Lyd i Paradis

Jeg går ned ad Paradisgade, det er mandag aften, det regner. Omkring mig kan jeg høre busser suse forbi, folk er på vej hjem fra arbejde, deres stemmer blander sig med regndråberne og lyden af biler, som kører igennem vandpytter.

Jeg trasker op ad de regnvåde trapper ind til Øst for Paradis. Der er fyldt med forventningsfulde stemmer i underetagen, en forestilling skal til at gå i gang. Jeg bevæger mig op på første sal. Jeg er i god tid. I hjørnet sidder en enkelt fyr og læser, jeg hilser på ham med et smil, han nikker anerkendende tilbage. Vi er stille. Inde fra sal A kan jeg høre, at der er lydprøver i gang. Det buldrer og brager. Langsomt kommer flere og flere mennesker op ad trappen og ind ad døren. Stemningen løfter sig, der er grin og småsnak.

Så bliver døren ind til salen åbnet. Vi strømmer ind af den lille åbning. Ind i mørket. Vi synker ned i de bløde, røde sæder. Døren bliver lukket. Hverdagen og virkeligheden forsvinder bag den. Der er stadig lidt småsnak. Så bliver alle stille, lyset dæmpes. Forestillingen begynder.

Det er fjerde gang, Aarhus Radiobiograf åbner dørene for publikum. Konceptet er gammelt, men med den bølge af podcasts, som de seneste år har ramt Danmark, har biografbesøg uden billeder fået nyt liv. Når lyset i salen dæmpes og lyde begynder at strømme ud af højtalerne, er et som om, at alle i publikum deler ét par overdimensionerede høretelefoner. I mørket er man tvunget til at lytte. Man kan faktisk ikke andet end at lytte. Der er ikke en bunke vasketøj, der venter eller en støvsugning, som skal klares. Podcasten bliver centrum for opmærksomheden. Ikke bare en rar tilføjelse til hvad man ellers går og laver.

”Jeg er glad for, at jeg ikke laver radio til hverdag”

Efter lidt over en halv time i mørket, bliver vi hevet tilbage i virkeligheden. Vi begynder at klappe.

Journalist Rebecca Bach-Lauritsen og tonemester Peter Albrechtsen, som har lavet dagens podcast Rystelsen træder op på scenen. Nu er der spørgerunde. Stemningen i salen ændrer sig – alle lytter til, hvad der sker på scenen. Der er ingen mikrofoner, så jeg må koncentrere mig for at høre, hvad de siger. Det står i skarp kontrast til podcastens overvældende lyd, som for få minutter siden fyldte salen. Rebecca Bach-Lauritsen og Peter Albrechtsen taler om, hvordan de har arbejdet med podcasten, som oprindeligt blev sendt på P1 i julen 2017.

”Jeg er glad for, at jeg ikke laver radio til hverdag,” siger Peter.

Han er vant til at lægge lyd til biograffilm – det er lettere, man er mere sikker på, at man har folks opmærksomhed, mener han. Når man sender noget i radioen, laver folk alt muligt andet imens de hører det.

Og det er lige præcis det, som Aarhus Radiobiograf prøver at modvirke. Her kan du ikke gøre andet end at lytte. Lytte og leve dig ind i fortællingen. Alt andet bliver lukket ude. Den eneste distraktion er dit medpublikum, de griner, gisper og klapper præcis ligesom du selv gør.

Rebecca og Peter takker af, publikum klapper. Småsnak fylder igen krogene. Alle bevæger sig ud ad døren, ned af trappen. Jeg står udenfor, og kan igen høre lyden af bilerne, som kører igennem vandpytter ude på gaden.