Tanken om at skrive et speciale i Lissabon kunne virke fristende og dejlig, men det kan hurtigt blive til en stor udfordring. Det kræver en nøje planlægning, strukturering af hverdagen og god time management. Men i sidste ende er det er det hele værd.
Foto of tekst af Vassili Stroganov
At studere i udlandet kan godt lyde som en lidt uhyggelig tanke til at starte med, men hvis man bare tør tage chancen og kaste sig ud i det, så er det slet ikke så uhyggeligt endda. Jeg var personligt lidt forsigtig med at sige ”ja”, da jeg fik tilbuddet om at tage til Portugal i fem måneder og skrive mit journalistik speciale. Tilbuddet var meget fristende: jeg kunne bo helt gratis i en luksus penthouselejlighed, som tilhører min mors veninde, der heldigvis for mig skal stå tom i nogle måneder. Ville du også sige ”jo tak”? Det gjorde jeg i hvert fald.
Efter nøje overvejelse besluttede jeg mig for at tage chancen, og en kold november dag pakkede jeg mine ting og rejste til Lissabon. Det var så dejligt at slippe væk fra den deprimerende danske vinter, og komme til Sydeuropa. Der er intet bedre end at side på en bænk i det skønne Belém-område, hvor den nuværende Portugisiske præsident i øvrigt bor, nyde en kop kaffe og få en masse dejlig sol.
I min tid her i Portugal har jeg gået mange lange ture og set en masse seværdigheder, såsom Jesus statuen, som er en tro kopi af den i Rio, Henrik Søfareren statuen og sidst men ikke mindst Praca do Imperio (Empire Square), som er et af Europas største pladser og en utrolig flot én oven i købet. Lissabon er en utrolig flot by og jeg har været rigtig glad for at kunne skrive mit speciale her.
Men… lige dér opstod der min første udfordring i forbindelse med den masse af tid i det dejlige vejr, hvor man kun har lyst til at nyde det: gå lange ture ved floden, spille tennis, nyde et hyggeligt caféliv og de snakkesalige, søde portugisere. Tiden gik stærkt, og lige pludselig stod jeg sidst i december måned og var færdig med at indrette mig i lejligheden og vænne mig til det nye miljø og de nye omgivelser, men der blev ikke skrevet et ord i mit speciale! Med det samme blev jeg nødt til at konkludere, at jeg skulle hurtigst muligt strukturere min tid i Portugal, for at kunne nå specialet. Jeg blev nødt til at lave en tidsplan, som omfattede såvel et bestemt antal skrivetimer om dagen, og en plan for mine fremtidige Skype møder med min vejleder. Endelig begyndte det at se lidt mere overskueligt og realistisk ud.
Men for at kunne holde ud at lave det samme hver dag og have samme, ofte ret ensformig og kedelig, dagsrytme og dagsrutiner, indså jeg, at jeg samtidig skulle strukturere min fritid og de øvrige aktiviteter. Jeg blev derfor nødt til at lave en aktivitetsplan, som bl.a. omfattede tennisspil og løb to gange om ugen, og en række praktiske opgaver og aktiviteter. Denne organisering af min fritid har hjulpet mig enormt i at få ekstra energi og overskud til at gå i gang med mit speciale på trods af, at der er noget tid endnu til den 1. september, hvor jeg skal aflevere det.
Jeg må nok indrømme, at portugisisk sol og god portugisisk kaffe giver mig et godt overskud, som jeg skal bruge, når jeg sidder og knokler med et 80 siders speciale om 3 fodboldklubbers brug af sociale medier. Fodbold har altid fascineret mig, og det er ikke en tilfældighed, at jeg valgte at skrive om det i mit speciale, og for at holde mig up to date med fodboldverdenden, besluttede jeg gå ind og se Benfica kampe en gang imellem på det smukke Estadio do Sport Lisboa e Benfica. I mine to måneder her har jeg set fire gode Benfica kampe, og de har alle været en fantastisk inspiration for mit speciale.
En anden sport, som jeg altid har elsket, er tennis, og tennis har altid hjulpet mig med at få ekstra overskud til store og komplicerede universitetsopgaver. Derfor har jeg selvfølgelig meldt mig ind i en tennisklub, hvor jeg spiller hver tirsdag og torsdag. Her har jeg mødt nogen søde portugisere, der oven i købet alle er gode tennisspillere og selv om de ikke alle snakker engelsk, så kan jeg altid bruge mit noget rustne, men stadig brugbare gymnasiespansk. Træneren snakker kun portugisisk når han underviser og instruerer os i de forskellige øvelser, så når mit spansk ikke er nok til at forstå hvad han siger, så er det bare med at se på de andre og følge hvad de gør. Den anden af mine trænere, som heldigvis snakker engelsk følger meget med i amerikansk politik ligesom jeg, så vi får os altid en sjov sludder om Donald Trump, og hvilken sindssyge handling han nu har gjort, og her der altid en del at snakke om. Efter tennis kommer jeg hjem og laver mad, som i de fleste tilfælde er spaghetti med kødsovs, ris og rejer eller fryselasagne. Madlavning var også noget af en udfordring for mig, som ikke var vandt til det hjemmefra, men blev nødt til at lære denne kunst i Portugal.
Tiden går stærkt, og jeg er rigtig glad for at kunne få denne oplevelse med en specialeskrivning så langt hjemmefra, som giver mig en dejlig mulighed at sætte tingene i et helt andet perspektiv, lære nye mennesker og en helt ny kultur at kende samtidig med at udøve det store arbejde, som kræver anstrengelser og enorm arbejdsindsats. At skrive speciale i udlandet er hårdt, men hvis man tør at tage chancen så får man nogle fantastiske oplevelser med hjem i bagagen.