”Det her er en arbejdsplads, hvor ting bliver magiske…. nogen gange.”
Tekst og foto: Mie Olsen
Forspil
Loungestemningen er til at tage og føle på. Men ikke på den der påtagede casual cool måde, hvor folk henslængt cirkulerer rundt og smider smarte kommentarer afsted, imens de i skjul lurer efter den nærmeste reflekterende genstand at spejle sig i. Nej, atmosfæren i det lille lokale emmer af noget helt andet. Noget løssluppent, uformelt og skægt, der lader vente på sig, selvom klokken har passeret de 20.00. Bløde guitarrytmer pulser fra en højtaler over døren, hvor par og grupper af unge langsomt siver ind og tager afsked med den friske efterårsluft i Vestergades baggård nr. 58. Her er faretruende lavt til loftet, og vi sidder tæt stuvede sammen med vores klirrende flaskeøl. Med ét bliver her stille, og folk kigger forventningsfuldt omkring. Sker der noget? Åbenbart ikke, for snakken tiltager ufortrødent. Jeg sidder så nær parret ved siden af, at jeg må tage mig selv i ikke at lytte til deres samtale. Et øjeblik stirrer jeg lidt for længe på dem, før jeg skamfuldt drejer hovedet 180 grader og på mekanisk vis stirrer direkte ind i murstensvæggen. Her hænger gamle LP’er flettede ind over hinanden og længere væk bag den endnu ensomme mikrofon på det sparsomme gulv, der om forhåbentligt kun få minutter kommer til at udgøre en scene, hænger et billede af et ansigt indgraveret i barken på en træstamme. Hvad? Jo ganske rigtigt. Munden vrænger, øjnene er lukkede, mens hånden forsøger at skubbe kroppen ud af træets favngreb – uden held. Jeg ryster på hovedet og tager en ordentlig slurk Ceres. Øllen spreder ro i kroppen, og min stive akademikernakke løsnes langsomt op. Over indgangen hænger et grønt skilt med en hvid flugtmand på. Mon han ikke kan lide showet, når jeg lige at spekulere, før et entusiastisk råb kortslutter min tankerække. ”Velkommen til Comedy!” Klar besked. Det er torsdag aften, og nu begynder Open Mic på Ny V58.
Ping pong, humanjura og noget med en mørbrad
Kasper Gross smiler forventningsfuldt ud til os. Han er en kendt stand-up komiker og aftenens uofficielle konferencier. Stemmen er velopl
agt, men opmærksomheden fanges hurtigt af en flok fulde drenge, der klapper og hujer oppe foran. Det er dagen før deres RUS-tur på Universitet. ”Hvad læser I”, lyder det kækt gennem mikrofonen. ”Bøger”, svarer flokkens alfehan med forceret dyb røst, før hele gruppen klasker sig på lårene af grin. Alle vi andre smiler overbærende. ”Kan I mærke det”, siger Kasper med et legesygt glimt i øjet. ”Det bliver ping… Det bliver pong… Det bliver ping pong.” Med de betryggende ord starter to timers komisk speeddating med de hele ni stand-up komikere, der står for aftenens underholdningspalette af mere eller mindre forberedte jokes. Open Mic arrangementet har efterhånden mange år på bagen i Aarhus, og i marts rykkede det fra sin velkendte plads i Thorups Kælder til det nye V58. Her er nemlig 3 lokaler og dermed plads til 3 shows ad gangen. I aften er der 2 Open Mic arrangementer, og jævnfør et skilt med påbuddet ”IKKE FLERE LEDIGE PLADSER” har jeg sat mig ind i det mindste af dem. Her er ingen stor smart scene med et rødt tæppe og trommesæt, men de mere intime omgivelser gør ikke oplevelsen mindre intens. Tværtimod. ”Vi har et meget demokratisk system”, fortæller Pelle Lundberg mig efter showet. Han er næstformand for foreningen Stand-up Comedy Aarhus, og sammen med formanden Jacob Taarnhøj står han for at arrangere samtlige humoristiske optrædener på stedet. ”Man sender en mail, og så får man som regel plads en uge eller to efter. Og så har man fem minutter til at starte med”, fortæller han. ”Det vil sige, at jeg i princippet kan stille op uden nogen erfaring”, spørger jeg kækt. Han bekræfter høfligt, om end ikke lidt tvivlende på mine fremtidige komikerevner. Jeg bebrejder ham ikke.
”Så har vi sådan et system, hvor værterne evaluerer og giver pil opad eller nedad alt efter, hvordan det gik,” fortsætter han. ”Når man rykker op får man 10 minutter og til sidst 15 minutter. Derefter kan man blive vært. ” Der er gratis comedy på Ny V58 hver mandag til torsdag mellem 20.00 og 22.00, og stedet er virkelig en læreplads inden for komisk håndværkersnilde. Det er her, aspirerende talenter kommer med deres første spæde punchlines, sorte fortællinger og platte seksuelle ordspil. Her vokser jokes ind i himlen og falder ligeså hurtigt til jorden igen. Som én af aftenens komikere Henrik Jakobsen ironisk formulerer det: ”Man kan virkelig dø på den scene”.
Samme scene emmer dog af liv og godt humør her til aften. ”Kender I de der jobmesser, hvor man kan møde spændende virksomheder”, spørger Kasper Gross de fulde HA-drenge på forreste række. ”Vi har det samme på humaniora bare med a-kasser i stedet. Jeg plejer altid bare at sige til folk, at jeg læser jura – altså humanjura. Det er i sidste ende bare et papir på, at man ikke kan få job.” Jeg må knibe en lattertåre ud af øjenkrogen i forløst erkendelse af, at den joke ikke er grebet ud af den blå luft. Og det er netop det, der rammer lige i mellemgulvet. Når humoren sætter ord på det, vi ikke altid kan sige højt til hverdag. Som eksempelvis at en Hoptimist, man selv har købt siger; ”Jeg er din eneste ven”. Her rammer Jonas Mortensen plet på spydig vis, før han går over til det mere underspillede og øjebliksgakkede. ”Jeg har tabt en mørbrad for nyligt…” Med åben mund lader han sætningen hænge i luften, før han fortsætter. ”Selv ikke engang vores hund troede på det, da det skete.” Der klappes og hujes. Andre komikere fortsætter med skægge ordspil, som når Adrian Busk hiver fat i ordet uhumsk. ”Hvorfor bruges ordet humsk så ikke? Man har jo aldrig hørt nogen gå ind i en ryddet lejlighed og komplimentere; ”Sikke en fin lejlighed, den er godt nok humsk”. Og det har han da fuldstændig ret i. Sidst men ikke mindst er der de satiriske politiske indslag med et seriøst islæt leveret i letfordøjelige humørbomber, som når Jakob Taarnhøj hiver fat i Dansk Folkepartis politiske holdning til flygtninge. Han mener, at i fremtiden er det ikke nok at være krigsfange, nej man skal være personligt forfulgt. Et rimeligt krav til nyankommne flygtninge må derfor være, at vi kan se forfølgeren lige i hælene på dem, når de når landegrænsen. Som aftenen skrider frem bliver mine håndflader svedige, men det gør ikke noget. Jeg er nemlig i det bedste torsdagsselskab man kunne drømme om. Her er uformelt, og ingen dømmer hinanden.
Klimaks
Sitren i luften, mens mavemusklerne spændes kollektivt. Munden hviler let på ølflasken, og øjnene er fæstnede ved scenen. Sekunderne inden udløsning. Vi ser hinanden an og afvejer stemningen. Timing er alfa omega, og det er nu eller aldrig.
Et svært håndværk
”Sådan. Du har ødelagt min punchline.” Kasper Gross ser ikke ud til at tro sine egne øjne. Han ryster på hovedet og slår ud med armene. ”Jamen du har ødelagt timingen. Den kommer aldrig igen.” Synderen er en fnisende pige til højre for scenen, der med en tilfældig bemærkning har afbrudt den uudtalte 3 sekunders stilhed mellem det skæve retoriske spørgsmål og jokens klimaks. Av. Kasper Gross ser ud til at ærgre sig godt og grundigt, men han er jo ikke komikker for ingenting. Af ulykken smeder han en ny joke om pigens fadæse og baner vej for endnu et latteranfald.
For netop evnen til at improvisere i nuet og fastholde kontakten med publikum er et must for alle stand-up’ere. ”Det handler om kemi, ligesom når man fører en samtale”, fortæller den garvede komiker Jonas Mogensen mig efter showet. Vi sidder i en lidt for blød sofa bag baren i backstage lokalet, imens han leder efter de rigtige ord. ”Det kræver en helvedes masse håndværk at skrive en god joke og vide, hvad man skal ramme. Man bruger noget tid på at famle i alle mulige retninger, indtil man finder sig selv.” Jeg spørger dristigt ind til, hvorvidt han så har fundet sig selv. ”Jeg er begyndt at være der”, nikker han langsomt. Jonas Mogensen har læst jura men arbejder nu som tekstforfatter til blandt andet serien Dybvad og et kommende underholdningsprogram på DR, når han da ikke ugentligt prøver nyt materiale af til de gratis Open Mic arrangementer.
De skrå brædder på ny V58, der før profilerede sig hovedsagligt som spillested, er nemlig først og fremmest en læreplads for autodidakte humørbomber. Et sted hvor man brygger på opskriften til en vellykket joke og finder ud af, hvem man vil være som komikker. Her stiller ivrige aspiranter sig op for allerførste gang, mens rutinerede sværvægtere prøver materiale af til deres kommende shows. ”Vi har jo haft alt lige fra Frank Hvam til dem, der aldrig stiller sig op igen,” fortæller Pelle Lundberg smilende. Og i det lille kælderrum, hvor tomme ølflasker efterhånden hober sig op på gulvet, på bordene og i alskens afkroge, mærker man da også, at der er dømt frit eksperimentarium for komikerne til at udfordre deres materiale. Flere går i rutefart mod deres notesbøger i scenens udkant for at udvælge de sjoveste jokes, når de er ved at have opbrugt deres tid. Alt afhængig af selvsikkerhed og erfaring lyder bemærkninger som ”Jeg kan vist lige nå en til” og ”Jeg har bedre jokes, jeg bruger dem bare ikke her, fordi det her er gratis”. Det gør rummet intimt. Af og til føles det næsten som en akavet form for uligevægtigt stævnemøde, når komikeren blotter sin personlighed ved at afsløre så intime hverdagsoplevelser, som at pille en bussemand ud af næsen på sin kæreste midt om natten. Man er sammen i øjeblikket. Som Nikolaj Wulff påpeger om den manglende respons på hans kørselsjoke; ”Enten kender I ikke Gomore, eller også kan I bare ikke lide mig…” Da jeg senere som karikeret outsider med blok og kuglepen trænger ind i de allerhelligste private gemakker på førstesalen slår det mig, hvor drengede og tilbagelænede alle de her mænd, der joker om onani, kød, break-ups og sexmode, i virkeligheden er. Bag baren hænger de ud med flokken og falder ned oven på dagens optræden.
Efterspil
”Det blev mærkeligere, end jeg havde regnet med,” lyder Jonas Kjærsgaards outro for i aften. Han er debutant fra dette års Zulu Comedy Galla, og ordene klinger i mine øre, da jeg trækker min store blå skrammelcykel ned mod Magasin sammen med Jonas Mogensen og Henrik Jakobsen. Det er en mild efterårsaften, og komikerne fortæller mig, at et bredt publikum med både mænd og kvinder ofte er det bedste. Så falder jokesene nemlig altid i god jord blandt dele af publikum, og latter smitter som bekendt. Lige så overspændte og karikerede som de to mænd var på scenen, lige så nede på jorden og seriøse er de nu. Vores veje skilles uden videre ved Vinstuen, og jeg siger tak for i aften. Natten er ung, men jeg sætter mig nu alligevel op på cyklen og vender snuden hjemad med et bredt smil på læberne.
