1 2 3 4 & Purpur Jaipur
Koncert
Studenterhus Aarhus, 14. oktober 2010
af Vibe Kiil
foto Anne Bay Davidsen
Der er noget nærmest enestående ved at gå til en koncert, hvor man ikke kender de bands, der skal spille. Alle potentielle forventninger flagrer forvirrede rundt, for der er intet at holde dem op på. Man har måske hørt dem omtalt – kort – og kan huske, at det var positivt. Så det eneste, man har på forventningshorisonten, er, at nogen ude i verden godt kan lide dem (Hvem det var, og hvorfor har fortabt sig i nattågerne).
Ok, helt på bar bund gik aftenens anmelder ikke til koncerten, men tre sange per band på MySpace kan næppe siges at give det store kendskab – det er lidt som at smage forretten og bagefter at skulle udtale sig om hele den syvretters menu, som den lille velgarnerede ærtefidus repræsenterede. Det er en indgangsvinkel. Og en genreindikator. Aha, ørene stilles ind på den i stigende grad bredfavnende term ”indie” – og så af sted.
Purpur Jaipur(billedet)
Galten anføres som hjemstavn, men lyden og inspirationen må siges at være hentet noget længere vestpå – lad os kalde det England. Musikalsk kan Fleet Foxes tages i hånden på en rejse 40-50 år tilbage i tiden – og så er vi ved at være der.
Guitarer, trommer, bas og en herlig hulens mængde vokalharmonier er kvartetten Purpur Jaipurs setup – fine nedtonede melodier, der primært bæres af enkelte guitarfigurer med stor lyd, en bund af tunge, dynamiske og spartanske trommer. Purpur Jaipur fangede hurtigt publikums opmærksomhed på ganske uprætentiøs vis. Det helt simple i deres udtryk er klart deres force – det lader melodierne stå forrest i lydbilledet, og deres stemmer er sunget godt ind på hinanden. Vi får små øjeblikke af magi, når stemmerne smelter helt sammen i smuk harmoni.
Man kunne dog godt ønske sig, at der var mere bandkemi på scenen. De fire medlemmer stod relativt stationært hver for sig. Det skal ikke lægges dem til last. Men de fremstod ikke som en helhed, hvilket sært kontrasterede det sammenspillede udtryk i musikken.
Desværre mistede Purpur Jaipur lidt taget i publikum omkring halvvejs i koncerten, hvor de spillede den, om man så kan sige, mere rockede del af deres repertoire. Numrene holdt ikke samme niveau, som de lagde ud med, og udmeldingen ”vi har aldrig spillet så lang en koncert før” må siges at være – ja, sigende. Efter alt at dømme er materialet endnu ikke til en længere koncert, men det er forhåbentligt kun et spørgsmål om tid.
Purpur Jaipur fik dog taget i publikum til sidst – snakken blandt publikum fortonede sig noget, og fokus var igen – fortjent – vendt mod scenen.
1 2 3 4
1 2 3 4 er i gang med deres afskedsturné, hvilket aftenens koncert også bar præg af. Bandet, der musikalsk placerer sig i et melankoliinfiltreret indiehjørne, blander blandt andet Joy Division-mørke, Interpol-stringens og Blondie-discotrommer. Resultatet er svært appetitligt, når forsanger Rune Hedemans ubesværet lader sin mørke vokalklang flette sammen med et melodisk og ganske dansabelt lydbillede. Samtidig indtog han, med hvad der forekom som en vis tilbageholdenhed, scenen som det mest naturlige i verden.
Det var et velspillende band, der gik på scenen. Og heldigvis også et band, der havde materiale til at bære en hel koncert. Fokus placerede sig helt naturligt på forsangeren, der nonchalant slentrede rundt på scenen og tog en tur nede hos publikum. Som helhed leverede 1 2 3 4 en overbevisende præstation som liveband. En af de sange, hvis titel blev hængende hos undertegnede, var den durkdrevne ”Sjöwahl og Wahlöö”, der stod tilbage som et af koncertens højdepunkter.
Der blev generelt holdt et højt niveau, både i deres evner til at sende musikken udover scenekanten og få fat i publikum men så sandelig også i sangskrivningen. Der blev disket op med den ene sang efter den anden, hvor man som nyintroduceret tænkte, at et genlyt ville være helt på sin plads.
Et enkelt cover blev det også til. Nikolaj Nørlunds Dreng Alene Hjemme, som de indspillede med Nørlund på hans opsamling Resumé. Der var for så vidt ikke noget nyt under solen, men der var en smittende glæde og energi over fremførelsen, der var svært uimodståelig.
1 2 3 4 var denne aften et band med en mission om at skabe en intim stemning, så der kunne blive sagt ”farvel og tak”. Missionen lykkedes, og publikum – der efter alt at dømme bestod af fans, der også gerne ville sende et ”farvel og tak” den anden vej – var med fra start til slut. Der var ingen snak at spore, men derimod let dansen. Men, som sidemanden pointerede, var det også lidt som at være på den første date, hvor daten straks deler ud af sit inderste. Man blev placeret midt i en intimsfære uden at have det mindste kendskab til nogen eller noget – og man fik en fornemmelse af at være inviteret til at bryde ind i en situation, hvor man ikke helt skulle være. Situationsmærkværdighed til trods må man også give 1 2 3 4, at de formåede at skabe denne meget intime atmosfære, men desværre tangerede det lidt en lukket fest.
Når det er sagt, så var der ganske enkelt tale om en god koncert med et velspillende band, hvis sange ligger vel over gennemsnittet af meget andet, der kravler rundt på hitlisterne. Så missede man 1 2 3 4 som liveband, kan man gøre sig selv en tjeneste og investere i deres album. Og måske håbe på en gendannelse engang i fremtiden.
