Spring til indhold
Hjem » Artikler » Mælkevejen på Roskilde

Mælkevejen på Roskilde

Roskilde Festival har længe været meget mere end musik, og i 2011 fik festivalen bidrag fra 125 arkitektstuderende fra Århus, der byggede en mælkevej af krydsfinér lige midt på festivalpladsen. Delfinen har mødt to af de studerende.

Tekst: Bonnie Hvillum

REPORTAGE

Det er onsdag, og solen er på vej ned over de farverige – og for enkeltes vedkommende tvivlsomt opstillede – telte til årets Roskilde Festival.
”Du lugter som en 0-årig med den tissekone, du render rundt med!” lyder det pludselig, da jeg passerer en solstegt og formentlig godt bedugget drengecamp. Roskilde er meget mere end musik.
Med en halvdød Tuborg i hånden er jeg på vej til Pavillion Junior for at mødes med 24-årige Sanne Kyed Jeppesen og 22-årige Christian Sally Jung Jensen, for hvem årets festival betyder mere end ølbowling og musik.
Sanne og Christian er studerende fra Århus Arkitektskole og bidrager i år til festivalen med deres helt egne konstruktioner.

Afslapning på Vintergatan
Århus Arkitektskole indgik i år et samarbejde med Roskilde Festival om at opstille nogle nye og innovative installationer på festivalpladsen. Projektet blev støttet af Fonden for Entreprenørskab og endte ud med i alt tre forskellige installationer.
Den største af installationerne er placeret på pladsen foran Pavillion Junior og hedder Vintergatan, det svenske navn for Mælkevejen. Pladsen udfylder under festivalen ifølge Christian en dobbeltrolle: ”Roskilde (Festival, red.) går meget op i 4+4. De fire første dage skal den her plads bruges til ophold og afslapning, og de fire sidste dage skal pladsen bruges til at komme op på Orange Scene.”
Vintergatan er lavet af krydsfinérplader med små huller og opstillet på uendelige måder, så der opstår et væld af funktioner og muligheder. Mere præcist er der tale om 27.000 små huller og 20.000 skruer, som holder alle pladerne samlet.

Langt fra idé til virkelighed
Vejen til det endelige projekt har været lang. De i alt 125 bachelorstuderende udviklede
en masse idéer til multifunktionelle konstruktioner og kogte dem derefter ned til kun et par projekter, der udgjorde crème de la crème.
Udvælgelsesprocessen krævede ifølge Sanne og Christian en enorm selvbeherskelse og selvkritik for at kunne fortsætte med idéudviklingen, selv om deres oprindelige idéer for længst var blevet skrottet.
Christian og Sanne tager det dog meget cool. De har haft langt større problemer at bakse med. Særligt hvordan projektet rent økonomisk skulle hænge sammen.
”Det var nok det sværeste ved det her projekt. Det var nemt nok at finde på en idé, men lige pludselig skal det jo også kunne lade sig gøre,” siger Christian. er blev de arkitektstuderende mødt af det entreprenørmæssige arbejde med organisering af værktøj, sponsoraftaler, arbejdskraft m.m.

En flok forvirrede wannabes
Med så stor en gruppe af byggeivrige studerende kunne man med rette forvente en overordnet logistikansvarlig til at uddelegere opgaverne. Men nej, det har de studerende selv sørget for.
Prøv at forestille dig 125 arkitektstuderende løbe forvildede rundt for at finde en stjerneskruetrækker. Det scenarie er dog ifølge Sanne og Christian udeblevet.
”Vi har været over 100 mennesker – og ikke én med det endelige ansvar. Selvfølgelig har der været nogle gruppeledere, men man har indtaget den rolle, som man har haft det bedst med,” siger Sanne og indrømmer, at de ’rigtige’ håndværkere indimellem har stået og grint lidt
af de forvirrede wannabes.

Tegnebrættet møder virkeligheden
Christian har stået for de udførlige tegninger af konstruktionerne. Men selvom der er lavet præcise anvisninger, er det ikke sikkert, at benyttelsen bliver som tiltænkt. Konstruktionerne er eksempelvis ikke tænkt til at kravle op på, men ifølge Christian bruger folk alligevel installationerne på alverdens måder.
”Men det er jo noget af det sjove ved det. At du har en idé med det, du laver, og når du så kommer herud, kan det være, folk indtager det på en hel anden måde,” siger han.
Til spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er hårdt at se sit værk blive misbrugt af fulde festivalsgæster griner Sanne og Christian og svarer samstemmende: ”Man lærer jo utrolig meget af at se, hvordan mennesker bruger det, vi laver.”
Delfinen forlader de to meget stolte studerende, som endelig har fået ført deres idéer ud i livet. Ligesom den ukuelige fyr, der under interviewet har kæmpet for at komme op at sidde på Mælkevejen, har Sanne og Christian også doneret deres blod, sved og tårer for at bidrage til andres oplevelser på Roskilde Festival anno 2011.