En rigtig stor del af det at gå på universitetet er at læse. Vi bruger time efter time med hovederne langt nede i bøgerne og vores computere. De fleste ved formentlig godt, at der er læsesale og studiepladser på universitetet. Men nogle gange kan det være rart at komme lidt væk fra de vante rammer, og ud i vores Aarhus. Det er nemlig en håndfuld – eller flere – gode læse- og studiegruppespots rundt i byen.
LYNfabrikken
LYNfabrikken er et sted fyldt med muligheder! En af dem er at sidde i deres lækre lokale og læse. Der er en masse stikkontakter til rådighed ved bordene og generelt en fed atmosfære. Lidt storbychic, men stadig hyggeligt. Desuden har stedet en tagterrasse, der yder Salling Rooftop værdig modstand. Endvidere har LYNfabrikken også en del spændende arrangementer. Et af dem er ’LIPS på LYN’, hvor interessante personer, ofte forfattere, holder oplæg.
Adresse: Vestergade 49
DOKK1
Det er ikke usandsynligt, at du kender til dette geniale læsested. Men det er alligevel værd at nævne. Der er en masse gode ting ved stedet – bøger lige ved hånden, en café, der kan stille den værste kaffetørst, og oldschool videospil, der kan hjælpe med at få de værste frustrationer ud over Kierkegaards volapyk eller Judith Butlers kønsteorier. Men mest af alt så er der den skønneste udsigt på DOKK1. Der er en del læsepladser, hvorfra man gennem de store panoramavinduer kan nyde havudsigten. Desuden er der en del borde, der er yderst velegnede til gruppearbejde.
Adresse: Hack Kampmanns Plads 2
Løve’s Bog- og Vincafé
Denne café er et klassisk læsested. Bøgerne fra gulv til loft (mere eller mindre) er med til at skabe den hyggeligste stemning på den lille café. Her er både plads til selvstændig fordybelse og gruppearbejde akkompagneret af varm kakao – eller måske vin, når de sidste sætninger er ved at være læste?
Adresse: Nørregade 32
Godsbanen
Et andet godt læsested er kulturknudepunktet Godsbanen. Måske kender du bedst stedet for sine markeder, udstillinger eller kreative værksteder, men stedet rummer (meget) mere end det. I foyeren er der stole og borde til fri afbenyttelse, og når vejret forhåbentlig bliver bedre, er der også mulighed for at sidde udenfor. Foruden den kreativitet, som stedet emmer af, er det også ganske gratis at sidde og læse her – ingen forventninger om kaffekøb. Skulle du alligevel have lyst til noget varmt til halsen eller noget godt til maven, er det selvfølgelig også en mulighed. Spiselauget tilbyder begge dele. Et lille bonustip: de er en del af ”TooGoodToGo”-konceptet, og du kan derfor være heldig at score dig en lækker, rigtig billig frokost.
Adresse: Skovgaardsgade 3
Art Café
Under den store, flotte regnbue gemmer der sig et ganske udmærket læsested. Selvom det er på ARoS, skal du ikke betale entre for at sidde her. Som ved de andre caféer er det dog god skik lige at investere i en kop kaffe eller lignende – udvalget er heldigvis stort. Caféen har forholdsvis meget plads og har flotte omgivelser. For 220 kr. har du (og en ven) gratis adgang til ARoS året rundt – og dermed mulighed for at fundere over farvernes betydning i Julian Schnabels malerier. En kultiveret overspringshandling.
Adresse: ARoS Allé 2
Har du et godt tip til et læsested i Aarhus, så tøv ikke med at fortælle os om det.
Rigtig god læselyst!