Tekst: Mie Olsen
Foto: Steffen Jørgensen
Stemningen er afslappet på Atlas, og atmosfæren dæmpet og røget. Jeg er spændt, da jeg ikke kender meget til Stéphanie Sokolinski, bedre kendt under kunstnernavnet Soko. Stedet er halvt fyldt, og publikum er blandet aldersmæssigt. Med ét bliver scenen vibrerende og levende, da den 29-årige white goth energisk udbryder: ”You guys can come closer, don’t be scared. Hi, my name is Soko.” Personligt og nede på jorden skyder hende og bandet en uforudsigelig, følelsesmæssig rutsjebanetur af en koncert i gang.
I 2007 hittede Soko i Danmark med singlen ”I’ll kill her”, efter at De Sorte Spejdere promoverede den i radioen, og hun har sidenhen turneret Skandinavien flere gange. Teksterne rummer dystre selvmordstanker, usikkerhed og ængstelig refleksion over livets momentale karakter. Men Soko fylder dem med liv og kampgejst i en ustyrlig dans og hoppen på scenen. Hendes mimik er ekspressiv, og hun artikulerer med karakteristisk fransk-engelsk accent. Hendes provokerende og progressive fortællerstemme kan lede tankerne tilbage på punkbandet ”The Clash”. Der er noget rebelsk i luften. Jeg keder mig på intet tidspunkt, trods jeg ikke kender nogle af sangene. Melodierne er svævende, men aldrig anonyme eller historieløse, for Sokos personlighed er overalt i rummet og i hvert et ord. Intensiteten blandt publikum emmer af en del mere indlevelse ved de kendte hit-numre. Rytmerne er barnligt legende i afgrunden mellem lillepigens fnisen og selvmordsanekdoten.
I sangen “Peter Pan Syndrome” reflekter Soko over sin egen følelsesmæssige utilgængelighed, men det bliver aldrig helt alvorligt. Det er som om hun er løftet to centimeter fra jordens overflade og aldrig slipper, men heller aldrig kommer ned til os andre. Publikum danser enten tilfældigt rundt eller står stille og vipper med hovedet optaget af Sokos optræden. Koncertoplevelsen er intim, og jeg overraskes over hendes ydmyghed og lyst til at involvere publikum i sin musiske optræden. Hvert nummer indledes med en personlig historie, en her og nu følelse, interne jokes med de andre bandmedlemmer eller spørgsmål til publikum. Folk hives op på scenen, én for at recitere et digt til sangen ”Bad poetry” og andre for at lege danseinstruktører.
Musikken er af og til lidt for larmende og ukontrollerbar, ligesom hun selv er i sine følelsers vold. Jeg nød de mere afdæmpede ekstranumre akkompagneret af en cello, der gav noget melankolsk rumklang og indholdsmæssig dybde til teksterne. Alt i alt var koncerten en stor oplevelse, for Soko minder én om musikkens evne til at omfavne følelser, der er for vilde at begribe i mere konkret form.
