FOTO Dave Dugdale
– Om at få tilskikket en ny bankrådgiver.
TEKST Helle Breth Klausen
I forbindelse med min banks sammenlægning af afdelinger i Aarhus fik jeg for nylig et brev om, at både min afdeling og bankrådgiver snarest ville flytte til en anden afdeling i byen. Den nye beliggenhed generede mig egentlig ikke, men da det viste sig, at min bankrådgiver gennem de seneste fem år (og det er lang tid, når man er 22 år) ikke flyttede med, vidste jeg ikke, hvad der skulle blive af mig. Hvem skulle så berolige mig, når jeg kom stormende ind i banken med kontoudskrifter ’en masse’, kassekreditkontrakter og spørgsmål til min gamle bankbog (for der VAR jo stadig 12,85 kroner på den)?
Min gamle bankrådgiver var god til det der med at smide en ”du er jo ung, så du skal også huske at leve livet”-kommentar, når de røde tal på netbanken begyndte at danse – og sådan en kommentar havde jeg indimellem brug for. Især sidst på måneden.
Det var derfor med en smule hjertebanken, jeg fik en mail fra bankens nye afdeling, underskrevet af en ”M” (i tilfælde af, at min nye bankrådgiver – mod al forventning – skulle finde på at slå op og læse denne klumme, holdes hans navn hemmeligt.) I mailen introducerede han sig selv og opfordrede mig til ”lige at komme ned i den nye afdeling for at sige hej”.
Jeg skyndte mig at undersøge sagen og søgte på hans navn på bankens hjemmeside. Det er helt seriøst ikke løgn, at jeg var i tvivl om, hvorvidt manden (drengen?) var ældre eller yngre end mig. Eller også var det et ret forældet billede, der var blevet lagt op på hjemmesiden. Magen til konfirmandlignende slipsedreng skal man lede længe efter. Især når man nu har spørgsmål til alvorlige økonomiærinder så som det mystiske gebyr på fem kroner, der er blevet trukket to(!) gange inden for det seneste år.
Da jeg endelig var kommet mig efter chokket over at have fået tilskikket en ny (ung!) bankrådgiver, tog jeg ”M” på ordet og slentrede ned i banken for ”lige at skulle sige hej”. Jeg fandt ud af at det åbenbart ikke er noget, folk gør så tit, hvis man skal dømme ud fra de forvirrede udtryk på bankens ansattes ansigter, da jeg trådte ind i afdelingen og ”bare lige skulle sige hej til M”. Han så ud som på billedet, men var dog en smule højere end forventet. Man siger jo også, at drenge i konfirmationsalderen skyder hurtigt i vejret. Men noget sagde mig, at ”M” måske trods alt var lidt ældre. I hvert fald lød han som om, han faktisk havde styr på både kassekredit og ansvarsforsikring. Sidstnævnte var et fænomen, min tidligere bankrådgiver aldrig fik konverteret mig til, hvorfor den nye bankrådgivers meget enkle og jordnære forklaring af, hvad det gik ud på, overraskede mig (på den dér ”aha”-måde).
Mine fordomme om den unge bankrådgiver, der ikke har styr på hverken penge, papirer eller stemmen i overgang, blev gjort til skamme efter mødet med ”M”. Han har vist mere styr på det der med rentesatser og gebyrer, end jeg nogensinde får. Heldigvis for det!