Teater HURRAS opsætning Lyden af kvinder rørte mig dybt. Jeg græd, og jeg grinede. Ingen af kvinderne er professionelle skuespillere, og det er et af stykkets styrker. For det er ærligt. Det er nøgent. Og det er modigt.
Tekst: Trine Møller
Der er primært kvinder til stede i salen. Kun et par enkelte mænd har sneget sig ind. Jeg er spændt på, hvad der venter mig. Jeg har hørt stykket omtalt som feministisk, og det gør mig lidt utryg, for jeg har et ambivalent forhold til feminisme, og vil nok nærmere betegne mig selv som humanist. Men alle mine tanker og fordomme bliver gjort til skamme. Det her er vedkommende. Og det er rørende. Og det er blottet for klicher.
På scenen står en gruppe kvinder. Hver især har de deres bagage, helt konkret illustreret af tasker og kufferter. Ligeledes har de hver deres drømme, mål og ambitioner. Og hver deres lyd. De tager fat i emner som intimkirurgi, stress, kropsidealer, sorg og den uimodståelige trang til kage. Det gør de med ret enkle virkemidler. Sceneshowet består af meget få rekvisitter, men tilgengæld masser af sang, nynnen, dans og spillen røven ud af bukserne. Ligeledes bliver vi præsenteret for en helt nøgen ægte smuk uretoucheret kvindekrop i en rørende scene, som har sat sig fast i min hukommelse. Hun bliver klædt af stykke for stykke af sine medspillere, indtil hun står helt nøgen foran os. Der går et sug og en hvisken gennem lokalet, da trusserne ryger, for i vores overseksualiserede pornoficerede samfund, virker ægte nøgenhed og sårbarhed provokerende og grænseoverskridende.
Stykket har to kæmpe styrker, som gør det unikt og værdifuldt. Den ene er sanger og sangskriver Lise Dres’ tekster og stemme. Hun synger stykket igennem sine numre som smukt musikalsk baggrundstæppe for resten af forestillingen. Hendes stemme er på en gang ordinær og mageløs og smyger sig ind under min hud, ned i mine porer, ud i mine blodårer, og ind under mine øjenlåg, hvor den ganske ubemærket presser tårerne ud af mine øjne og ned af mine kinder. Den anden styrke er de stærke forskelligartede kvinder på scenen, der med hver deres kropssprog og stemme fortæller mig en historie og viser mig en flig af det overordnede patchworktæppe, der består af alverdens kvinder. Hver især hækler de en farvefuld og smuk rude, som jeg føler og mærker, fordi de giver sig selv med hud og hår og kraft. De er intenst nærværende og frygtløse. De giver, hvad de har.
Teater HURRA opsatte første gang Lyden af kvinder i oktober 2014. Siden kom stykket Lyden af slag i november 2015. I år genopsatte de så begge stykkerne på Teater Katapult. Jeg håber, at vi hører mere fra dem i fremtiden.
