i de ovennævnte udtryk.
Foruden western-soundtrack og latin-rytmer serverede Björklund & Co. også numre, der havde valsens bevægelse og lethed som kerne, og fra tid til anden blev den akustiske backingguitar udskiftet med elguitar. Med steel guitaren som drivkraft fyldtes Atlas med god gedigen tung rock, hvorefter det stod klart, hvorfor f.eks. Jack White har Björklund på sin liste over samarbejdspartnere. Ved næstsidste nummer skiftede hun selv steel guitaren ud med elguitar, og den håndterede hun ligeså stærkt som steel’en.
Björklunds vokal er imidlertid ikke den mest markante. Live har den svært ved at fremstå som noget specielt, og derfor var de instrumentale numre det bedste ved koncerten. Når Björklund fokuserede på sit steel-spil, gik musikken til gengæld op i en højere enhed.
For at vende tilbage til den indledende pointe så illustrerede Maggie Björklunds koncert lige præcis den pointe, at steel guitaren er et utroligt alsidigt instrument, hvis udtryk kan spænde fra at være foruroligende og melankolsk over behagelig og dragende til intens og decideret at sparke røv.
Lad mig slutte af med endnu en Dr. Strangelove-omskrivning og en opfordring til at dyrke både Maggie Björklunds og steel guitarens musikalske univers: ”…the whole point of the steel guitar is lost if you keep it a secret! Why didn’t you tell the world, eh?!” Det er hermed gjort.
