Det handler om at udfordre sig selv. Delfinen tog med en flok ihærdige løbere på træningstur forud for forårets Copenhagen Marathon.
af Ditte von Fintel Møller & Birgitte Svejvig
foto Anne Bay Davidsen
Det er efterår i Århus. Bladene falder af træerne. Det regner, og det blæser. Alligevel kan man ikke gå en tur på Ringgaden uden at blive overhalet af et dusin løbere i høj fart. Hvor får de energien fra, og hvorfor gider de overhovedet, tænker du nok en smule fascineret. Det besluttede vi os for at finde ud af en eftermiddag i oktober, hvor vi besøgte en af Århus’ mange små løbegrupper.
Torsdag: 15 Kilometer
Klokken er 16.15, og vi står parate foran Friskoparken iført løbetøj og sko og venter på en lille flok unge løbere, som har lovet at tage os med ud på en ”lille nem rute på 15 kilometer.” Vi får kun lov at vente et par minutter, så dukker lederen Marie og fire andre unge piger og drenge op. Alle er klædt i det rigtige løbeudstyr. Vi spilder ikke tiden og sætter hurtigt i gang. Det handler om at holde sig varm.
Marie på 26 år er den eneste af gruppens medlemmer, der har løbet et maraton. Hun er ud af en løbefamilie og har deltaget i mindre løb, siden hun var barn. Med tre gennemførte maratonløb i bagagen valgte Marie at starte sin egen løbegruppe, da flere af hendes medstuderende viste interesse for løb.
Sæson for Maratontræning
”Lige nu træner vi til Copenhagen Marathon. Det ligger midt i maj, så der skulle være en god chance for at nå den rette form inden” råber Marie, da vi svinger ind på Brabrandstien.
Vi følger efter gruppen, så godt vi kan. Det er hårdt for os at tale, mens vi løber, men Marie og de andre ser ikke ud til at have de store problemer. De småsludrer lystigt med hinanden undervejs. Vi fornemmer, det bliver en hård tur, så vi vælger at fyre vores spørgsmål af så tidligt på turen som muligt. Hvorfor gider Marie overhovedet løbe maraton?
”Jeg har altid været god til at løbe, men følte ikke rigtigt at jeg kom nogen vegne. Derfor besluttede min storesøster og jeg os for, at vi ville gennemføre et maraton”, fortæller hun.
De trænede og trænede, og i 2004 gennemførte de deres første maraton, som var Copenhagen Marathon. Det krævede seriøs træning. Den sidste halvdel af træningsperioden løb de 10-15 kilometer hver anden dag og en længere tur på 20-25 kilometer en gang om ugen.
”Da dagen for det første maraton endelig kom, gik det bare derud af. Vi fyldte os med druesukker hele vejen for at holde blodsukkeret oppe. Ved de 32 km blev mine ben meget tunge og stive, og jeg følte, at jeg var nødt til at give op. Min søster var dog god til at presse mig, og vi fortsatte,” fortæller Marie.
Tid: 04.08.36
Da Marie når de 38 km, får hun det, man inden for løbeverdenen kalder ”runners high”: Et kick af uanede mængder energi.
”Jeg begyndte at spurte af sted. Jeg ville bare i mål. Jeg anede slet ikke, at jeg havde de kræfter”, mindes Marie, mens hun sørger for, at løbegruppen holder tempoet ud af stien.
Vi møder mange løbere undervejs og overhaler også en del af dem. Det er faktisk en fed fornemmelse, bliver vi hurtigt enige om. Selvom det er hårdt.
”Min samlede tid blev fire timer og otte minutter,” fortæller Marie og fortsætter: ”Selvom mit mål var at komme under fire timer, kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke: ’Det er løgn, jeg har løbet en maraton, ‘ da jeg krydsede målstregen. Det var det vildeste.”
Efter næsten 10 kilometers løb mod Brabrand, indleder vi den lille løbegruppe på, at vi vil vende næsen hjem til computeren, så vi kan få skrevet vores artikel. Vi takker mange gange for den lille introduktion til maraton, og da vi vender om, råber Marie efter os: ”Vi ses til Copenhagen Marathon næste år.”
”Dream on,” råber vi tilbage.
