… At det altid ender igen på et tidspunkt!
TEKST Helle Breth Klausen
Der var engang, hvor jeg fik mine forældre til at smøre min madpakke og sirligt adskille leverpostej fra hamburgerryg med mellemlægspapir i Tupperware-madkassen. I dag adskilles mit liv også af en slags mellemlægspapir – omend det nu er i mere overført betydning. Nemlig i form af siderne i min kalender (der i øvrigt stadig godt kan være lidt leverpostejsagtige).
Fra brevpapirsbytning til bachelorgrad
Der var engang, hvor kædebreve, brevpapirsbytning og skole/hjem-samtaler udgjorde en betydelig del af skoleskemaet, hverdagen og livet. Og jeg syntes, både kædebreve og brevpapirsbytning var så underholdende, at jeg med glæde og gentagne gange brugte mine frikvarterer på det. I dag er frikvarteret skiftet ud med det akademiske kvarter, og kædebrevene er gone viral. Brevpapirets frugtagtige, parfumerede duft er for længst forduftet til fordel for en mere støvet aroma fra Statsbibliotekets hylder (og ingen har i øvrigt lyst til at bytte Bourdieu-litteratur på samme måde som brevpapir).
Skole/hjem-samtalerne har været under sparekniven, og resterne dukker semestervist op i form af tal i STADS-selvbetjeningen. Væk er spændte forældre, der venter på ‘dommen’ fra matematiklærer Madsen (under middel, middel eller over middel?). I stedet udløses spændingen ved et enkelt klik (eller to, hvis STADS tilfældigvis er gået i strejke – igen). Hvad enten tallet skal fejres, forkastes eller forandres, er vi tilbage ved leverpostejsmaden i madpakken, der for de fleste af os på SU sandsynligvis stadig lever i bedste velgående.
Om lidt er det for mit vedkommende slut med at være bachelorstuderende. Men det betyder jo ikke, at jeg er færdig med at studere. For som jeg skrev i klummen i Delfinen #180, står kandidatuddannelsen klar i kulissen til at gøre sin entré i min kalender og fylde siderne med nye timer, tanker og teorier.
Fra glimmergjort til U-vending
På (næsten) samme måde som overgangen fra brevpapir til Bourdieu har jeg nu efter 13 klummer i Delfinen også kunnet mærke en forandring og en udvikling i min hverdag på skrift. For selvom mange af emnerne har kredset om det samme, så er jeg alligevel gået fra stresset glimmerhjort over bortforklarende overspringshandlinger til at lave en U-vending i sidste klumme. Hverdagsfragmenterne har haft det til fælles, at ingen af dem har været bange for at komme på dybt vand (og drukne en lille smule for hvert punktum). Oftest er det jo på det dybe vand, – derude, hvor man helt seriøst ikke aner, om man skal græde eller grine – at der er flest historier at fortælle. Det handler på en eller anden måde om at satse hele puljen på nogle meget usikre odds – Las Vegas Style. Fordi man som ung er uvidende og undskyldt, og fordi man som ældre ikke ville kunne pull it off med samme dumdristighed og med cap’en lidt på skrå. Det kan jeg. Men måske mest på skrift.
Hvordan afslutter man et klummeforløb, hvor man har krænget både sjæl og søndagstanker ud? Hvordan får man lige opsummeret det, man har brugt siden december 2011 på at skrive om? Måske er det meget godt, at det ikke er så nemt. I så fald ville side 7 i Delfinen være blevet spildt på noget, der kunne forfattes kortere. For mit eget vedkommende synes processen at have været mere betydningsfuld end resultatet. Sådan er det jo i virkeligheden også med brevpapirsbytning, hvor selve forhandlingen er spændende – det var i bytningen, der skete noget. På samme måde har mine klummer kun været til gavn og glæde (og gru?), hvis nogen har læst dem. Og det håber jeg, I har.
