FOTO Anders Trærup/AU Kommunikation
Det er ikke demokratisk hensigtsmæssigt, at Studenterrådet hævder at repræsentere alle, når det kun er de færreste, der bliver hørt. Desværre har mangel på debat om indhold såvel som form været kendetegnende for forårets SU-kampagner.
Dette læserbrev handler ikke om, hvorvidt jeg er for eller imod visse SU-nedskæringer. Ens politiske standpunkt og kommunikationen af dette er to vidt forskellige anliggender. Selvom det også er problematisk, at der ikke har været rum til at diskutere SRs diskurs angående nedskæringerne, er det i mine øjne et større problem at formen til tider har været så banal, at det er pinligt. Studenterrådet, der må siges at være de studerende på AUs største interesseorganisation, må sande, at deres gerninger repræsenterer næsten 40.000 mennesker og derfor også bliver nødt til at holde en vis moralsk standard.
Problemet opstod eksempelvis, da uddannelsesminister Morten Østergaard ankom til SU-paneldebat i Stakladen den 18/02 2013 og blev mødt af en larmende gruppering med udløb fra SR og DGS. Til et stormøde inden havde SRs politiske afdeling forberedt fløjter, skilte, masker og andet habengut, så pressen kunne få deres unuancerede billeder, som kun kunne male konflikten op med brede penselstrøg. Det er politik og massemedier, og det er fair, men selvfølgelig ikke optimalt, at en nuance eller to bliver skåret af i kommunikationens navn. Hvad der til gengæld ikke er i orden, er SR-aktivisternes produktion af bannere med tekster som “Screw U Morten”, skilte med Morten Østergaards hoved på en kvindekrop og tekster som “Lårde Mården det ikk’ i orden”.
De banale formuleringer er pinlige, og det er i flere led. Det er pinligt for ophavsmanden, pinligt for mig, pinligt for de studerende, men mest af alt for SR, som om nogen må antages at være bekendt med repræsentationsspørgsmålet. Når man ser på SRs barnagtige formuleringer, forstår man godt, at det for den brede offentlighed til tider kan være svært at se, hvorfor studerende skal tildeles ekstra SU-klip ud over den normerede tid.
Hvem er du, skiltebærer, der repræsenterer mig? Hvori ligger din legitimitet til at kommunikere universitetets 40.000 studerende gennem dit pubertære budskab? Måske det var på tide at reflektere over, med hvilket ansvar du løfter dit pap, og hvad latterliggørelse af politiske modstandere gør ved debatkulturen på et universitet. Som samlet gruppe nægter jeg at tro, at vi studerende ubetinget støtter SRs aktivistisk venstreorienterede linje, der desværre til tider er præget af mangel på nuancer og rum for i det hele taget at debattere de aktuelle emner. Og jeg er oprigtig ked af, at Studenterrådet, som i andre instanser gør et meget positivt og solidt arbejde for os studerende, skal repræsentere os på den facon. Formen fungerer bare ikke, indholdet upåagtet.
Hvorfor føres der ikke en reel debat i stedet for den smædekampagne, det endte med at blive? Kære SR, I burde vide bedre, og I burde ærlig talt tage jeres ansvar som talerør seriøst. Hvis det generelt og fremover ikke kan lade sig gøre, har jeg og resten af de aktive medlemmer i antropologisk fagråd kun ét spørgsmål: Hvor melder man sig ud?
Louise Hollerup Christensen, antropologi på 4. sem. Aktiv i Antropologisk Fagråd, Antropologisk Uddannelsesfagudvalg og tidligere studienævnsmedlem i IKS
