Spring til indhold
Hjem » Artikler » Kunsten at være glad: Hvad kan vi lære af en over 1000 år gammel religion?

Kunsten at være glad: Hvad kan vi lære af en over 1000 år gammel religion?

Illustration: Lærke Gertz

Er du glad? Det simple spørgsmål kan være umådeligt svært at svare på. For mange af os, er glæde nok lidt ligesom vores held i beer pong – nogle aftener svømmer vi i det, og føler vi aldrig misser et skud, og nogle aftener rammer vi bare kanten gang efter gang efter gang. Men forleden faldt jeg over bogen ”The Art of Happiness – en håndbog for livet”, af det tibetanske folks spirituelle leder Dalai Lama XIV og den amerikanske psykolog Howard C. Cutler. Bogen fortæller om, hvordan glæde er en sindstilstand, der kan kultiveres gennem følelser som medfølelse og venlighed. I en tid hvor næsten 50% af danske unge mellem 16-25 år, ifølge et nyt studie fra Aalborg Universitet, oplever en grad af mistrivsel, er det interessant at kigge på, hvordan den over 1000 år gamle religion angriber spørgsmålet om glædens natur. Så her er tre kernelektioner fra bogen, ledsaget af nogle (synes jeg) gribende eksempler af Dalai Lamens ord.

  1.     Meningen med livet er at søge glæde

Moderne psykologi har, ifølge Cutler, fokus på lindring eller bearbejdning af smerte og ikke direkte på at skabe glæde. Dette anfægter Dalai Lama som igennem bogen deler sin indsigt hvordan man gennem ”træning af sindet”, og praktisering af medfølelse og venlighed, kan opnå at finde en mere varig glæde. I kernen af Dalai Lamaens teori ligger ideen om, at glæde er en sindstilstand, der ikke er påvirket af eksterne begivenheder. Succeser og nedture kan midlertidigt give en følelse af glæde eller tristhed, men efter noget tid vil sindet komme tilbage til en bestemt baseline, eller gennemsnit. Dette gennemsnit kan hæves gennem træning af sindet.

Dalai Lama skriver: Selvom vi anerkender vigtigheden af glæde som en sindstilstand, betyder det ikke at vores vigtigste behov såsom søvn, mad, husly osv., ikke skal være mødt. Men når de basale behov er mødt er det klart at vi ikke har behov for flere penge, større succes og berømmelse, den perfekte krop. Lige nu har vi et sind, og det er alt vi behøver for at være glade

  1.     Smerte er normalt, men vi har det med at forstærke den

I den vestlige verden har vi en tendens til at fokusere meget på vores følelsesmæssige og mentale smerte. Og vi er hurtige til at diagnosticere den, tage medikamenter og undertrykke smerten. Derudover er det også en naturlig reaktion enten at ignorere de problemer, der forårsager smerten, eller projektere dem over på andre. Men ifølge Dalai Lamaen kan man ikke løbe fra smerten. I stedet for at frygte smerte og forandring, så accepter den som en del af livet, og konfronter den direkte. 

Dalai Lamaen skriver: Hvis du i en kriger ignorant overfor fjendens status eller formåen, vil du være uforberedt og paralyseret af frygt. Men hvis du kender din modstander, så vil du stå meget bedre til vinde krigen. På samme måde vil du være i bedre stand til at overkomme dine problemer, hvis du møder dem direkte, end hvis du prøver at undgå dem.

  1.     Huskereglen og oprigtig motivation: To måder at overkomme angst på

Der er generelt to former for frygt, ifølge Dalai Lamaen. Den første type frygt, drejer sig om virkelige ting, såsom slanger, blodsudgydelse, og at falde på skateboard. Ifølge Dalai Lamaen bringer denne type frygt os tættere på en kærligere og mere venlig verden, fordi den kræver at vi passer på os selv og hinanden. Den anden type frygt er vores egne kreationer; bekymringer og ruminationer, der ofte er irrationelle, og i værste fald kan gøre os handlingslammede og panisk angste. Omkring 350.000 danskere lider i dag af svær angst, og nogle oplever, at for at komme ud af den, skal de vende livet på hovedet, og starte forfra fra et nyt udgangspunkt. 

Dalai Lamaen skriver: Jeg plejer at kultivere tanken om, at hvis situationen eller problemet har en løsning, så er der ingen grund til at bekymre sig. Og alternativt, hvis der er ingen vej ud, ingen løsning eller mulighed for resolution, så er der heller ingen mening i at være bekymret over det. Denne huskeregel kræver dog, at man konfronterer problemet direkte, så man kan se, om løsningen kan findes. Den anden måde at overkomme angsten på, er at overveje ens motivation. Hvis du kan transformere din motivation til at være drevet af medfølelse og venlighed, så er det nemmere at finde styrken til at vinde over frygten. Faktisk, er en gennemgående altruistisk motivation typisk ikke nødvendig for at overkomme daglige situationer. Hvis man blot husker på, at ens motivation ikke er at lave skade, og man er oprigtig, kan det ofte være nok til at reducere angsten. Denne metode kan være meget effektiv, men kræver at man træner hjernen til at følge denne motivation.