TEKST Helle Breth Klausen
Er det på tide med et Fitness World-abonnement, hvis jeg får krampe i biceps af at redde nytårsuglerne ud af håret? Er jeg blevet (læse)feriedoven, hvis jeg hverken orker at læse pensum til eksamen eller næringsindholdsteksten på pakken med Havrefras, men sjovt nok har både overskud og tid til at læse (og sammenligne varianterne) på bagsiden af Anthon Berg-guldæsken? Januar plejer at være efter mig på disse punkter. Det er derfor, vi altid skændes så meget.
Januar og jeg har altid været i et kompliceret forhold sammen. Vi ses kun én gang om året, men til gengæld tilbringer vi (alt for) megen tid sammen, når det sker. Det plejer nu at begynde meget godt. Med fest, fyrværkeri og fromage. Men dagen derpå er der allerede problemer. Regningerne fra Betalingsservice er det første, Januar har glemt at fortælle og advare mig om. Og før jeg ved af det, har jeg hverken råd til mælkesnitter på tilbud eller det billige rugbrød med sidste salgsdato den efterfølgende dag. Der er også udgifter til Forsikring, Boligforening og Licens – tre af Januars venner, jeg helst så, han ikke hang så ofte ud med. De er dårlig indflydelse. Dertil kommer hans forbandede insisterende løftede pegefinger, der peger i retningen af Fitness World – lige midt i en tilbagevendende god snak, jeg plejer at have med Anthon Berg i starten af året. Januar er sikkert bare jaloux, fordi Anthon forstår at lytte.
Januar siger, at de digitale tal på min badevægt er steget, og de sorte tal på min netbank er faldet. Men er der egentlig noget i vejen for, at de to kunne bytte fortegn fra tid til anden? At netbanken surmuler skyldes jo så ikke abonnementet til Fitness World, for alle ved, hvordan man skal stå i kø til både bruser og bænkpres først på året. Det er naturligvis derfor, jeg ikke er medlem. Jeg har som følge heraf indgået et kompromis med Januar. I stedet for en tur i fitnesscentret vil jeg handle ind i Netto og slæbe de tunge varer hjem, hvorefter jeg vil flexe i spejlet og overveje, om ikke jeg skulle tage at købe yderligere to liter sodavand næste gang – for mine overarmes skyld, naturligvis! Med mig hjem vil jeg desuden købe to pakker Havrefras, hvorefter jeg vil sætte mig det mål at læse én kolonne for hvert morgenmadsmåltid, der konsumeres. I løbet af en lille uge vil jeg utvivlsomt være nået gennem hele deklarationsteksten og måske sågar være påbegyndt eksamenslæsningen. Eller studieordningen. Eller en af de andre vigtige tekster, der ligger og stirrer på mig i bunken med ”Senere!”. Hvis altså ikke Anthon Berg ringer. Igen.
Men tilbage til Januar. For selvom han kan være ret øretæveindbydende, så er han jo forgangsmand for det famøse januarudsalg, hvor han lader mig købe alle de ting, jeg ikke har brug for – men vil have alligevel (og faktisk har råd til på SU). Og med hvem anden i ryggen ville jeg kunne retfærdiggøre køb af både vinterjakke og uldsweater (midt i eksamensperioden), hvis ikke det skulle være Januar? Han forstår nødvendigheden af varm beklædning, fordi han er den mellemste af tre vinterbørn. Og så er det, at det lige pludselig ikke er så slemt med de surmulende tal på netbanken. I virkeligheden er vi jo et godt par, men derfor kan det godt være okay med en pause fra hinanden på et lille års tid. Desuden har jeg en date med en, der hedder Februar. Det er noget med, at han er mere romantisk anlagt.
